Prøv avisen
Kronik

Psykiater: Bliver kærlighed til overbeskyttelse, kvæler man barnet

Foto: Nima Stock - MODELFOTO

Nogle tror, at hvis bare børn får kærlighed nok, er alt, som det skal være. Men sådan er det ikke. Kærlighed er forudsætningen for alt andet, men glider omsorg og kærlighed over i overbeskyttelse, risikerer man at kvæle barnet, skriver psykiater i dagens kronik

En pige ligger i sin seng og græder. Hun ryster og hyperventilerer. Hun er 11 år. Hun vil ikke i skole. Det ser ud til at være udløst af en hændelse i skolen få dage forinden, hvor pigen i forbindelse med en leg i gymnastiktimen misforstod sin rolle og begik et mindre fejltrin. Ingen i klassen bemærkede det, og det blev ikke kommenteret. Forældrene, der begge er fysioterapeuter, er opskræmte over pigens tilstand. De har aldrig set deres datter sådan. De har taget kontakt til deres læge. Den nærmeste familie, det vil sige bedsteforældre, er orienteret.

Pigen Sisse kommer fra en stabil familie. Hun har en søster, der er 13 år. Sisse klarer sig fagligt godt i skolen. Hun går til håndbold og er blandt de mest scorende på holdet. Forældrene har fast arbejde og har været på samme arbejdsplads i 10-15 år. De har kendt hinanden siden gymnasietiden. De er velbegavede og velmenende og indstillet på at give deres børn kærlighed og tryghed. De skændes sjældent. Der er intet misbrug, ingen sidespring og ingen ekstravagante vaner. Sommeren tilbringes på ødegård i Sverige ofte i selskab med faderens storebror og dennes kone. Tilsyneladende en upåfaldende, gennemsnitlig familie med masser af kærlighed og minimum af konflikter. Det ser ud til, at Sisse har alt, hvad man behøver for at have en god barndom.

Hvordan kan det dog komme dertil, at hun bryder sammen og ender i et voldsomt angstanfald? For at løse denne gåde er det nødvendigt at se på dynamikken i familien, på relationer mellem de enkelte familiemedlemmer: Hvad er de herskende normer i familien, hvordan er den følelsesmæssige atmosfære i det daglige hverdagsliv, hvordan er forholdet mellem forældrene, hvad er man typisk bange for i familien, og hvad er man typisk tryg ved?

Det viser sig, at der i familien er en stor grad af tæthed. Da børnene var små, lå forældrene på skift hos børnene, indtil de faldt i søvn, og da de blev større, endte det med, at alle sov i samme seng for ”det var jo så hyggeligt”. Så gik alle i seng på samme tid, børnene med deres blade og de voksne med deres avis og bøger. Den seksuelle glød mellem forældrene er forsvundet, og intimt samvær har ikke fundet sted i flere år. Den familiære tæthed gælder også bedsteforældrene. Sisses forældre har købt hus i nærheden af bedsteforældre, som de ses med ganske jævnligt, og som ofte passer børnene. Alle er enige om, at dette arrangement er godt, ”for det er jo vigtigt, at børnene får maksimum af tryghed”.

Da Sisse startede skole, varede det ikke længe, før hun var utryg ved at være hjemmefra, og forældrene måtte derfor jævnligt være til stede i skoletimerne, og når dette ikke kunne lade sig gøre på grund af forældrenes arbejde, måtte bedsteforældrene træde til på skift for at gøre hende tryg. Og når der var lejrskole, var det uomgængeligt, at en af forældrene var med som hjælper, officielt for at gå lærerne til hånde, men i virkeligheden for at gøre Sisse tryg. Det er næsten overflødigt at nævne, at Sisse aldrig havde overnattet hos veninder.

Storesøsteren har haft lignende problemer, men har overvundet dem og kan nu færdes mere frit uden forældrenes nærvær. Sisse sover stadig mellem forældrene i deres dobbeltseng.

Når man får indblik i familieforholdene, bliver det gradvist lettere at forstå, hvorfor denne tilsyneladende ”normale” familie er blevet dysfunktionel. Forældrene er ængstelige, når det kommer til adskillelse, og stræber efter tryghed for at minimere denne angst. Børnene er vokset op i en atmosfære, hvor der hersker en uudsagt antagelse om, at det er truende og farligt at være for langt væk fra det kendte og fra familien. De har ubevidst taget forældrenes normer til sig og gjort dem til deres egne, fordi de ser op til og identificerer sig med deres forældre. Sisse kan fornemme, hvad forældrene er bange for, selvom det aldrig er blevet formuleret i ord. Det ligger i luften.

Forældrene har en anelse om, at deres liv er stækket, og at de ikke lever optimalt, og det manglende seksuelle samliv forstærker denne følelse. De lever mere og mere gennem deres børn, som er blevet deres livsindhold og det, der binder dem sammen. De går op i deres børn med liv og sjæl og vil give dem det bedste. De følger med i deres skolegang og går op i deres præstationer. Gradvist og umærkeligt er deres egne ambitioner gennem årene blevet nedtonet, sideløbende med at ambitionerne på børnenes vegne er forstærket. Sisse ved, at hun gør forældrene glade, når hun klarer sig godt på håndboldbanen og i skolen, og hun kan mærke deres skuffelse – som de tror, de kan skjule – når det går knapt så godt.

Hun har en diffus fornemmelse af, at forældrenes velbefindende og livsglæde afhænger af hendes præstationer.Sisse har været i stand til at fungere med sit adskillelseshandicap, da hun var mindre, men jo ældre hun bliver, jo sværere er det at opretholde en position i pigegruppen. Pigernes interesse for drenge har ændret karakter, og generelt er der en ubestemmelig forandring i gang i klassemiljøet. Hun hører venindernes hvisken og tisken om drenge, hun erfarer, hvordan pigerne overnatter hos hinanden og fortæller hinanden hemmeligheder, men hun er ikke med i noget af alt dette. Hun prøver at bevare sit renommé ved at være korrekt og dygtig i skolen, og da hun så i forbindelse med en leg på klassen ikke formår at opfylde sin rolle, føler hun, at hun slet ikke mere slår til, og at hendes verden braser sammen. Hun står med ryggen mod en mur og ved hverken ud eller ind og nægter grædende og angst at gå i skole. Hun ser sine forældre opskræmte og føler sig skyldig over at gøre dem bange, hvilket forstærker følelsen af at være skakmat.

Forældrene og bedsteforældrene prøver i fællesskab at hitte rede i miseren og når frem til, at det var en fejl fra lærerindens side at etablere den leg, som tilsyneladende udløste hele angstanfaldet. De mener, at instruktionen fra lærerens side var mangelfuld, og at hun burde have informeret Sisse bedre, inden legen startede.

Forældre og bedsteforældre sætter naturligvis kikkerten for det blinde øje, når de skal prøve at forstå Sisses reaktion. De er alt for tæt på begivenhederne til at kunne se mere dybtliggende perspektiver. De ville save den gren over, som de sidder på, hvis de skulle erkende de familiemæssige kræfter, der er på spil. De ville blive udsat for et mentalt kollaps, hvis de med ét skulle erkende de usunde dynamikker, der råder i familien. De må nødvendigvis ”lukke af” for dybere indsigt i familiens mekanismer.

Ingen er skyldig i Sisses angstanfald. Forældrene har også været børn engang og har deres lig i lasten. De har ud fra deres forudsætninger gjort det, de mente var det bedste for deres børn. De har haft den gode vilje og de bedste intentioner. Men at have den gode vilje er desværre ikke altid nok, og selv i tilsyneladende gode familier kan det gå helt galt. Vi plejer at betragte børns vantrivsel som et udslag af vanrøgt og forsømmelighed fra forældrenes side, men selv i velmenende familier, hvor ønsket om at give kærlighed til børnene er i højsædet, kan der være mistrivsel. Det er essentielt, at børn får kærlighed fra forældrene, det er et must, det er forudsætningen for trivsel og vækst.

Men kærlighed kan ikke stå alene. Et barn har brug for meget mere: udfordringer, løsrivelse og selvstændighed. Hjælpsomhed er godt, men kan i for store mængder overdrives. Et passende kvantum vanskeligheder og forhindringer er til for at overvindes – også for et barn, som får tro på egne evner, når det udsættes for optimal frustration.

Nogle tror, at hvis bare barnet får kærlighed nok, er den hellige grav vel forvaret. Men sådan er det ikke. Kærlighed er bare forudsætningen for ”alt det andet”. Omsorg er godt, men glider den over i overbeskyttelse, risikerer man at kvæle barnet.

Niels Kjeldsen-Kragh er speciallæge i psykiatri