”Vil du arrangere babysalmesang i kirken?”, spurgte den nybagte mor, da hun et par dage efter dåben ringede og takkede for gudstjenesten, hvor jeg havde døbt hendes første barn. Mine parader var straks oppe, hvilket hun måske kunne fornemme. Så for at bløde op fortsatte hun: ”Vi er en mødregruppe, der gerne vil, om du vil mødes med os til babysalmesang.”
Jeg vidste godt, at yngre kolleger landet over var i gang, men med et par år tilbage i embedet og med min fra studieårene indbyggede resistens for alt for mange fornyelser (som studerende i Aarhus i 1970’erne har de fleste af os en rem af den tidehverske hud med os), tænkte jeg, at det må de gå et andet sted hen og få afløb for.
Men inden tanken var blevet til et svar, meldte en anden og dybere tanke sig. Hvad er det for et embede, du om ikke længe afleverer til din efterfølger? Har du råd til at sige nej? Og så kom svaret: ”God idé. Det finder vi ud af. Lad os mødes og få styr på, hvordan vi griber det an.” Vi mødtes, fik talt behov og muligheder igennem, og det endte med, at vi en uges tid senere, en skøn forårseftermiddag lige inden påske, mødtes i kirken, hvor mødregruppen på seks og jeg godt støttet af vores organist sang aften-, årstids- og påskesalmer for de små.
Det blev til en del møder hen over foråret og sommeren. Da vi nåede hen på sensommeren, var barslen for de fleste slut, og babysalmesangen hørte op. For en tid, ja, for en måneds tid senere ringede en anden nybagt mor, som havde hørt, at der var babysalmesang i kirken, og nu var de nogle stykker i hendes mødregruppe, der gerne ville være med.
Vi mødtes i kirken, jeg havde et program klar, nu med høst- og efterårssalmer ud over de kendte aftensalmer, og det forløb, som jeg havde tænkt mig. Men det var nu ikke lige det, de havde i tankerne. Kunne vi ikke få noget mere rytmisk musik, lidt dans op og ned ad midtergangen og så nogle kendte børnesange? Igen måtte jeg tænke igennem, hvad det var for et embede, jeg inden længe skulle overgive min efterfølger.
Er det så ringe, at du er nødt til at gå på kompromis og med laveste fællesnævner sige ja? Og svaret blev. ”Nej. Babysalmesang er sang for de små fra salmebogen akkompagneret af orgel. Sådan er det her i kirken.” Så var interessen ikke så stor længere, men vi skiltes i al mindelighed. Forinden havde jeg vendt det med menighedsrådet. Med 33 år i embedet anså de mig for at være mest kompetent på det område, så hvad jeg besluttede, var menighedsrådets beslutning. Det blev så mit korte bekendtskab med babysalmesang i kirken eller en anden måde at bruge rummet på.
Når jeg nævner det, skyldes det, at jeg fra en artikel her i avisen er blevet bekendt med, at den folkelige interesse for, hvad der foregår i og omkring kirkerne, er voksende. Eksempelvis er der i København flere og flere, der tager skridtet ind over kirkedørens tærskel og deltager i, hvad den respektive kirke nu tilbyder af gudstjenestelignende arrangementer. I samme artikel gøres der så også opmærksom på, at interessen ikke gælder søndagens traditionelle højmesse.
Når man læser det, så er det jo, at alle os, der ikke er vildt begejstrede for alt for mange nye tiltag i folkekirken, tænker, om det nu også er godt for noget. Er det ikke bare et forsøg på at lokke folk inden for murene, udadtil i et fortravlet og pulserende hovedstadssogn at markere sig som moderne, progressiv og imødekommende? Koste, hvad det koste vil! Er det ikke blot at sælge ud af arvesølvet i en tid, hvor alt er til fals, og det ikke længere grundet en djævelsk identitetsforvirring er en selvfølge, hvor vi nationalt og kirkeligt hører til?
