Da vores lokale kirke blev gjort til lejlighedskirke, fik landsbybeboerne en god idé

Det er nu tre år siden, at vores lokale kirke blev gjort til lejlighedskirke. I stedet er vi gået sammen i sognet om at lave vores egne gudstjenester. Det har været en fantastisk proces, hvor vores lille landsby har oplevet en opblomstring af gudstjenestelivet

Det begyndte med en tilfældighed, men kom til alles overraskelse til at betyde sprudlende fornyelse af gudstjenestelivet i den lille østjyske landsby Mygind på Djursland.

Ikke at Mygind med sine godt 100 indbyggere tidligere har været kendt for sit kirkelige engagement. Med få kirkegængere ved en almindelig højmesse holder vi os omkring landsgennemsnittet i kirkegang, men provsten mente ikke, at det var noget at prale med. Og derfor blev Mygind Kirke gjort til en lejlighedskirke med gudstjenester kun ved højtiderne. Øv. For selvom man ikke sidder til gudstjeneste hver søndag, så er jævnlige gudstjenester i kirken med til at give en landsby som vores en grundklang. Sammen med søndagscaféer, fællesspisning og sommerfest er sankthansbål og gudstjenester noget, der hører til i en landsby, hvor man er tæt på hinanden.

Og her er det, at tilfældigheden spiller ind. Anders fra den anden side af skoven var ude på en af sine vandreture og standsede op ved Lis i Mygind for at få et glas vand. ”Vores kirke er blevet til lejlighedskirke,” fortalte hun. Anders svarede: ”Jamen, hvad med at lave lægmandsgudstjenester i stedet: et gudstjenesteværksted?”. Som sagt så gjort, for i en landsby er der ikke langt fra tanke til handling. Lis fik Marie Louise med på idéen, og der blev indkaldt til gudstjenestemøde ovre hos Anders.

Vi blev godt 20 til det første møde i gudstjenesteværkstedet, hvor Anders fortalte noget om gudstjenestens lange historie og om de muligheder, det giver, når man selv skal tilrettelægge forløbet. Deltagerne spændte fra kirkegængere til aldrig at komme i kirken. Men alle var ivrige, og vi fik nogle gode snakke om, hvad vi hver især oplever som særligt vigtigt og meningsgivende i en gudstjeneste. For nogle betød salmerne meget, for nogle prædikenen, for nogle bønnerne, nogle savnede mere stilhed, andre efterlyste nye, rytmiske salmer og så videre.

Det er nu tre år siden. Og det er blevet til omkring 10 gudstjenester – nu med pause på grund af corona. Men vi glæder os til at komme i gang igen. I starten sad hele gruppen sammen og planlagde en værkstedsgudstjeneste ud fra et tema, men hurtigt viste det sig, at det blev for omstændeligt med så mange til at planlægge.

Derfor prøvede vi året efter en anden model, hvor der blev etableret små grupper på cirka tre, som hver fik ansvaret for en værkstedsgudstjeneste.

Det har været en fantastisk proces, hvor Mygind har oplevet en opblomstring af gudstjenestelivet. Vi har ikke lavet reklame uden for pastoratet. Vi ville se, hvad der sker, når beboerne overtager ansvaret for gudstjenesten. Og hver gang har vi efter gudstjenesten drukket kaffe i Mygind Forsamlingshus for at tale sammen om, hvad der blev oplevet som godt og som svagheder ved gudstjenesten.

Folk i hele sognet har været velkomne til værkstedsgudstjenesten – også til at gå med i forsamlingshuset bagefter. Værkstedsgudstjenesterne stod omtalt i kirkebladet og lokalavisen. Gudstjenesternes vandmærke har været nærhed og forskellighed. Vi er hver gang begyndt forfra med at skabe gudstjenesternes udtryk, og samtidig har vi oplevet alle gudstjenesterne som meget nærværende, fordi der har været noget på spil for dem, som stod for tilrettelæggelsen.

Teksterne har ikke været dikteret af foreskrevet tekst- eller kollektrække, men er frit valgt, fordi arrangørerne gerne vil dele et konkret anliggende med os. Det samme gælder gudstjenestens former, som er skabt med henblik på at sige noget i et liturgisk sprog ind i netop det tema, der er slået an i gudstjenesten.

