BLANDT POLITIKERE og på de sociale medier er der efterhånden rigtig mange, der bekender sig som kristne ud fra den betragtning, at Danmark er en kristen nation med baggrund i en kristen kultur, der som sit forsvar for at bestå må bekæmpe anderledes troende og tænkende, der grundet deres religiøse ståsted og særegnethed ikke kan tilslutte sig såkaldte kristne og danske værdier.
Kampen skal ikke nødvendigvis foregå med våben i hånd, selvom medlemmer af Nye Borgerlige nævner det som en mulighed, men den indebærer en tydelig markering af, hvem der er fjenden og derfor bestemt ikke er ønsket herhjemme. En kamp fordrer et tydeligt fjendebillede, som i dag er islam. Dem og os.
DER ER INGEN TVIVL OM, at kristendommen har spillet og stadig spiller en afgørende rolle i kulturen og opbygningen af velfærdsstaten, som vi kender den.
”Vor historie begynder med kristendom, og den dør uden kristendom,” sagde Martin A. Hansen. Men spørgsmålet er, hvem der i så fald fører dødsstødet. Eller rettere: Det er forenklende og for debatten afsporende ureflekteret at hævde, at det er en udefrakommende religion, islam, og et udemokratisk normsæt, sharia, der i værste fald kan blive dødsårsagen, hvis vi ikke i tide væbner os. Eller det flytter i alt fald fokus fra det, der er væsentligt at udrede i debatten, nemlig hvor dybt tilhørsforholdet til det kristne og til en kristen kultur herhjemme stikker. Det kan vel aldrig måles, og det skal heller ikke forsøges, men det er påfaldende så mange, der nu melder sig som bekendende kristne. Bekendende i den forstand, at man fremhæver særligt kristne værdier, som man står inde for at forsvare.
HVILKE SÅKALDTE VÆRDIER er det så, man taler om og henviser til? Er det det, vi kender som grundlæggende og enestående i kristendommen så som nåde. tilgivelse, vend den anden kind til, døm ikke? Næppe. Det bliver aldrig helt tydeligt, men mest af alt ligner ”bekendelsen” et forsøg på at sætte trumf på sine politiske argumenter og forsvar for landet og kulturen imod en påstået udenvælts fjende ved at påsmøre lidt kristen fernis.
Hvis man for alvor er overbevist om det centrale i kristendommen, i dens etik og menneskesyn, og fører refleksionen over samme til ende, vil man vide, at det er karakteristisk for netop kristendommen, at den i sig bærer denne frisættende faktor, hvilket betyder, at man ud fra kristendommen anerkender et medmenneskes frihed til, så længe det ikke krænker den anden, at afstå fra det, der betegnes som ærkedansk.
Og gjorde man sig den anstrengelse at søge til bunds i frihedsbegrebet, der indebærer, at når man påkalder sig selv frihed, gælder den samme frihed også næsten, ville man i alt fald afstå fra forsøget på at skabe og fremelske en art stammetænkning, som man nu gør med henvisning til såkaldte kristne værdier.
Den amerikanske forfatter og litteraturprofessor Marilynne Robinson, som herhjemme især er kendt for romanerne ”Gilead”, ”Lila” og ”Hjemme”, har skrevet det fremragende essay ”Opvågnen”, som er trykt i essaysamlingen ”Det som er os givet” (2018), og som burde være obligatorisk læsning for enhver politiker. Og især ham eller hende, der i den kommende valgkamp vil inddrage kristendommen i værdikampen mod islam.
Hun skriver blandt andet, at ”kristne af navn alene kan samle sig mod regulære muslimer til forsvar for en europæisk kultur og civilisation med grundlag i et trossystem, man ikke længere selv tror på, og som derfor også er alvorligere truet end det på nogen måde kunne blive overfor en konkurrerende religion. Historien har vist os adskillige varianter af de fristelser, der følger med stammementalitet og den begejstring, det vækker, når visse linjer tillægges betydning alene på grund af muligheden for at tegne dem skarpt op”.
