Prøv avisen
Kronik

Når asylcentre bliver barndomshjem

Asylsøgning er en hård og krævende proces for alle involverede parter. Når den proces trækker i langdrag, kommer skiftende asylcentre til at danne rammen omkring børns opvækst. Vi må finde en anden løsning!

JAMES PÅ NI ÅR HAR BOET på skiftende danske asylcentre, siden han som toårig kom til Danmark med sin mor fra Den Demokratiske Republik Congo. Han er et af de mange børn, som har tilbragt sin barndom eller store dele af den i skiftende asylcentre.

De seneste tre uger har han sammen med sin mor været i Kriminalforsorgens varetægt på Udrejsecenter Sjælsmark. Beboerne her er alle afviste asylansøgere, som ikke modtager lommepenge og derfor er henvist til at spise i centrets kantine.

Men James kan ikke og vil ikke spise, hvor der er politi til stede. Han har to gange oplevet, at han og hans mor blev hentet af dansk politi og forsøgt med tvang at blive udsendt til Den Demokratiske Republik Congo. De oplevelser har sat sig i ham, så han går i baglås, når politifolk nærmer sig.

James vil i øvrigt heller ikke gå i den skole, Røde Kors driver for asylbørn i Lynge, for han er tidligere blevet mobbet og slået af nogle af de større børn der. Og da ingen har formået at hjælpe ham tilbage til skolen, har han tilbragt de første tre uger med sin mor og de andre asylcenterbørn uden nogen form for struktur på dagligdagen.

James og hans mor samt to andre familier bosiddende på Udsendelsescenter Sjælsmark kommer i Apostelkirken på Vesterbro i København, hvor jeg er præst. Jeg kender ikke de tre familiers sager til bunds, men jeg ser virkningerne af det pres, disse familier er udsat for.

Mit anliggende her er i og for sig ikke at anfægte de beslutninger, som er truffet af asylmyndighederne i disse sager. Det er min opfattelse, at Flygtningenævnet gør et nødvendigt og vanskeligt stykke arbejde, når de beslutter, hvem der skal have beskyttelse i Danmark, og hvem der skal hjemsendes. Og når asylansøgere så er blevet afvist, er det politiets job at sørge for, at de kommer ud af landet. Også det er et nødvendigt stykke arbejde.

Jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal varetage disse opgaver, og det gør mig i udgangspunktet taknemmelig for dem, som på fællesskabets vegne varetager disse opgaver.

JEG SKRIVER IKKE DETTE med en afklaret overbevisning om, hvad der skal gøres, men ud fra en bevidsthed om en pligt til at bevidne, hvad jeg har set, når jeg har talt med disse familier i kirken eller besøgt dem på centret.

James var som sagt to år, da han kom til Danmark med sin mor for syv år siden. De to andre familier, jeg kender på udrejsecentret, har også været i asylsystemet i adskillige år, inden de kom til Sjælsmark. De har alle mindst ét barn, som er født, mens forældrene boede i asylcentre. Da jeg besøgte dem for nylig, viste den ene familie mig deres otte dage gamle pige. Familien klager ikke over forholdene, men jeg forarges over, at en familie med et spædbarn og en dreng på tre år ikke har adgang til eget toilet. Og at låsen på det fælles toilet på gangen ikke fungerer.

En anden familiefar fra centret fortæller mig, at han også undgår potentielle konflikter, der kan opstå i udrejsecentrets kantine, ved at samle flaskepant, der indbringer ham omkring 50 kroner på en god dag. Det er nok til købe mad til hans treårige søn, der ligesom James nægter at spise i kantinen.

