Prøv avisen

Når stat og kirke skilles

En ordning som den nuværende med en statsunderstøttet folkekirke er nemlig ikke funderet i nutidens kulturelle klima, men har rødder i en svunden tid med en førdemokratisk tankegang. - Foto: Arkivfoto

Den moderne sekulære stat har pligt til at være neutral i religiøse anliggende, og det er derfor uden tvivl kun et spørgsmål om tid, før staten og kirken helt adskilles i Danmark

LAD DET VÆRE SAGT med det samme: Efter min mening er den nuværende folkekirkeordning den bedst tænkelige konstruktion til gavn for både kirken, den enkelte borger og staten, men alligevel er jeg efterhånden overbevist om, at kirken og staten før eller senere må skilles.

En ordning som den nuværende med en statsunderstøttet folkekirke er nemlig ikke funderet i nutidens kulturelle klima, men har rødder i en svunden tid med en førdemokratisk tankegang, hvor monarken enevældigt bestemte, hvad landets borgere skulle tro.

Da demokratiet tog sin begyndelse med grundloven af 1849, indførtes i princippet også religionsfrihed, men bortset fra ganske få borgere med en helt særlig baggrund jøderne for eksempel var og blev danskerne evangelisk-lutherske kristne, og det kunne derfor ret uproblematisk indskrives i Grundloven, at kirken, som nu fik navnet "folkekirken", understøttes af staten.

Kirken var nemlig også efter 1849 så godt som hele folkets kirke uden længere at være statskirke i egentlig forstand. Rent numerisk forstået var kirken dengang folkets, og sådan har det været lige til i dag med den tilføjelse, at den inden for de seneste årtier langsomt men støt har mistet medlemmer, og det på trods af at der i samme periode har vist sig en mærkbart stigende interesse for det religiøse og det spirituelle.

Kirken mister hvert år terræn, og den udvikling kan i kraft af almindeligt traditionstab og minimal religionsundervisning meget vel accelerere. Som landsgennemsnit betragtet ser det ganske vist ikke så galt ud, for over 80 procent er stadig medlemmer, og det er kun i visse områder, tallet kommer helt ned i nærheden af 50 procent.

Så det er i og for sig ikke statistikken som sådan, der for tiden taler for en adskillelse af stat og kirke. Det er det principielle i sagen, nemlig at der i et pluralistisk samfund ikke bare bør være religionsfrihed for den enkelte, som Grundloven foreskriver, men at der også bør være religionslighed, og derfor bør staten ikke "'tage parti" og understøtte en bestemt "religion". Religion er en privatsag, og i retfærdighedens navn må der være ens vilkår for de forskellige religiøse grupper.

Det princip forekommer indlysende for en moderne tankegang, og det sætter spørgsmålstegn ved den nuværende kirkeordning, for især inden for de seneste par årtier er det blevet tydeligere og tydeligere, at folkekirken er en religiøs forening en medlemsbaseret organisation og ikke en statsinstitution.

TIL BILLEDET AF det moderne samfund hører, at der er mange forskellige religiøse grupperinger muslimske, buddhistiske, hinduistiske, asa-troende, katolske, ateistiske og så videre, og der er principielt set "kun" teologiske forskelle mellem dem og evangelisk-luthersk kristendom, men det spiller politisk-juridisk set ingen rolle, når talen handler om ligestilling.

At folkekirken er den største forening, berettiger hverken til statsstøtte eller indikerer, at foreningen skal have sit eget ministerium, og et kirkeministerium kan derfor ligne en anakronisme. Den moderne sekulære stat har pligt til at være neutral i religiøse anliggender. Den logik kommer ingen på længere sigt uden om, og det er derfor uden tvivl kun et spørgsmål om tid, før staten og kirken helt adskilles, hvorefter religionerne kan leve deres eget liv på ensartede vilkår ligestillede med hver deres måde at forstå og praktisere religion på.

Men det betyder ikke, at kirken går til grunde. Spørgsmålet er kun, hvilken kirke der så dukker frem, når ægteskabet med staten opløses. De mange praktisk-administrative sager vedrørende ejerskab, lønforhold, struktur og lignende, som går under den ydre ordning, vil naturligvis ændres, men det kan måske ligefrem være en fordel i retning af at frisætte en masse kreativ energi.

