Kan man elske flere? Ja, man kan elske alle sine børn, begge sine forældre og samtlige søskende.
Men man kan kun helhjertet elske én mand eller kvinde – i tosomhedens altfavnende hengivne kærlighed. I forholdet, som er mere end samliv, hverdag, en fælles historie eller fællesskab og kærlige følelser.
Måske er det deraf udtrykket halvhjertet stammer fra. For det var kun halvhjertet, jeg kunne give min kæreste, i dag mand, min fulde kærlighed og opmærksomhed, dengang jeg for 13 år siden var stormende forelsket i ham. Eller i virkeligheden var det mere en opdeling af min tid, hvor jeg for en stund kunne give ham (næsten) hele mig. Hvor jeg let om hjertet lod min længsel efter hans kærlighed få plads.
Men i resten af tiden var jeg i så stor sorg over den kærlighed, som jeg havde fravalgt fortsat at dyrke. Fordi jeg flyttede fra min søns far, som jeg ellers havde troet jeg skulle dele resten af mit liv med. Vi havde været kærester, siden vi var 19 år, vi fik vores søn som 26-årige og flyttede fra hinanden, da vi var rundet de 30 år. Vores velfungerende forældreskab, historie tilbage fra vores ungdom og vores fremtid, som vi mange gange havde talt om … var blevet udvisket, og alle vores drømme og planer ville aldrig blive til virkelighed. Uanset hvor overbeviste både vi og vores omgivelser havde vist, hvor sikre vi var på, at vi for altid hørte sammen. Ingen havde set det komme. Heller ikke os selv: Afslutningen på et forhold mellem to mennesker, som fortsat nærede varme følelser for hinanden.
Det var næsten uudholdeligt, at jeg på samme tid var bundulykkelig og i sorg – og beruset forelsket og frydefuld; men med en sort, tung sky hængende over en ”forbudt” lykke. For når jeg glimtvis oplevede lykken og en lethed sammen med min nye kæreste, blev jeg ramt af den hjerteskærende virkelighed – at jeg havde kastet min oprindelige kærlighed til en anden mand bort. Endda vel vidende, at min søns far var ulykkelig og i sorg. Ikke at forglemme de konsekvenser, vores brud ville få for vores barn. Hvordan kunne det overhovedet være kommet så vidt? Det gav jo ingen mening at byde sin fortrolige livsledsager eller sit barn – for den sags skyld mig selv – så trist og ulykkelig en udgang på så fint et venskab og så dyrebar en relation. Netop derfor var jeg den allerhårdeste dommer over for mig selv, når jeg indimellem mærkede lykken over min nye kærlighed.
Jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke blot kunne vælge anderledes; for det burde vel være simpelt at holde fast i sin oprindelige kærlighed, når man stadig har et nært og omsorgsfuldt forhold.
Jeg vågnede dengang i en lang periode tidligt om morgenen, hvor jeg ikke kunne sove. Dels på grund af alle mine spekulationer over min lille familie, som blev revet fra hinanden. Dels på grund af min store forelskelse. Betydningen af begrebet ambivalens gav for første gang i mit liv frygtelig meget mening. Jeg hørte fuglene synge – noget, jeg helt tilbage fra barnsben har oplevet som en dejlig del af livet; at man i forårs- og sommerperioden vågner til fuglekvidder. Det har for mig altid vidnet om, hvor glad og lykkelig jeg har været for det, livet har budt mig.
Dette forår og denne sommer fik fuglekvidderen tidligt på morgenen en helt ny klang. Jeg hørte fuglene synge, og det lød velkendt livsbekræftende og befriende, men det var ikke længere tilfældet for mig, min søn, hans far og vores forhold. Der var noget, der ikke længere passede sammen.
Lyden af lykke og glæde mindede mig endnu mere om, hvor ulykkelig en situation vi stod i. Det gjorde så ondt, så ondt. Faktisk nogle gange mere ondt end at tænke på konsekvenserne for vores søn i forbindelse med vores familiebrud. Hvilken mor er mere bekymret for barnets far end for barnet selv? En mor, som tror på det gode forældresamarbejde med den mand, som hun har svært ved at tage afsked med?
Jeg var indimellem i tvivl, om jeg nogensinde ville blive et helt og lykkeligt menneske igen. Mit hjerte var knust, og på den vis kunne jeg ikke helhjertet give min fulde kærlighed til min kæreste. Jeg husker en gåtur, hvor vi sammen tænkte lette tanker om fremtiden, mens vi kiggede ud over horisonten, da vi hånd i hånd gik langs stranden. Det var et års tid efter, vi havde fundet sammen, og i øjeblikket følte jeg uforbeholden lykke og kærlighed til min kæreste og vores fælles fremtid. Men de første år af vores forhold vendte sorgen over det mistede altid insisterende tilbage. Nogle gange med ét – nærmest på et splitsekund. Andre gange kom den snigende tilbage og tog plads for en stund, eller den valgte at slå sig ned nogle dage. Sådan skulle det nok bare være. Det er en del af sorgarbejdet, og det tager tid. Og er tilbagevendende. Indtil man en dag er igennem det.
Jeg kan huske, at jeg sagde til min kæreste, at han var nødt til at lade mig være i sorgen over mit tidligere forhold – og holde til de perioder, hvor jeg ikke fuldstændigt kunne give mig hen i den ellers vidunderlige, nyforelskede samhørighed. Og det respekterede han fuldt ud. Jeg kunne instinktivt mærke, at han dermed på sigt nok skulle få hele mig til fulde. Det fortalte jeg. Og han ventede tålmodigt.
Efter nogle år blev jeg i stand til at give mig 100 procent til min nye kærlighed. Men han forstod også at vente på mig: Og netop derved fik han mulighed for at få mig helt i takt med, at jeg efterhånden tilgav mig selv og helede, og min sorg over den tabte kærlighed fortog sig. Sorgen tittede i flere år efter indimellem kortvarigt frem. Hvor jeg straks mærkede den velkendte knugende fornemmelse i maven og brystet. Heldigvis kunne jeg også dele de følelser med min kæreste. Dermed blev jeg ikke ladt alene og ensom med reminiscenserne af den sværeste periode af mit liv.
Nogle morgener kommer jeg i tanke om den tunge, hjerteskærende ulykkelige følelse, jeg havde, dengang min søns far og jeg flyttede fra hinanden. Hvor jeg mærkede en tung tristhed, som om den lå latent i mig, gemt væk fra den sværeste tid efter bruddet – vækket af fuglenes stemmer.
Men med årene forsvandt den helt igennem ubehagelige følelse, når jeg hørte fugle på den tid af døgnet. I dag vågner jeg igen til fuglenes sang, lykkelig og glad for det liv, jeg har – nu med endnu større grad af taknemmelighed for min tilværelse; for nu har jeg prøvet at befinde mig dér, hvor jeg var ulykkelig, og jeg fandt vejen tilbage til et lykkeligt liv. Det var svært for mig dengang at tro, det kunne lykkes.
Og i dag er min tidligere kærlighed – far til min søn – ven med min nuværende kærlighed igennem 13 år. Og min søns far har i snart 13 år været sammen med en kvinde, som er en fantastisk bonusmor til min søn.
På lørdag mødes vi alle til grillaften og hygge.