Prøv avisen
Kronik

Når der går valgkamp i kristendommen

Folketingets åbningsgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Biskop Henning Tift Bro, Statsminister Helle Thorning S og Mogens Lykketoft på vej ud af kirken.

At sige, at kristendommen som sådan er bedre end islam er ikke blot udtryk for historisk uvidenhed og mangel på interkulturel pli, men viser også, hvad der sker, når kristendommen spændes for et skummelt politisk projekt, som står i fare for at gøre os alle sammen en del dummere på verden omkring os

Ifølge ledende konservative politikere er kristendommen bedre end islam. Og dermed punktum. Klar tale for en værdipolitiker, men egentlig ikke for den, der ønsker at grave bare en millimeter længere ned i det selvsikre udsagn.

Man kan indledningsvist spørge, om udsagnet henviser til kristen teologi og til, at Jesus simpelthen er en mere troværdig skikkelse end Muhammed og dermed mere værd at efterfølge og tage som forbillede.

Hvis det er tilfældet, må jeg bede om, at man genlæser Søren Kierkegaards skrifter fra kirkekampen, hvor pointen var, at alle disse kulturkristne, som har deres på det tørre og aldrig har været i nærheden af at efterfølge Jesus og dermed være kristne i egentlig forstand, er hyklere til hobe - specielt når de bryster sig af at være ”sande” kristne, mens de hygger sig i deres lune stuer og giver fanden i verdens lidelse.

Kierkegaards pointe var vel at mærke ikke, at problemet var den manglende efterfølgelse, men snarere at bedsteborgerne slet ikke var opmærksomme på, hvor langt deres personlige livsførelse var fra deres forbillede. Dén kan man jo godt tænke lidt over også i dag.

Udsagnet om kristendommens kvaliteter i forhold til islam kan også modereres en smule og henvise til, at kristendommen er den moralske og værdimæssige ledestjerne i typer af samfund, som er bedre end de samfund, hvor befolkningen bekender sig til islam.

Også dette udsagn er problematisk. Problemet er først og fremmest, at kristendom her gøres til en ahistorisk størrelse, der fra sin tilblivelse som nyreligion i oldtiden og frem til i dag skulle have været den primære motor i dannelsen af ”det gode samfund”.

Historien fortæller os imidlertid entydigt, at dette er et demagogisk udsagn, som først og fremmest peger i retning af manglende historisk dannelse. Kristendommen har sin egen historie, og den er fuld af begivenheder, som peger i retning af vold, plyndring, udbytning og så videre.

Jeg minder blot om inkvisitionen og den måde, hvorpå kristendom blev brugt på i forbindelse med erobringen af den nye verden, for eksempel i Sydamerika, hvor kristne i fuldt alvor diskuterede, om indianerne nu også havde en sjæl og derfor var mennesker og ikke dyr. Det skal retfærdigvis siges, at pavekirken endte med at tilslutte sig det synspunkt, at indianere faktisk er mennesker - men at kristne i lange tider holdt fast i en religiøs begrundelse for slaveriet viser, at kristen ”kultur” i lange tider ikke var immun over for synspunktet. Og den lutherske fyrstekirke er vel ikke just eksemplet på, hvordan kirken undgår at blive en del af staten, hvis det er denne sammenblanding, man er ude efter, når man kritiserer islam.

Man kunne i sit behjertede forsøg på at give blot en smule mening til udsagnet moderere det yderligere ved at sige, at der måske hentydes til potentialer i kristendommen, som først for alvor er blevet realiseret i det moderne samfund; kristendommen var fra starten anti-statslig, ikke blot i kraft af Jesu forkyndelse og siden middelalderkirken som en alternativ magt til kongemagten (med alle de problemer, det så skabte), men også i kraft af kristendommens stærke individtænkning, som finder sin udløsning i protestantismen.

En særlig historisk form for kristendom skulle således rumme særlige potentialer i forhold til sekularisering og dermed være langt mere forenelig med det moderne demokrati end for eksempel islam, der indimellem kaldes en lovreligion og i sin historik knytter en stærk forbindelse mellem stat og religion (jævnfør Muhammeds status som på én gang religiøs og verdslig leder).