Disse tanker melder sig pr. automatik. Sådan er det med resistensen. Men underneden rumsterer med stadig stigende styrke en anden tanke. Har vi råd til at sige nej og rynke på næsen ad de nogle gange vildtvoksende idéer, der melder sig, når det drejer sig om at gøre kirken og dens budskab kendt? For er vi ikke efterhånden dér, hvor folkekirken er det eneste sted, hvor der lyder et ord, der maner til håb og forventning?
Og der er brug for det. På det storpolitiske plan er verdensfreden i den grad udfordret. Mellemøsten er en krudttønde, der hvert øjeblik kan springe i luften. Forfølgelse af religiøse og etniske mindretal truer overalt. Coronavirussen har skabt en pandemisk frygt for, hvad der dog kan ske, og vi holder bogstavelig talt vejret i en sær, urolig og angstsvanger tid. Ja, og nu er selv vejret blevet en trussel, og den angst, der spredes, æder ubefæstede sjæle. Vi har brug for et andet budskab.
Vi har brug for kirkens røst. Ikke som et politisk statement, hvor vi skal melde os ind i klimakampen, men som en tydelig markering af, hvad der er dens anliggende. At indgyde håb og nyt livsmod.
Det kan gøres på mange forskellige måder, og mange steder drives det af en opfindsomhed og en nytænkning, der er nødvendig for at få hul igennem.
Lad mig forsøge med et billede af det lokale kirkeliv i et aktivt sogn. Højmessen og søndagens gudstjeneste er som et skib, hvor kursen er sat. Her er et fast ritual og et udvalg af tekster og salmer, som følges. Men med et skib af en sådan størrelse er det vanskeligt for ikke at sige umuligt at lægge til ved de små øer uden havne. Så hvad gør man?
Ja, man sender små både ud fra supertankeren, som har lettere ved at lægge kursen om, hvis det er nødvendigt. Disse småbåde i form af andre tilbud end højmessen finder ind til øerne, lægger til i strandkanten og bringer åndelig føde til øboerne, som længe har kigget langt efter det store skib derude i horisonten.
Billedet kan fortælle os meget om, hvad der er hændt over en generation i dansk sognekirkeliv. Søndagens gudstjeneste kan åbenbart ikke gøre det alene. Der skal mere til. Men der ligger en forkyndelsesmæssig fare i, at de små afstikkerbåde glemmer det moderskib, de udgik fra, og hvorfra provianten hele tiden skal hentes. Det kan nogle gange synes, som om nogle af de små både, der har sat deres egen kurs, har mistet kontakten til moderskibet.
Jeg mener helt bestemt, at det kan være en kirkelig berigelse for et sogn og for sognets liv, at kaptajnen (sognets præst) og dennes besætning (menighedsråd og sognemedhjælpere) hele tiden har blik for, hvordan der kan bringes proviant ud til småøerne, hvordan evangeliet kan forkyndes på en ny måde end blot ved ord.
Men der sker et traditionstab, når moderskibet ikke længere er i kontakt med de småbåde, der udgik fra det, når de forsvinder fra radaren, når forkyndelsen bliver teologisk tynd og næringsfattig. Eller når besætningen, der blev sendt af sted, glemmer, hvorfra de kom, og får den trodsige tanke, at det er deres lille båd, der er en supertanker.
Det sunde sognekirkeliv er kendetegnet ved, at der er en organisk sammenhæng mellem supertankeren og de små både, og at besætningen ved, hvorfra den er sendt. Heri ligger fortroligheden og hjemligheden.
Og sådan forholder det sig da også i langt de fleste kirkesogne landet over. Evangeliet forkyndes med ord fra rituelle tekster og de autoriserede salmer og i en gennemarbejdet prædiken, samtidig med at der herfra vises hen til evangeliet på andre måder og i andre sammenhænge.
Så tag dog endelig godt imod den brede vifte af gode, gedigne tilbud, der gives rundt omkring. Så længe kriteriet er, at der i luthersk forstand ”drives på Kristus”, at håbet og forventningen er bundet i og til forkyndelsen af Kristus, er der ingen saglig grund til at vifte med linjevogterflaget. Fred være med, at det, hvad antallet af søgende angår, går højmessen forbi. Den skal nok overleve. Spørgsmålet er, om håbet gør.