Folkekirken har jo efterhånden fået udviklet et enormt administrativt bureaukratisk apparat, der undertiden kan føles som en barriere for det åndelige spillerum. Det administrative er imidlertid kun en mindre side af sagen, mens det er af langt mere afgørende betydning, hvilken type kirkelighed, der vil udkrystallisere sig. Bliver det en foreningskirke eller en folkelig kirke? Vil folkekirken undergå en transformation i retning af at blive en klub for særligt religiøse mennesker med samme mening om Gud for nu at sige det kort, som det er tilfældet med frikirkerne, eller kan det lade sig gøre at skabe en institution af mere almenmenneskelig religiøs karakter a la den nuværende folkekirke?

Det sidste er af flere grunde langt at foretrække ikke bare for samfundets og den enkelte borgers skyld, men også fordi det vil være mere i overensstemmelse med indholdet i evangelisk-luthersk kristendom. Det er faktisk alment-menneskeligt, hvis det altså ikke omklamres af fundamentalister og biblicister, som man af og til ser det.

Stærke religiøse grupper med klare synspunkter har det med at profilere sig, og selvom dansk mentalitet ikke er karakteriseret ved fanatisme, vil en opløsning af folkekirken sandsynligvis betyde, at de forskellige fløje i højere grad vil hæve røsten og forsøge at tegne foreningen.

DER VIL UDSPILLE SIG foreningspolitiske magtkampe, og under alle omstændigheder vil i det mindste retorikken uundgåeligt skærpes til skade for en mere åben kirkelig dialog om tro og religion, hvor alle kan være med.

Bliver meget konservative, førmoderne synspunkter fremherskende, vil mange føle sig frastødt og blive kirkeligt hjemløse, mens den nuværende rummelige kirke med plads til både folk på fløjene, vanekristne og kulturkristne for slet ikke at tale om den meget diffuse folkereligiøsitet er en slags sikkerhed for et afdæmpet religiøst klima.

De meget ivrige på fløjene vil i en foreningskirke gøre alt for at fremstå som de sande kristne, mens andre af strategiske grunde vil forsøge sig med populistiske tiltag ud fra en forestilling om, at det spektakulære trækker "publikum". Begge lejre vil helt sikkert have pressens bevågenhed på bekostning af det folkeligt brede arbejde, der udføres af både menighedsråd, præster, organister, sognemedhjælpere samt andre ansatte og mange frivillige.

FOR AT UNDGÅ en medlemsflugt i forbindelse med et kommende "systemskifte" gælder det om at holde kirken på midtersporet, så den ikke lukker sig om sig selv. Det folkelige skal dokumenteres, så det bliver klart, at tro og religion som sådan ikke er en specialitet for nogle med en særlig religiøs tilbøjelighed eller et særligt behov for kirkelig underholdning, men at tro og religion handler om orientering i forhold til de kosmiske magter, kræfter og energier, som intet menneske kan gøre sig fri af.

Men ikke nok med det! Der skal også skabes en klarere bevidsthed om, at kristendom, hvad selve indholdet angår, ikke er for hardlinere af en særlig religiøs observans med forkærlighed for førmoderne forestillinger, som selv intelligente mennesker undertiden fejlagtigt synes at mene, men at sigtet i kristendommen tværtimod er at finde ind til selve værens grund til Gud. Det gælder i hvert fald evangelisk-luthersk kristendom.

Hvad der kommer ud af en adskillelse af stat og kirke, afhænger nok mindre af lovgivningen end af, i hvor høj grad kirken allerede nu kan markere sig som folkelig ved både i teori og praksis at anlægge et velbegrundet og indlysende guddommeligt perspektiv på livet og universet, som har gyldighed for alle helt uanset det enkelte menneskes egne forestillinger.

Det er først og sidst på indholdssiden, det afgøres, om kirken fremover kommer til at fungere som en religiøs forening, der marginaliserer flertallet, eller om den omvendt formår at holde på flertallet ikke ved at bygge på laveste fællesnævner eller ved populisme, men i kraft af kvalificeret tydning af livet og verden set i et særligt religiøst perspektiv.

Den helt afgørende øvelse består i at opdatere evangeliet på samtidens præmisser teologisk, rituelt og filosofisk. Hvis det kan lykkes, kan fremtidens kirke være folkelig i ordets bedste forstand, og den kan sagtens bestå som flertallets kirke helt uafhængig af staten.

Peter Holm er provst for Frederiksberg