Når stormen kommer igen

Månen hænger ude bag mit vindue. Stjernerne glimter over kirken, og jeg havde gerne bildt mig selv ind, at det var tindrende engleøjne. Men jeg kan ikke se andet end stjerner. Sølvlys bader præstegårdshaven og får træerne og buskene til at træde frem i skarpe, menneskelignende silhuetter. Med lidt fantasi burde jeg kunne se konturerne af Maria og Jesusbarnet. Men jeg ved godt, det ikke er dem, selv hvor meget jeg end anstrenger mig. Det er hasselbuskene, hvor børnene har bygget hule, og lindetræet, hvor de har deres gynge. Når jeg som de fleste andre danskere ikke er i stand til at se det, der er der og alligevel ikke er der, må det skyldes min middelmådighed. Det passer glimrende, at jeg skriver årets sidste middelmådige kronik som afslutning på endnu et middelmådigt år. Ude i haven ligger de væltede grantræer efter orkanen som dogmer eller tanker, der er væltet ned af soklerne. Engang blæste der nogle store åndelige vinde hen over landet, der væltede det, der ikke kunne stå. Det skete i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Nu har vi kun orkaner, der opstår af lavtryk over Nordsøen. Hvor ville jeg gerne have oplevet dengang, Grundtvig trådte frem. Det må have været som at blive fanget i en voldsom storm. De gamle stive tanker må have knækket som mine grantræer i haven. Tænk pludselig at blive ramt af sådan en åndelig vind og få en flod ind i årerne af nye tanker, der både kan vælte klipper og smelte isbjerge. Eller hvad med Vilhelm Beck? Det er så nemt at gøre grin med Indre Mission. Min far elskede at håne en indremissionsk tante i familien ved bag hendes ryg at fortælle, at hun var modstander af stående samleje, fordi det kunne udvikle sig til dans. Men da Vilhelm Beck og de stærke jyder trådte frem, må det igen have været som et åndeligt stormvej over landet. Meget gammelt og nyt må have segnet, som det gjorde under orkanen for nylig. Og ude i præstegårdene med månen hængende foran kontorvinduet, må præsterne dengang have følt, at der rørte sig noget stort og livgivende, som hvert øjeblik kunne bryde ind i deres kirke og vende op og ned på alting. Den samme voldsomme blæst må have gået hen over landet, da Georg Brandes og hans bror Edvard begyndte at kritisere autoritetsdyrkelsen og dogmetroen. Åndelige vinde ligner orkaner på den måde, at de rammer en, hvad enten man vil det eller ej. Hvis man ikke bliver blæst omkuld, så bliver man i hvert fald på en eller anden måde præget af det, der sker. Efter orkanen for nylig, der intet havde at gøre med en åndelig storm, stod de danske kirker tilbage med enorme skader. Vejrhaner dinglede i skotrenderne som sønderskudte fugle. Kamtakker lå spredt over kirkegården. På særligt udsatte steder var kalken på kirkerne fræset af, så murenes indvolde stod blottet. Værst var det gået ud over tagene. Der var kæmpe huller overalt. Det så ud, som om et eller andet stort og mægtigt enten var brudt ud af kirkerne eller ind i dem. Verdens bedst vedligeholdte kirker var på en nat blevet forvandlet til verdens dårligst vedligeholdte kirker. For første gang i mange årtier var der en sammenhæng mellem form og indhold. En fremmed, der var ankommet til Danmark umiddelbart efter stormen, ville have tænkt, at han var kommet til et land, hvor de havde opgivet deres religion. Var han gået i kirke om søndagen, ville han tilmed have fået bekræftet sin antagelse. Det var symptomatisk for hele 1999, at det var en orkan, der løb stormløb mod kirken, og ikke en åndelig bevægelse som grundtvigianismen, Indre Mission, kulturradikalismen eller noget helt nyt. Hullerne i kirketagene skyldtes hverken, at folket havde vendt ryggen til kirken, eller et oprør mod kirken eller en åndelig vækkelse i kirken selv, men et banalt lavtryk over Nordsøen. Havde det bare været alt andet end en orkan! I en undersøgelse for nylig, der blev nævnt på de fleste amerikanske nyhedskanaler, blev det oplyst, at danskerne ifølge nogle nye undersøgelser var blandt de mest tilfredse folkeslag i verden. Det er en forstemmende oplysning. Middelmådigheden har altså sejret. Velvære, veltilpashed, velnærethed, velfærd og velstand er åbenbart det, der skaber veltilfredshed. Jeg føler middelmådigheden dybt inde i mit hjerte som en dyne, jeg ikke kan vikle mig ud af. Middelmådige prædikener, der ikke kan slå hul i kirketaget. Middelmådige tanker, der ikke kan komme ud til de yderste grænser, hvor livet er farligt og stormfuldt. Middelmådige kronikker, der strejfer overfladen, men ikke når ned der, hvor de åndelige storme fødes. Sammen med resten af nationen har jeg muret mig inde i borge, hvor vi beskytter os mod for store følelser og tanker. Det er blevet så trygt at være dansker, at livets storme sjældent når os. Forskellige eksperter giver os gode råd om, hvordan vi kan undgå kriser, sygdomme; hvordan vi på bedste måde kan beskytte os mod livet og naturen og hinanden. Og på disse borge lever vi så vort liv, mens vi tygger økologiske grøntsager i