Vi er godt på vej ind i den posthumane alder, hvor vi som race kan mere, end hvad der er menneskeligt. Mister du en arm, kan vi bygge en ny til dig. Personligt er jeg allerede udstyret med indopereret teknik i form af en pacemaker, der hjælper på min tarmsygdom. Udover at være besværlig i metaldetektorer, hvor placeringen under ballen frem for brystet vækker undrende blikke, er den enormt vigtig for, at mit liv fungerer.
Hvis du er utilfreds med dit udseende, kan du gå til plastikkirurg. Er du utilfreds med din stand i samfundet, kan du arbejde dig op. Idéen om, at vi kan, hvad vi vil, vokser. Nu er det nærmere rygtet om vores liv og ikke død, der er stærkt overdrevet.
Men når det kommer til skam, er vi ikke rigtig kommet videre siden Adam og Eva. Det fungerer på samme måde. Dog er det som om, det fylder endnu mere nu.
Jo mere vi kan, jo mindre kan vi acceptere vores egne fejl og mangler.
Det er vigtigt at sige, at jeg er psykolog og taler om den følelsesmæssige skam og ikke den kulturelt bestemte. Jeg skelner også mellem blufærdighed, sårbarhed, flovhed, pinlighed, fordømmelse, skyld og skam. Skam beskriver her den lammende følelse af at være forkert, utilstrækkelig, at være en belastning, uelskelig og uværdig til fællesskab.
For at forstå verdens ældst optegnede skamhistorie, må vi have to pointer med fra skabelsesberetningen. Først, at selv i den perfekte verden var det ikke godt for mennesket at være alene. I biologien beskrives vi som en obligatorisk social art. Fællesskabet er helt afgørende for vores overlevelse både som enkeltindivider og art. At falde uden for fællesskabet vækker vores dødsangst. Dette er grunden til, at vores empati lukker ned, når vi føler skam. Vi har ikke råd til at sætte os ind i andres følelser, når vi selv er bange for at ryge ud af fællesskabet og være i livsfare.
Den anden og mindre pointe er, at det sidste, der står om den perfekte nyskabte verden, er, at selvom de var nøgne, skammede de sig ikke. I den perfekte verden følte ingen sig forkert.
Syndefaldsberetningen rummer alle elementerne af skam. Det starter med lyst. Lyst til at spise frugten. På samme måde som vi i dag får lyst til at gøre alt det, vi ikke synes, vi må. Om det så er at spise bestemte ting, bagtale, råbe af vores børn, være utro, dovne eller hvad det nu er, så begynder det med lyst. Selv når vi siger, at vi får dårlig samvittighed, det øjeblik vi spiser kagen eller ryger cigaretten, så er der en lyst og et tilfredsstillelse først.
Slangen fortæller Eva, at frugten ikke vil få dem til at dø, men til at være i stand til at skelne ondt fra godt. Det er, hvad vi psykologer vil kalde det vurderende blik, og det er helt essentielt i skam. I modsætning til hvad mange tror, er det vigtigste blik i skam vores eget.
For at få dårlig samvittighed (både skyld og skam) må vi selv vurdere, at det, vi har gjort eller undladt, ikke er godt. Hvis nogen kritiserer os, og vi slet ikke er enige, vil vi føle os fordømt, men ikke skamfulde. I beretningen hedder det, at deres øjne åbnedes og de så, at de var nøgne. På samme måde som et barn gemmer sig ved at slå hænderne for øjnene, var de indtil da ikke i stand til at se på sig selv udefra med det vurderende blik. Skam er derfor ikke afhængig af andres dom. Måske vi forestiller os den, men det er vores egen dom, der er den afgørende.
Da mennesket blev i stand til at kende godt fra ondt, startede det med at dømme sig selv. Og det gør vi stadig. Hele tiden. Og på alle fronter.
Det næste, de gør, er at forsøge at skjule deres nøgenhed med figenblade. I en session med en klient kom jeg til at betegne det som de forbandede figenblade.
Alle strategierne for ikke at blive set som forkert. Løgn, perfektionisme, selvkritik, facader og alt det andet. Jo flere sociale medier, jo større mulighed for at redigere, hvad vi viser frem.
Generationerne før os købte pæne stel, havde en pæn indgang til gæster og en spisestue, så de ikke behøvede at se det rodede køkken. De forbandede figenblade ændrer sig, men brugen er den samme.
Det er ikke i mødet med Gud, at dommen opstår. Den har Adam og Eva allerede afgjort. Endda så grundigt, at de gemmer sig for ikke at møde ham. Dette ser jeg stadig så ofte i mit arbejde; at egen dom får os til at trække os ud af relationer enten konkret eller psykisk.
I en tidsalder, hvor folk ofte føler sig ensomme blandt andre, er dette stadig højaktuelt. Vi er måske nok sammen med andre, men har trukket os tilbage mentalt i frygt for at blive set som forkerte og dømt ude. Og pudsigt nok skjuler de en nøgenhed, som Gud jo ikke havde noget imod.
Da Gud kommer og alligevel kalder dem frem, skyder Adam skylden på Eva. Syndefaldsberetningen er ikke blot den ældste skamhistorie, men også den ældste historie om gruppepres. Adam har kun Eva i hele verden og for første gang danner hun et fællesskab uden ham. Som så mange i dag og i historien vælger Adam instinktivt at gøre det, der sikrer hans plads i fællesskabet.
Men i konfrontationen skyder han skammen væk fra sig selv og omtaler hende som “kvinden, du satte ved min side”. Det er altså ikke blot Eva, der er forkert, men også Gud, der jo satte hende der.
Som så mange, der står over for skammen, vælger Adam at forsøge at skubbe den væk ved at angribe andre med at være forkerte. Hvornår har du sidst deltaget i, hørt eller læst en debat, der lynhurtigt gik fra at være en diskussion af noget til at være en kamp om hvem af parterne, der er forkert?
Hvis vi kunne udrydde denne funktion i skam, tror jeg ikke rigtig, vi ville have behov for at diskutere tonen i debatten mere.
Adam og Eva møder desværre det, vi alle frygter i skam: at blive dømt, som vi dømmer os selv. Selv om det var dem, der startede med at trække sig fra relationen, så ville det nok være gået ligedan, hvis de ikke havde. Gud sender dem ud af haven og ud af det helt nære fællesskab.
Dette sker selvfølgelig også i dag; at vi bliver dømt ude.
Problemet er, at frygten for det, får os til at droppe sårbarhed. Sårbarhed som er indgangen til alt det bedste i livet. Til intimitet, venskab og de nådige og kærlige øjne. Skam kan nemlig ikke overleve de nådige og kærlige øjne. Vores dybeste længsel i skam er at blive set med alt det hele og elsket og accepteret alligevel. Heldigvis er denne historie blot kapitel 3 i en meget lang bog. Og resten af den handler om, hvordan Gud forsøger at genoprette forholdet.
Skams virke er det samme i dag som den gang.
Verden er stadig fuld af forbandede figenblade, som hindrer os i at blive set og kendt, på trods af den dybe længsel efter det.
Vi har sandelig brug for nåden, når vi skal overleve i denne verden af fejlagtige empowermentsætninger som: “Du kan, hvad du vil” og “du er din egen lykkes (og lorts) smed”. Den posthumane tid er over os, og vi kan så uendelig meget teknologisk, medicinsk osv. Dog er vi som mennesker stadig det samme sted som Adam og Eva og tusind af år senere Paulus, hvor livserfaringen er: at det gode, vi vil, gør vi ikke, og det onde, vi ikke vil, gør vi. Og forsøger at skjule det bag forbandede figenblade.