I Norge truer Karl Ove Knausgårds familie med sagsanlæg for det litterære værk ”Min Kamp”. Selv kalder han det autofiktion, altså en mellemting mellem selvbiografi og skønlitterær roman.
Da Christoffer Boes film ”Spies & Glistrup” kom i 2013, var der protester fra familien, skønt det var en spillefilm.
”Jeg har sagt før, at filmen intet har med vores far eller virkeligheden at gøre,” sagde Jørgen Glistrup til BT den 24. august 2013.
”Man har benyttet min fars navn og puttet det ind i en titel. Det har man kunstnerisk frihed til at gøre, men det er ikke sandt.” Datteren Anne-Marie Glistrup blev spurgt, om ikke mange danskere ville tro, at det smertefulde brud mellem de to hovedpersoner i filmen var sandt?
”Det er op til jer journalister at afdække det. Der har I en stor opgave,” svarede hun.
Senest har der været kritik af Laurits Munch-Petersens film ”Skyggen af en Helt” om Gustaf Munch-Petersen. En dokumentar, der under DoxBio blev præsenteret med sloganet: Tættere på sandheden.
Filmen kritiseres af den nulevende familie for afgørende fejl i det faktuelt baserede handlingsforløb. At Laurits Munch-Petersen bruger iscenesættelse, drømmebilleder og følelser til at fortælle sin historie står uimodsagt.
Det er en del af dokumentargenren i dag.
Filmens præmis er, at digteren Gustaf Munch-Petersen forlader sin hustru Lisbeth med to små børn, og at Lisbeth Munch-Petersen bliver så traumatiseret, at hun støder sine to døtre Mette og Ursula Munch-Petersen fra sig.
Barnebarnet Laurits bliver derfor afvist som 10-årig og møder først sin mormor, da han som voksen opsøger hende.
Jeg er selv journalist og samtidig et af Lisbeth Munch-Petersens andre børnebørn.
Det er i denne dobbeltrolle, at jeg skriver denne kronik, og herfra kan læseren med sund skepsis læse videre.
Det er ikke korrekt, at Laurits Munch-Petersen først mødte sin mormor som voksen. Jeg har siddet i min mormors hjem i Gudhjem sammen med både Ursula og Laurits Munch-Petersen flere gange i min barndom.
Laurits har desuden en bror, der slet ikke optræder i filmen, der også kom hos Lisbeth, hvilket han bekræftede i dagbladet Politiken den 3. juni.
Netop derfor er det tankevækkende, at presseomtale, anmeldelser og publikumsreaktioner viser, at dokumentaren som genre stadigvæk opleves og videreformidles som en verificeret gengivelse af virkelige personer, miljøer og hændelser. Hvad sker der, hvis dokumentaren ikke lever op til det ansvar?
”Skyggen af en helt” blev efter premieren anmeldt som den dokumentar, den nu engang betegnes som.
Bo Green Jensen refererer ukritisk hele ”familiehistorien” i Weekendavisen og hylder, at Laurits Munch-Petersen vil ”(“) gøre op med de historier, vi fortæller os selv og hinanden, når tavsheden har fået lov at slå rod”.
Politikens Dorthe Hygum Sørensen studser ved, at filmen kun har to kilder, Laurits og Ursula, måske fordi Politiken på det tidspunkt har modtaget oprørte læserbreve fra Julie og Henrik Høm, børn af Lisbeths andet ægteskab.
Anders Højberg Kamp skriver i Filmmagasinet Ekko, at instruktøren ”(“) potentielt snyder sit publikum” ved selv at spille i filmen og først ved rulleteksterne lade publikum forstå, at ”Lisbeth” blot var en skuespiller.
Anne Brask Rasmussen i Information stiller ingen spørgsmål til fakta. Hun forarges over mormoderen, der i anmeldelsen end ikke hedder Munch-Petersen:
”Lisbet Hjorth bliver en bitter gammel kone, da hun bliver ofret i kunstnerens frigørelsesproces. Uforsonlig og utilnærmelig.
