Prøv avisen
Kronik

Når kirken bliver politisk og kristendommen moralsk

Kristian Bøcker, Sognepræst i Jelling

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Er det entydigt næstekærligt at arbejde for et bedre klima? Er det ubetinget godt for mit medmenneske? Nej, de menneskelige handlinger kan aldrig være entydigt gode. Det mener sognepræst Kristian Bøcker

For nylig opfordrede Viborgs biskop, Henrik Stubkjær, på sin Facebookside stiftets kirker til at holde ”Break for Climate”, som er den voksne pendant til unges klimademonstrationer. Fra 12 til 14 den pågældende fredag ville stiftsadministrationen drøfte, ”hvad vi kan gøre lokalt og som enkeltpersoner”. Kort tid forinden havde alle landets menighedsråd modtaget en henvendelse fra Folkekirkens Nødhjælp, der inviterede sogne og provstier med til projektet ”kirken og verdensmålene”. Både biskoppens opfordring og Folkekirkens Nødhjælps henvendelse rummer, så vidt jeg kan se, en opfattelse dels af kristen moral, dels af kirkens opgave, som er problematisk, og som i al fald bør drøftes kritisk.

Henrik Stubkjær argumenterer for sin opfordring til ”alle kirker i Viborg” ud fra dette: ”I den kristne kirke, der tror på en skabende og opretholdende Gud, og at vi som mennesker har fået et forvalteransvar, er det naturligt at bakke op og være med til at sætte konkret handling bag de mange fine ord, som vi hører fra partier, erhvervsliv og foreningslivet.”

Folkekirkens Nødhjælp opfordrer gennem sit trefasede projekt til noget lignende: I projektets tredje fase handler det nemlig om ”bevægelsen fra holdning til konkret handling. Hvad kan vi gøre lokalt og hvordan kan kirker, fællesskaber og enkeltpersoner bidrage til verdensmålene …?”.

Både biskoppen og Folkekirkens Nødhjælp argumenterer således for de gode sager – et bedre klima og opnåelsen af FN’s verdensmål – med, at det må være ”naturligt” ud fra den kristne tro at tage del i arbejdet med verdensmålene og for et bedre klima. De argumenterer for, at kristentroen må lede til ”konkret handling”. Og det lyder jo både godt og rigtigt – ikke alene fordi både verdensmål og et bedre klima virker som entydigt gode sager, men også fordi det umiddelbart lyder rigtigt, når biskoppen argumenterer ud fra den kristne skabelsestanke: Gud har skabt jorden, vi har som mennesker fået overdraget ansvaret for at forvalte den, ergo skal vi passe godt på klimaet. Noget tilsvarende synes at være tanken bag Nødhjælpens projekt: Kirken må, fordi kristendommen rummer en fordring om det, arbejde for en opnåelse af verdensmålene.

Men måske er det ikke helt så enkelt. Er det entydigt næstekærligt at arbejde for et bedre klima? Er det ubetinget godt for mit medmenneske? I mange tilfælde sikkert ja, men hvad nu hvis forbedringen af klimaet indebærer, at nogen mister deres arbejde – stewardesser og piloter. Måske bliver de følgelig syge af samme grund, og måske bliver de svære at leve sammen med for deres nærmeste – er det så stadig at leve op til sit forvalteransvar og næstekærligt at arbejde for klimaet?

Eksemplet kan virke fortænkt, men tanken er, at de menneskelige handlinger aldrig kan være entydigt gode, al den stund at selv det tilsyneladende gode kan have negative konsekvenser. Der er ingen ”rene” handlinger. Det vil hverken Henrik Stubkjær eller Folkekirkens Nødhjælp formentlig påstå, men de påstår det alligevel. Ved at lave en slags lige linje mellem kristendommen og bestemte – rette – handlinger påstår de, at disse handlinger er særligt kristelige.

Men er det mere kristeligt at arbejde for verdensmålene, for klimaet end at sikre arbejdspladser og levestandard? Med andre ord: Man kan ikke – selv ikke med den bedste sag af verden – uddrage en specifik etik af kristendommen.

Jesus blev engang spurgt, hvad der er det største bud i loven, og svarer, som man måske husker: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte … og din næste som dig selv.” Hvordan det skal gøres i den konkrete situation, er det det enkelte menneskes ansvar at finde ud af. Det ansvar kan man ikke overdrage til Gud, for Gud har givet os det ansvar.