os, indtil en skilsmisse, sygdom eller død rammer os og får det hele til at bryde sammen. Kun når vi føler vor tryghed truet af indvandrere og tørklæder, skaber vi en storm i et glas vand, der på ingen måde kan sammenlignes med de åndelige storme, der prægede slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Det er utroligt, at vi som danskere føler os tilfredse med livet. Det må være det materielle, vi måler livet ud fra. Middelmådighed. Vi er aldrig sammen med vore børn, og alligevel er vi tilfredse. Danmark må være det land i verden, hvor forældrene i løbet af det forgangne år har tilbragt mindst tid sammen med deres børn. Vi er tilfredse med at afspise vore børn med alt muligt andet end vort nærvær. Hvordan kan vi være så tilfredse, når vore gamle sidder på små plejehjemsværelser og keder sig langsomt ihjel? Det er chokerende, at en undersøgelse har vist, at vi er et af verdens mest tilfredse folkeslag. Det anfægter os åbenbart ikke, at ventelisterne til vore hospitaler er længere end vor nybyggede Storebæltsbro. Hver søndag træder 14-1500 præster op på prædikestolene og forkynder, at alle gode gaver kommer ovenfra. Troen på Kristus er den kraft, der giver os mod til at glæde os over livet. Han er håbet, når alt er håbløst, og lyset, når alt ser sort ud. Men det lader til, at danskerne kan klare sig uden dette håb og lys. Vi synes, livet er godt, selv om vi ikke, når månen bader vore haver i sølvlys, kan se den hellige jomfru i buskenes silhuetter. Selv folkekirken er vi tilfreds med. En anden undersøgelse dokumenterede, at danskerne ikke ønsker at få en ny kirkeordning. Stat og kirke skal ikke skilles. Vi er tilfredse med kirken. Måske fordi den ikke anfægter vor selvtilfredshed, men lader os i fred. Det er det samme ord, der kommer op i mig igen og igen, som en klump slim, jeg ikke kan synke, når jeg ser tilbage på det gamle år. Middelmådigheden. Danmarks middelmådighed. Der var intet stort i 1999, der åbnede udsigten fra det lave. I de kirkelige kredse gik debatten frem og tilbage, som den har gjort i årevis. Hvordan skal vi få befolkningen til igen, eller måske for første gang nogensinde, at synes om at gå i kirke? Skal de overhovedet gå i kirke? Over hele samfundet gik debatten om musli-merne og de andre indvandrere. Skal vi finde os i tørklæder og moskeer? Der blev sagt tankevækkende, intelligente og velmente ord. Alligevel var det, som om der manglede et eller andet. I 1926 ramte en tyfon Florida. Min onkel oplevede den. Stormen kom pludselig, og med en umådelig styrke blæste den hans hus omkuld og slyngede store skibe langt op på land. Så blev der stille. Solen kom frem, og folk gik ud og betragtede ødelæggelserne. De, der ikke var blevet ramt, så sig tilfredse om og begyndte at åbne skodderne på deres huse. I samme sekund blev himlen mørk, og tyfonen vendte tilbage med samme kraft, som den havde haft før. Stilheden og solskinnet havde ikke været andet end tyfonens øje. Det center inde i stormen, hvor der ikke er nogen vind, og hvor himlen pludselig bliver skyfri, og alt ånder fred og ro. Måske befinder vi danskere os i øjeblikket i sådan en slags øje. Nogle stærke åndelige storme gik over landet med grundtvigianismen, Indre Mission og Georg Brandes' opgør. Måske ramte stormene ikke alle dele af befolkningen. Men det vækkede en stor del af danskerne, der måtte se mange dogmer og kasser med tanker blive blæst omkuld. Det var, som den åndelige blæst tvang folk ud af selvtilfredsheden og middelmådigheden og fik dem til at ønske sig andet af livet end bare at overleve og være tilfredse. Nu er der blevet uhyggeligt stille. Selvtilfredsheden blomstrer. Og alligevel var der i løbet af 1999 nogle få tegn på, at stormen måske er ved at vende tilbage, og at vi bare i en længere periode har befundet os i dens øje. Midt i middelmådigheden begyndte nogle danskere at række ud efter jomfru Maria, Gudsfødersken, som en slags søgen efter åndelig ernæring. Andre steg ud af de faste rammer, de havde barrikaderet sig i, og ledte i mystikken efter et nyt indhold i livet. Andre igen rettede øjnene mod folkekirken og fik den indskydelse, at den havde et andet svar på livets mening end materialismen. Det er ikke til at sige. Men måske kommer de stærke åndelige storme tilbage med fuld kraft i begyndelsen af det nye årtusinde og vælter det nye og gamle, der ikke kan stå. Vi har brug for nye karismatiske skikkelser som Grundtvig, Vilhelm Beck, Georg Brandes, og hvad de ellers hedder, der kan starte storme, der blæser os ud af middelmådigheden og selvtilfredsheden. Tilfredshed er det værste, der kan ramme et folk. Mens månen bader præstegårdshaven i sølvlys, ser jeg ud gennem vinduet og længes efter den dag, hvor stjernerne ikke kun er stjerner, men også engleøjne, og hvor buskenes silhuetter med det samme får mig til at tænke på Maria, Guds mor. Min længsel, som jeg deler med masser af andre, må simpelthen være et tegn på, at stormen er ved at vende tilbage. Godt nytår! n sognepræst