De fleste af de familier, jeg har kontakt til på Udrejsecenter Sjælsmark, boede tidligere på Omsorgscenter Kongelunden på Amager, hvor man havde ressourcer og faciliteter til at tage sig af særligt sårbare familier. Da dette center måtte lukke på grund af skimmelsvamp, blev familierne først flyttet til centret i Dianalund. Efter en måneds tid på dette center blev det meddelt, at det og flere andre asylcentre på Sjælland skulle lukkes. Familierne måtte endnu en gang bryde op og sendes til omsorgscentret i Thyregod. Eller, som de tre familier, jeg har kontakt til, til Kriminalforsorgens Udrejsecenter Sjælsmark.

RØDE KORS GØR ET STORT ARBEJDE for at skabe rimelige rammer for børn, der bor på asylcentre. Også på Udrejsecenter Sjælsmark driver de både en børnehave og en klub for børn.

Jeg kender flere af Røde Kors’ medarbejdere på centret og beundrer deres engagement og professionalitet. Men hvad hjælper det, når systemet er sådan skruet sammen, at man over mange år forsøger at stresse familier for at skabe motivation for at rejse hjem?

Jeg har ikke endnu ikke fået en forklaring fra Udlændingestyrelsen – hverken ved mundtlig forespørgsel eller ved at søge på deres hjemmeside nyidanmark.dk – på de principper, der ligger til grund for placering og flytning af børn mellem asylcentre.

Men logikken omkring børn i asylsystemet er i og for sig indlysende nok: Staten skal ikke overtage en forælders ansvar for et barn, så længe man ikke har fået godtgjort en manglende forældreevne. Barnets tarv er forældrenes ansvar, før det er statens.

Og når nu en asylsag er afgjort og afvist, må det være i barnets langsigtede interesse ikke at vokse op i en gammel kaserne som et tålt, men uønsket individ her i landet. Ergo vil den ansvarlige forælder rejse ud af landet med sit barn. Sagen er bare, at det regnestykke ofte tager sig helt anderledes ud set med en mors øjne. Hun kan være villig til at gå til ekstremer for at sikre sin og sit barns fremtid under de generelt trygge samfundsforhold her i landet.

Tager James’ mor sit barn som gidsel i kampen for at få asyl? Nej, de to er allierede i den kamp. Og hvem siger, at hendes logik ikke holder, selvom den set fra et samfundsmæssigt synspunkt er undergravende? Jeg vil ikke udelukke, at jeg ville abonnere på den samme logik hvis det var mig, der skulle vælge mellem udsendelse til Congo og at henslæbe årevis i danske asylcentre med et vagt håb om engang at få opholdstilladelse.

Her er dilemmaet: På den ene side barnets tarv og på den anden siden opretholdelse af lov og orden i samfundet. Hvis familien får ophold, har udlændingemyndighederne så ikke ladet sig presse til at give en familie en beskyttelse, som de reelt ikke mener, familien har ret til? Hvis familien fortsat afvises, risikerer man, at der gøres skade på et barn.

Men ”dilemma” er et farligt ord, når det drejer sig om at tage ansvar for et sårbart menneske. Ordet rummer nemlig en stiltiende accept af handlingslammelse. Når man formulerer et dilemma, giver man gode grunde til ikke at kunne handle – til at lade tiden gå og håbe på, at noget nyt viser sig.

DET ER TILSYNELADENDE SÅDAN, både udlændingemyndighederne og asylansøgeren tænker. Og så går tiden. Og mens tiden går, er der børn, som vokser op. De børn er ikke forældrenes gidsler – de er lusen mellem to negle. Og så længe hverken udlændingemyndighederne eller forældrene giver sig, må skiftende asylcentre blive barndommens steder.

Det kræver ikke store rapporter og analyser at forstå problemet. Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Nils Muiznieks, udtrykte det ganske klart i sin konklusion omkring børn med lange ophold i vores asylcentre i sin rapport om forholdene i Danmark efter et tredagesbesøg i november 2014: ”Selvom de materielle faciliteter er tilstrækkelige, er det ikke et liv for et barn.”

Hvem vil være uenig i det?

Hvem vil handle på denne erkendelse