Efter ”almindelige” højmesser kan det være vanskeligt nogle måneder senere at huske, hvad der skete ved den enkelte gudstjeneste. Men sådan er det ikke, når vi tænker tilbage på værkstedsgudstjenesterne. De har efterladt sig konkrete erindringer og spor, som næsten kan opleves kropslige. Og måske er det netop, fordi gudstjenesterne ofte udviklede sig til at blive sanselige oplevelser.

Det at se en, man kender fra landsbyen, læse en bibelsk tekst op eller udlægge gudstjenestens tema ud fra et trosperspektiv er i sig selv et specielt øjeblik. For vi har derved fået lov til at se ind i hinandens perspektiver på vigtige temaer og ofte også skimtet glimt af sårbarhed, forundring og livsmod, som ellers normalt er gemt længere væk, når vi mødes til café i forsamlingshuset.

Men den kropslige erfaring og de dertil knyttede erindringer er opstået igennem de mange liturgiske ting, vi har gjort sammen. Vi har ikke kun været til gudstjeneste med høresansen. De andre sanser har der også været plads til.

Gudstjenesten begynder altid med klokkeklang. Nogle gange er vi samlet i våbenhuset først, hvor vi øver nye salmer igennem – og så gennemgår vi, hvad der skal ske til gudstjenesten. Ofte bliver der båret ting med ind i kirkerummet, mens vi synger. Det kan være blomster, efterårets frugter, lys, hvede eller brød. Alt efter hvad der skal bruges i netop den gudstjeneste.

Der medvirker ingen præst. Tilrettelæggerne af gudstjenesten har de bærende funktioner undervejs. Salmer er der altid, og heldigvis er der en fra landsbyen, som er musiklærer, og som ofte medbringer et elklaver. Når han er forhindret, så synger vi bare uden. Der er også altid tekster, og mindst en af dem er fra Bibelen.

Der bliver også bedt under vejs. Ofte bønner, som tilrettelæggerne har formuleret. For det meste lyses velsignelsen. Vi har forsøgt os med en model, hvor to deltagere placerer er hvidt klæde omkring skuldrene på den, der skal lyse for eksempel den aronitiske velsignelse. Derefter tager de klædet af igen. Det er en måde at markere, at her er der et element i gudstjenesten, som er særligt.

Vi har gumlet på landsbyens forskellige frugter i forbindelse med høstgudstjenesten kombineret med tekster. Der er blevet lavet liturgisk dans rundt i kirkerummet i forbindelse med et tema om livets brød. Der er båret og tændt lys på mange forskellige måder. Vi har bedt Fadervor ved at lade korn vandre fra hånd til hånd imellem de enkelte bønner. Vi har duftet, lyttet ind i stilheden, vandret ude i naturen, fortalt trosfortællinger; og så har vi foldet papirbåde undervejs i gudstjenesten.

Børnene har i særlig grad elsket adventsgudstjenesten med lyset som tema. Det er her, papirbådene er blevet foldet, og vi har i samlet flok båret lyset og vores små både ned igennem Mygind by for at sætte dem ud i Rosenholm Å. Det at se dem sejle ud i mørket som et symbol på, at lyset skinner i mørket, er noget, man aldrig glemmer.

Der tales for øjeblikket en hel masse om gudstjenestens fremtid. Og om fornyelse. Vores erfaring er, at vi som landsby har fået fornyet vores gudstjenesteliv ved selv at påtage os et ansvar for, at der holdes gudstjenester.

Men det vigtigste for os er, at vi er en folkelig forsamling repræsentativ for befolkningen i Mygind og ikke en frimenighed. Derfor taler vi med hinanden om, hvad der skal ske til gudstjenesten, og tager hensyn. Vi prøver ikke at finde frem til en endelig gudstjenestemodel.

Vi har lært, at der ind i gudstjenestens rum er nogle fantastiske muligheder for at blive inddraget som aktiv deltager.

Det at være med til at skabe gudstjenester har for os åbnet muligheder for at gå ind i fordybelse på mange forskellige måder. Og der har været plads til alle. Gudstjenesten er ikke for eksperter. Den er et rum, som på særlig vis kan lære os noget om vores forhold til Gud og til hinanden.

Og den har rigtig godt af, at man ikke blot er passivt til stede på en kirkebænk, men er helt med inde i skabelsen af gudstjenestens forunderlige øjeblikke.