MORFARS DØD ER EN KATASTROFE, for han er familiens omdrejningspunkt. Ikke fordi han er stor i slaget eller dominerende eller på anden vis tiltrækker sig al opmærksomhed. Tværtimod. Han er mild og venlig og generøs. Og med en begejstring for sine børnebørn, der gør ”morfar” til en fortjent ærestitel. Han forguder dem, og de knuselsker ham. Hans død er ikke mindst en katastrofe på grund af dem.
Det er ikke bare dødsfaldet i sig selv, der for en stund sænker familien ned i en tilstand af lammende sorg. Det er lige så meget måden, døden indtræffer på: så brutal og chokerende, at havde forløbet været udtænkt af en menneskehjerne, ville man have kaldt det for både foruroligende nedrigt og udspekuleret.
Nu er manuskriptet som bekendt skrevet et ganske andet sted, og dermed taber enhver tale om ret og rimelighed sin berettigelse. Den banale barndomslære går imidlertid hen over hovedet på hospitalspræsten, der udtaler det kristeligt set betænkelige, men menneskeligt forståelige: Hvor er det uretfærdigt.
MORFARS DØD ER IKKE URETFÆRDIG, men den er et chok. Ikke mindst for mormor. Hun har levet med angsten, siden morfar i januar blev opmærksom på udposningerne på hovedpulsåren, der nødvendiggjorde den voldsomme operation. Hun har siddet trofast ved hans hospitalsseng i fire-fem uger. Fra tidlig morgen til sen aften. Fra de uvisse timer under operationen til tiden umiddelbart efter, hvor ingen ved, hvordan morfar vil komme sig. Om han vil komme sig.
Hun har siddet der, mens det er gået fremad, og mens det er gået tilbage, og hun sidder der en søndag eftermiddag, da det værste tilsyneladende er overstået. Morfar bliver flyttet fra intensivafdelingen til en almindelig sengestue, og lettelsen er enorm hele vejen rundt. Nu tror vi virkelig på, at vi nok skal få ham på benene igen. Og vi siger farvel efter sygebesøget og kører glade hjem til Sjælland, uvidende om den lurende katastrofe.
Den indtræffer næste morgen. Mens mormor går derhjemme i privaten og gør sig klar til at køre ind til den ventende stuegang, brister morfars hovedpulsåre. I løbet af ganske kort tid vælter tre liter blod direkte ud i bughulen, og hjertet kapitulerer. Læger og sygeplejersker står på nakken af hinanden de næste 30 minutter, men det er skønne, spildte kræfter. Kirurgen, der stod bag operationen, må gå den tunge gang hen til telefonen og ringe til mormor.
Det løber mig stadig iskoldt ned ad ryggen her mere end to år efter, når jeg tænker på, hvordan det må have været at modtage det telefonopkald: Efter at have været dybt nede i angstens og usikkerhedens mørke kælder har mormor lige nøjagtig fået lov til at mærke optimismen og glæden i 24 timer. For dernæst at se det hele falde på gulvet i en brøkdel af et sekund.
DØDSFALDET ER ET VENDEPUNKT. Familiens liv forandres på et øjeblik, og intet bliver nogensinde igen som før. Det er en kliché, men hvor jeg tidligere – når døden ramte de andre – har registreret det med den udenforståendes kølige indifference, er situationen anderledes konkret nu. Alle klichéerne passer på en prik.
Da min kone ringer med det forfærdelige budskab, ændrer omgivelserne karakter. Jeg har det, som om jeg ikke er en del af verden, men betragter den som tilskuer. Folk bevæger sig i slowmotion, og lyset er pludselig, fra det ene øjeblik til det næste, ubærligt skarpt. Og da min kone har forladt os for at haste til hospitalet, og ungerne og jeg går rundt og rundt om søen for dog at foretage os et eller andet, kigger jeg undrende på mine omgivelser og tænker: Hvordan kan de mennesker lade, som om det er en ganske almindelig dag?
Det kan de selvfølgelig, fordi det er en helt almindelig dag. Bare ikke for os, for hvem alvoren af den netop indtrufne katastrofe langsomt dæmrer. Hvordan mormor og morfars hus, der netop er blevet ombygget for at danne rammen om det perfekte pensionistliv, nu med ét er blevet et monument over livet, der var. Hvordan mormor – for første gang siden hun var teenager – er mutters alene i det store hus, hvor det enorme køkken med alt til faget henhørende pludselig ikke længere har noget formål. Hvordan ungerne ikke kommer til at opleve den grundlæggende og privilegerede glæde, det er at have to bedsteforældre, der i fællesskab kan skabe rammen om de magiske ferier, man husker resten af livet. Og hvordan vi andre ikke længere kommer til at lade os forkæle af morfars kogekunst med tilhørende fantastiske vine og gode selskab.
MIDT I SORGEN INDTRÆFFER vendepunkt nummer to. Det begynder med, at mormor siger til sine tre grædende døtre: Hvis I tror, at jeg har tænkt mig at give op, kan I godt tro om igen. Jeg har tænkt mig at blive meget gammel. Min respekt for mormor vokser til nye højder. At hun – opløst i sorg – har formatet til at give min hustru og hendes søstre sådan et moralsk rygstød, kommer jeg aldrig til at glemme. Det er, som om det vækker mig under den dyne af selvmedlidenhed, hvor jeg har ligget og haft ondt af mig selv.
Pludselig går det op for mig, at vi – i stedet for at græde over alt det, vi havde forventet at få og nu ikke får – skal glæde os over det, vi rent faktisk har fået. Vi skal prise os lykkelige over, at morfar omkring årtusindskiftet fik 17 år ekstra sat direkte ind på kontoen. Dengang kunne det hele have været slut, da hovedpulsåren bristede for første gang. Men det var heldigvis kun det yderste lag af blodåren, der sprækkede, og en dygtig kirurg og en lastbilladning af blodtrykssænkende medicin i årene siden har betydet, at morfar ikke forlod verden langt tidligere. Det ville selvsagt have været en endnu større katastrofe end den, der nu er indtruffet.
Og på forunderlig vis virker denne terapi. I dagene mellem dødsfaldet og begravelsen får jeg langsomt vendt skuden fra håbløs selvmedlidenhed til oprigtig glæde over alle de fantastiske stunder, vi har haft med morfar. Og så er der noget andet, der gradvist går op for mig. Det er, som om vi alle havde en forventning om, at det ville have været den samme morfar, der var kommet ud på den anden side af operationen, men det er jo ikke nogen selvfølge. Folk, der har været helt ude ved afgrundens rand og kigget ned, vender nogle gange tilbage med en helt anden personlighed. Og så gruer jeg ved tanken om, at hovedpulsåren kunne være bristet, mens morfar sad bag rattet. Tænk, hvis han var forulykket med børnebørn i bilen og tilmed havde ramt andre trafikanter.
Livet sluttede for morfar den martsmorgen i 2017, men for os andre er det gået videre. Langsomt har vi fundet fodfæstet igen, godt hjulpet af de portrætter af morfar, der står rundt omkring i det store hus. Han er stadigvæk en del af familiens liv, selvom det er på en anden måde end før. Den nye og ændrede ligevægt indfinder sig mere og mere: Jeg får ikke længere en slags elektrisk stød, når jeg ser en bil magen til hans i trafikken, og min hustru er nu i stand til at forlade sit barndomshjem uden tårer i øjnene. Det er virkelig sandt, hvad salmen siger: Sorrig og glæde de vandre til hobe.