Hver gang hendes trofaste hund kommer for tæt på, giver hun den et resolut spark: 'Flyt dig!', siger hun, som hun har sagt det til en hel del af familien siden Gustaf Munch-Petersens død.”
Hvad hvis virkelighedens Lisbeth Munch-Petersen ikke afviste sine børn og børnebørn?
Vi har endnu ingen tradition for, at filmskabere i dokumentarfilmgenren ikke holder sig realistisk til de faktuelle hændelsesforløb eller misleder sit publikum.
Pressen sætter i dette tilfælde ikke spørgsmålstegn ved dokumentarens fremstilling af min families historie eller min mormors handlinger.
En dokumentar må forventes at være tættere på virkeligheden end for eksempel autofiktion.
Den har et folkeoplysende formål og anses af sit publikum stadig som en verificerbar genre. Ingen stiller spørgsmålstegn ved, om instruktøren holder sig til fakta, eller om et familiemedlem som jeg har ret i kritikken.
Hvilke anmeldere eller journalister afdækker sandheden, som Anne-Marie Glistrup ønskede i 2013?
I dette tilfælde var Politikens Marie Carsten Pedersen den eneste. Den 3. juni kom hun med artiklen ”Familie strides om ny dokumentarfilm”, måske mest fordi hun allerede 30. maj uden kildekritik havde videreformidlet filmens version af familiehistorien i et stort anlagt interview:
”Kvinden, der valgte at forsvinde”. Men måske kan hun undskyldes med, at filmen kaldes dokumentar.
Miljø- og personbeskrivelserne fik også kritik. Dem kom Niels Finn Munch-Petersen, søn af Gustafs bror, med i Bornholms Tidende den 8. juni.
Han kritiserer, at Gustafs familie fremstilles som kulturfjendsk og uforstående over for hans digte og kunst, og at Lisbeth præsenteres misvisende:
”Ole Sohns kønsdiskriminerende fremstilling af Lisbeth som en naiv landlig pige, der blev charmeret af overklassestudenten Gustav fra København, er absurd. Lisbeth var en person helt i sin egen ret, en kunstner og et intellekt fuldt på højde med Gustav.”
Virkelighedens Lisbeth Munch-Petersen var en af dansk keramiks store navne og modtager af blandt andet Statens Kunstfonds Livslange Ydelse i 1983. Allerede i 1930'erne var hun en central skikkelse i Gudhjems kunstnerkoloni.
Følgende fakta ville en interesseret journalist desuden kunne finde dokumentation for ved brug af flere end filmens to kilder: Lisbeth Munch-Petersen havde hele sit liv kontakt med Ursula Munch-Petersen og søsteren Mette.
Begge kom hos hende med deres børn, og Mette holdt sit bryllup hos Lisbeth. Mette, Ursula og Laurits var eksempelvis med til Lisbeths 80-årsdag i 1989, hvor der blev taget fotos.
Gustaf blev ikke et tabu, og Lisbeth stødte ikke Munch-Petersen familien fra sig. Laurits' bror, Hans Peter Hagens, samt deres onkel Finn Munch-Petersen og enken Agnete Munch-Petersen, efter Gustafs anden bror Jon, kom alle hos Lisbeth om sommeren.
”Skyggen af en Helt” er måske en film med en stærk historie, men Laurits Munch-Petersen misleder sit publikum om kendte danske personligheder.
Det er naturligt, hvis han følte sig afvist som barn i den livslange konflikt, der var mellem Ursula og Lisbeth. Den følelse er han fri til at illustrere og beskæftige sig med kunstnerisk.
Men måske vil kommende generationer se ”Skyggen af en Helt” og kende digteren Gustaf Munch-Petersen, som en, der kom fra en kulturfjendsk familie, eller Lisbeth Munch-Petersen som en ukendt lokal pottemager, der fik charmeret digteren Gustaf, og som en traumatiseret kvinde, der afviste børn og børnebørn et helt liv, sparkede dem væk som hunde.
Er det godt nok, når dokumentaren er lavet i samarbejde med DR og Det Danske Filminstitut?
Helene Høm er journalist og barnebarn af Lisbeth Munch-Petersen