Jeg vil på ingen måde argumentere mod påstanden om, at nogle særlige fortolkninger af kristendommen gør denne kommensurabel med sekularisering og modernitet, og at kristendom dermed ikke befinder sig i et modsætningsforhold til de idealer, vi hylder i det moderne samfund - ja det er vel nærmest min egen forståelse, når det handler om forholdet mellem tro og modernitet.

Men den logiske konsekvens af dette udsagn er ikke, at kristendommen som sådan skulle være bedre end andre religioner, men blot at visse typer af kristen tænkning lader sig forene med demokratisk tankegang. Selvfølgelig kan dette også ske for andre religioner, så sandt som de er udformet og skabt af mennesker, der lever i en kultur, som religionen på mange måder er udtryk for.

I og med at religion er så tæt knyttet til kultur og til et samfunds rigdom og øvrige mentale liv, vil islam selvfølgelig også ændre sig, hvis despotiske og mandschauvinistiske regimer, som der er god grund til at kritisere inderligt og vedvarende, afløses af samfundstyper, hvor nye mentalitetsformer og kulturtyper bliver mulige.

At gøre ”ideen” om religion til årsagen til alt andet er simpelthen at forsimple spørgsmålet om, hvad religion og kultur er, og hvad der skabte forsoningen mellem særlige former for kristendom og modernitet. Det skal i denne sammenhæng også lige bemærkes, at der er kristne strømninger, der afviser denne sammenhæng og tværtimod udtrykker et ubehag mod moderniteten med dens individualisering, normopbrud og så videre, som ikke står tilbage for det ubehag, man finder inden for dele af islam.

Så kære konservative politikere, jeres argumentation er mildest talt angribelig. Skulle man gå lidt videre og spørge, hvordan man kan finde på at ophøje kristendommen til den ”bedste religion” og gøre motivet dybere end det, der handler om at kapre stemmer i forhold til en forestående valgkamp, kan man hæfte sig ved den form for selvovervurdering, et udsagn som Mai Mercados (K) er udtryk for.

Når man kan finde på at rangordne religioner på en liste, hvor man selv kommer ind på førstepladsen, ligger den fare snublende nær, at man gør man sig skyldig i kognitiv egocentrisme, det vil sige en lidt primitiv tankegang, som gør én ude af stand til at se tingene ud fra andre perspektiver end ens eget, som herefter ophøjes til det eneste gyldige.

Hertil kunne Mercado og hendes kollegaer indvende, at det, de er bange for, er en værdirelativisme, som gør alt lige godt. Problemet i denne tankegang er imidlertid, at man alt for hurtigt vender en svaghed til en tilsyneladende styrke.

Men i realiteten er der sket det modsatte: Den empatiens styrke, man overser i sit forsøg på at stå fast på sine værdier, erstattes af en fordømmelsens svaghed. Hvor den første ville kunne skabe interkulturel dannelse, demonstrerer den anden blot en indsnævret provinsiel dannelse, hvor man altid kun opdager sin egen næsetip.

Personligt lugter jeg først og fremmest angst i den rangordning af religioner, konservative politikere stiller til skue. Og jeg tøver ikke med at se den som en dybest set ukristelig tilgang til verden. Hvor den form for kristendom, som jeg bekender mig til, åbner mod verden og er sig sammenhængen mellem kultur og ”veje til Gud” bevidst, lukker Mai Mercados udsagn for forståelse, empati og samhørighed mellem mennesker og ophøjer kognitiv egocentrisme til platform for tænkning.

At sige, at kristendommen som sådan er bedre end islam, er altså ikke blot udtryk for historisk uvidenhed og mangel på interkulturel pli, men viser også, hvad der sker, når kristendommen spændes for et skummelt politisk projekt, som står i fare for at gøre os ikke klogere, men dummere på verden omkring os. Jeg tør faktisk slet ikke tænke på, hvad det er for en kristendomsundervisning, de konservative lægger op til.

Steen Beck er lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet