Prøv avisen
Kronik

Lis efter sin mands død: Kærligheden er stærkere end sorgen

Karsten har holdt sit løfte, jeg er ikke ødelagt af sorg. Jeg ser ham så tydeligt, når jeg lever godt med ham. Og han falmer, når jeg falder for tungt ned i stolen, skriver Lis Herand. Foto: Privatfoto

Vi mødte hinanden midt i livet. Det kræver stort mod at elske, for det indebærer, at mindst den ene skal opleve tabet, og sygdommen kunne vi ikke leve os fri af, skriver sygeplejerske Lis Herand i den første af kronikkerne i sommerens kronikkonkurrence

”JEG ER BANGE FOR at få fantomsmerter, når du dør,” siger jeg.

”Jeg sørger for, du ikke mærker smerte, for du skal løbe for os begge,” siger han.

Dette var den sidste ordveksling, jeg havde med min mand, inden han døde et døgn senere.

Karsten og jeg blev forenet, da vi begge var midt i livet. Han med to voksne børn, jeg med to voksne børn og en teenager.

Vi fandt hinanden til jazz i maj 1995, og vi boede sammen fra juli samme år. Vi havde begge været gift tidligere og vidste, at et godt ægteskab ikke er en selvfølge, blot fordi man har sagt ja til hinanden i kirke eller på anden vis.

Ingen af os troede på, at kærlighed kan arrangeres. Vi vidste, at det for os var godt at finde kærligheden ansigt til ansigt i modsætning til at søge den på nettet eller på dating. Fra det sekund vi mødtes, rystede benene under os, vi vidste hver især, at vi havde mødt et unikt menneske, men vi var usikre på, om det vi oplevede, som Pia Tafdrup beskriver i ”Sekundernes bro”, kunne være vores virkelighed. Angsten for, om den anden ville trække sig, fyldte de første uger. Derefter stillede vi ikke os selv det tvivlsspørgsmål, vi mærkede intuitivt, at vi var forbundet.

Inden der var gået et år, var vi gift. Vi havde fundet matriklen til vores nye bolig. Et hus, der er opført fra fundamentet næsten udelukkende med Karstens hænders arbejde. Vores sammenbragte børn fandt tryghed i denne nye base. Langsomt blev den øvrige familie integreret. Det betød, at din og min familie blev til vores.

I de første år var vi mere end fuldtidsarbejdende, og vi kastede os ud i spændende arbejdsudfordringer og overbygninger på eksisterende uddannelser. Vi udvekslede viden og erfaringer. Kunst, musik, kommunikation, økonomi og ledelse.

Vi mærkede, at vi var stærke sammen, fordi vi kunne udvikle os og turde den dynamik, der opstod, når vi var sammen. Vores grundværdier var sammenfaldende, men vores forvaltning af dem kom til forskellige udtryksformer. Det skabte rig mulighed for debat, og den introverte mand og den ekstroverte kvinde havde til tider springende gnister mellem sig. Når vores øjne mødtes, funklede samhørigheden igen. Vi havde styr på livet og på den vej, vi skulle gå.

Det, vi ikke kunne handle og leve os fri af, var helbredet.

Karsten fik tiltagende hjerteproblemer, som i januar 2007 resulterede i en hjerteklapoperation. Med vores tro på livet skulle det nok gå godt. Vi mødte på hospitalsstuen en 80-årig mand, der to dage tidligere havde gennemgået samme operation, og han var frisk til at komme hjem, inden ugen var omme.

Karsten vågnede op efter sin operation med højresidig lammelse og en yderligere forværring af hjertefunktionen. Efter to dage måtte Karsten reopereres, fordi der samlede sig blod omkring hjertet. Han overlevede, men han var så afkræftet og ked af det, at det var svært at se, hvordan han skulle komme tilbage til et værdifuldt liv.

Seks måneders indlæggelse – dels på sygehus, dels på genoptræningssted og med min tilstedeværelse hver dag – fik modet på at starte livet på ny til at skinne igennem ulykken. På trods af ihærdig træning ville den højre arm og hånd ikke overtage opgaver, og benet blev aldrig bedre end til få skridts gang og til at stå på. Gangen blev aldrig etableret.

Karsten var tidligere stærk som en okse og et udemenneske fra tidlig morgen til sen aften. Han var altid i gang med projekter, der krævede hans totale fysik og med koordination af hænder og ben.

Det første år efter operationen var en tænksom og bevæget periode. Håbet, troen og fortvivlelsen afløste konstant hinanden. Den kærlighed, vi havde oplevet, hvor var den henne? Vores roller var ændrede, hvordan kunne vi skabe en ny balance. Hvis Karsten havde haft bevægelsesmulighed, var han sprunget ud fra altanen lige uden for sygesengen. Han fulgte en måges flugt uden selv at kunne flygte.

Så kom gnisten tilbage. Vi kunne både i hjernen og i hjertet erkende, at vi var nødt til at acceptere den ændring, der var kommet i vores tilværelse. Vi havde altid talt godt sammen, nu var det en kendsgerning, at livet for os sammen var mere tidsbegrænset.

Døden blev mere nærværende, vi kunne blive i følelsen og på den måde hjælpe hinanden igennem de tanker, den medførte. Vi havde begge mistet så meget efter den operation. Vi erkendte også, at uden den ville Karsten ikke kunne fortsætte livet. Det var efter denne erkendelse, at vi kunne se på livet.

I fællesskab kæmpede vi os tilbage til et liv med energier. Karstens hjerne forblev kognitiv velbevaret, højre hånd blev afløst af venstre, og benene blev til kørestolshjul. Mulighedernes kunst kom atter i spil, gnisterne kunne igen flyve gennem rummet, når vi var uenige. Livet blev sjovt, voldsomt og meget mere intenst.

Nu hvor det fysiske, hårde udeliv var slut, men kreativiteten levede, gjaldt det om at blive frie mennesker. Karsten bestod køreprøve til egen handicapbil efter også at have fået indopereret en avanceret pacemaker. Hjemmeplejen hjalp til, hvor Karsten ikke selv kunne. Jeg fik min frihed til at kunne være på arbejde og udrette som tidligere. Der blev igen skabt en balance, hvor værdigheden i samlivet blev genoprettet.

Vi lærte at rejse med kørestol som bagage, og derfor blev vi aldrig begrænsede af vores trang til oplevelser. Det blev til mange flyture og mange bilture i og uden for Danmark. Det var en udfordring at finde egnede sovemuligheder, men vi har aldrig været uden seng efter midnat.

Karsten genoptog malerkunsten, og venstre hånd, der knap kunne skrive et tal, malede ufortrødent de skønneste billeder. Det blev til flere hundrede. Det kulminerede med en flot fernisering i 2016. Karstens ene barnebarn fødte idéen. Det blev en fest med billeder, jazz og liv i en tid, hvor Karstens egne kræfter var ved at forsvinde.

Tiden med kørestolen som følgesvend blev til ni et halvt år. Vores liv blev bundet sammen af sproget og det at ville hinanden. Det var en stor opgave for os begge at vænne os til nye livsvilkår, men fordi vi blev opmærksomme på vigtigheden i at fortælle, hvad vi gerne ville, frem for at bebrejde, når vi gik galt i byen af hinanden, kom vi til større forståelse.

Vi mærkede ændringen i vores følelser for hinanden. Først var vi usikre, siden blev vi næsten som én. Vi mistede ikke os selv, men vi blev forankret i hinanden. Sætningerne ”Tak for i dag” og ”Jeg elsker dig” brugte vi meget uden at slide dem op.

Derfor passer vores sidste ordveksling så godt på vores liv.

”Jeg er bange for at få fantomsmerter, når du dør,” siger jeg.

”Jeg sørger for, du ikke mærker smerte, for du skal løbe for os begge,” siger han.

Karsten har holdt sit løfte, jeg er ikke ødelagt af sorg. Jeg ser ham så tydeligt, når jeg lever godt med ham. Og han falmer, når jeg falder for tungt ned i stolen.

Det er hver dag et savn, men hvis det er prisen for at mærke så meget kærlighed, så må det være sådan.

Jeg gik i begyndelsen, nu løber jeg for os begge.

Tak for dig, Karsten.

Din Lis

Lis Herand og hendes vafdøde mand Karsten. Foto: Privatfoto