K.E. Løgstrup har i bogen ”Den etiske fordring” et i den sammenhæng oplysende kapitel, hvor han netop beskæftiger sig med spørgsmålet ”Gives der en kristen etik”? Heri skriver Løgstrup blandt andet: ”At argumentere med det kristne budskab i politiske og etiske spørgsmål fører altid til en forenkling af problemerne, der ganske udelader de afgørende overvejelser.”

Spørgsmålet er, om ikke det er det, der sker, når Stubkjær argumenterer ud fra, at troen på ”en skabende og opretholdende Gud” må føre til, at kirkerne ”naturligt” må bakke op og sætte konkret handling bag ordene.

Problemerne forenkles dermed: Det er entydigt godt at arbejde for klimaet eller for verdensmålene. Det mener Gud nemlig. For dybest set er det sådan, biskoppens argumentation ender: Gud mener, at vi skal gøre sådan og sådan. Og dermed har man etableret en ny kristen moral. I modsætning til tidligere tideres pietiske bevægelser, der ofte fokuserede på den kristne moral i forhold til seksualitet, er denne nye kristne moral rettet mod mere samfundsvendte handlinger, men kristen moral er det stadigvæk. Eller igen med Løgstrups ord: ”Man prætenderer at have en guddommelig garanteret viden om, hvad der i den givne situation skal siges og gøres, og hvordan forholdene mellem os skal ordnes. Gud er blevet et argument.” Men som Løgstrup også bemærker, så er ”kristendommen stivnet til en ideologi” – i dette tilfælde de rigtige meningers ideologi.

Derudover er der noget ved hele kirkeforståelsen hos Stubkjær og Folkekirkens Nødhjælp, der skurrer. Nødhjælpen bruger formuleringen ”som samfund og kirke”, ligesom man spørger, ”hvordan kirken som religiøs institution har betydning for fred, retfærdighed og samfundets udvikling”.

Stubkjær opfordrede ”som biskop” kirkerne i Viborg Stift til ”Break for Climate”, ligesom han som nævnt argumenterede ud fra, hvad ”kirken” tror. Igen har Løgstrup en formulering, der sætter fokus på det problematiske i disse forehavender: ”Kirken etablerer sig som en særlig front i folket, der sætter sig til opgave at organisere og kollektivisere bekendelsen og tjenesten for at gøre dem effektive og slagkraftige.”

Formuleringen er rammende, fordi både Stubkjær og Folkekirkens Nødhjælp ser ud til netop at opfatte kirken som en særlig front i samfundet – en front, som kan skubbe på den – også kristeligt set – rigtige udvikling og forståelse. Kirken bliver måske ikke en partipolitisk faktor, men kommer alligevel til at stå som en politisk medspiller.

Men det er ikke kirkens opgave, det er det enkelte menneskes opgave – kristen eller ej: at tage del i samfundslivet, herunder arbejde for de tiltag, som den enkelte finder rigtige, hvad der kan være både klimaet og verdensmålene.

Den konkrete handling, som Stubkjær ”som biskop” vil have kirke og kristendom til at definere og udleve i kirken, kan kun defineres og udleves af den enkelte og i folkelige fællesskaber.

Kirkens opgave er en anden, nemlig at forkynde evangeliet om syndernes forladelse og buddet om at elske Gud af hele sit hjerte og sit medmenneske, som man elsker sig selv. Hvis kirken fremturer med nok så rigtige politiske budskaber, gør man ikke alene kristendom til moral og ideologi, man kommer også meget nemt til at lave en opdeling af mennesker i rigtige henholdsvis forkerte ud fra deres stillingtagen til disse aktuelle samfundsmæssige spørgsmål.

Man gør også kirken til et samfund for de hellige i værste forstand i stedet for en kirke, hvor de helliges samfund er baseret på syndernes forladelse og fordringen om at elske næsten.

Man kan med en vis ret mene, at de to eksempler er små og harmløse og jo ikke ment på den måde. Sådan er det måske også, men det er næppe overdrevet at mene, at de er udtryk for en tendens til at politisere både kirke og kristendom. Til skade for begge.