Prøv avisen
Kronik

Når asylcentre bliver barndomshjem

Asylsøgning er en hård og krævende proces for alle involverede parter. Når den proces trækker i langdrag, kommer skiftende asylcentre til at danne rammen omkring børns opvækst. Vi må finde en anden løsning!

JAMES PÅ NI ÅR HAR BOET på skiftende danske asylcentre, siden han som toårig kom til Danmark med sin mor fra Den Demokratiske Republik Congo. Han er et af de mange børn, som har tilbragt sin barndom eller store dele af den i skiftende asylcentre.

De seneste tre uger har han sammen med sin mor været i Kriminalforsorgens varetægt på Udrejsecenter Sjælsmark. Beboerne her er alle afviste asylansøgere, som ikke modtager lommepenge og derfor er henvist til at spise i centrets kantine.

Men James kan ikke og vil ikke spise, hvor der er politi til stede. Han har to gange oplevet, at han og hans mor blev hentet af dansk politi og forsøgt med tvang at blive udsendt til Den Demokratiske Republik Congo. De oplevelser har sat sig i ham, så han går i baglås, når politifolk nærmer sig.

James vil i øvrigt heller ikke gå i den skole, Røde Kors driver for asylbørn i Lynge, for han er tidligere blevet mobbet og slået af nogle af de større børn der. Og da ingen har formået at hjælpe ham tilbage til skolen, har han tilbragt de første tre uger med sin mor og de andre asylcenterbørn uden nogen form for struktur på dagligdagen.

James og hans mor samt to andre familier bosiddende på Udsendelsescenter Sjælsmark kommer i Apostelkirken på Vesterbro i København, hvor jeg er præst. Jeg kender ikke de tre familiers sager til bunds, men jeg ser virkningerne af det pres, disse familier er udsat for.