Det er denne set i historiens lys så pludselige begejstring, der gør, at man får den tanke, at identifikationen med det kristne ikke er et mål, men kun et brugbart middel i en politisk kamp mod anderledes tænkende og troende.
ISLAM OG I SÆRDELESHED den religiøse og politiske ideologi, der sætter sharia over Grundloven, skal til enhver tid modsiges, og kan man ikke som den, der ønsker dansk statsborgerskab, tilslutte sig den danske grundlov som gældende lov i landet, så har man intet at gøre i landet. Det burde være indlysende.
Lige så indlysende er det, at vi ud fra et grundprincip om, hvordan vi folkeligt set har indrettet os i Danmark, skal gå i rette med dem, der ikke vil lade sig oplyse og oplive, men foretrækker uoplyste og mørklagte lukkede parallelsamfund. Men derfra og så til med kristendommen som begrebsapparat at ville bekæmpe ”dem” – altså muslimer som sådan – er der langt.
Der er en dyrebar og vigtig skelnen til forskel, eller det er, som Robinson skriver i et andet essay – ”Frygt” – at ”når kristne opgiver kristne principper for god handlemåde med henblik på at forsvare kristendommen, forvolder de større skade end nogen fjende ville være i stand til”.
Da jeg læste det, kom jeg i tanker om en vandrehistorie, som er kendt af mange og fortalt i mange versioner, men altid med den samme, afgørende pointe. Historien handler om den gamle indianer, der fortæller livsvisdom for og til sit barnebarn. ”Et menneskes indre er som en kampplads, hvor to ulve hele tiden kæmper om magten,” fortæller han. ”Den ene ulv symboliserer medfølelse, venlighed og kærlighed. Den anden ulv vrede, had og frygt. Disse to ulve kæmper hele tiden om at få overtaget i dig.” Den unge er tydeligt optaget af fortællingen og forestillingen om denne indre kamp og spørger utålmodigt: ”Men hvilken ulv vinder til sidst?”. Den gamle indianer svarer: ”Den, du fodrer.”
Vi er denne valplads, kampplads, og vi kan, når det gælder holdningen til anderledes troende og tænkende, til folk herhjemme med en anderledes etnisk baggrund, hvad angår religion og kultur, ikke køre på frihjul og sige os fri for at skulle træffe nogle valg og beslutninger. Men det afgørende spørgsmål i denne overordnede sammenhæng er så ikke blot om, hvilke argumenter der er de mest handlekraftige og effektive, men også hvilke der uvægerligt fodrer frygten for det i kulturen og religionen anderledes.
I påkaldelsen af og bekendelsen til kristendommen og særlige kristne dyder i kampen mod islam og i udgrænsningen af muslimer som ”dem”, ”de andre” og ”de anderledes”, ligger der en latent fare for, at håbet og forventningen til fremtiden bliver sultet, og frygten bliver fodret så rigeligt, at den kommer til at fylde det meste. Det har intet med kristendom at skaffe. Tværtimod.
DEN DANSKE forfatter og lyriker Erik Knudsen har i et digt formuleret nogle strofer, som ganske vist er skrevet ind i en anden kontekst, men som alligevel i den nuværende sammenhæng bliver aktuelle, at ”hvad nytter den skudsikre vest, når døden kommer fra hjertet”.
Sagt på en anden måde: Hvad nytter det at påkalde sig kristendommen og kristne dyder, hvis man aldeles har fortrængt og i kulturen glemt det sande kristne udsagn ”Frygt ikke”?
Naivt, nuvel, men hellere det end den opgejlede frygt, der dehumaniserer den, der rammes heraf. I de nødvendige valg, vi i dag skal træffe omkring muligheden for en sameksistens mellem os og ”de andre”, er en evangelisk trodsig tro på, at det lader sig gøre, langt mere livskraftig og duelig end frygtsomme forholdsregler tilsat kristelig glasur.