Prøv avisen
Kronik

Når mørket sænker sig, vågner flygtningenes traumer

Lise Poulsen, cand.phil. og leder af aktivitets- og værestedet muhabet på nørrebro i københavn

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Tusindvis af flygtninge i Danmark lever med traumer, der genoplives hver nat i skikkelse af mareridt og flashbacks. Hvordan kan de personer finde tilbage til sig selv som mennesker og genfinde normalitet og medmenneskelighed, spørger dagens kronikør

HVER AFTEN KAN MAN SE en lille, midaldrende mand, nydeligt klædt, sidde bagerst i buslinje 5C. Han kører til endestationen ved lufthavnen i Kastrup og tager derefter samme bus tilbage til endestationen i Herlev. Dette gentager han til sidste bus kører ved 1-tiden. Så finder han forskellige natbusser og fortsætter med sine ture. Blunder måske lidt, for der er mennesker og lyde omkring ham. Ud på de sene nattetimer finder han sit værelse og lægger sig for at sove. Men han kan ikke. Han har hele aftenen og den halve nat forsøgt at holde tankerne væk fra det, han ved vil komme til ham. Nat efter nat genoplever han de år, han var fængslet i Iran på grund af sine politiske idealer. Han blev ofte hentet ind i torturkamrene for at blive underlagt torturbødlernes meningsløse overgreb.

Da hans far blevet hentet til fængslet og anbragt i et rum ved siden af for, at han skulle høre sin far blive tortureret, var han ved at give op. Men han afslørede aldrig nogen navne. Hans fars skrig genoplever han hver nat, når han lukker øjnene for at få lidt søvn. Hans øjne svier af træthed, men han kan ikke sove. Ud på morgenen tager han mere sovemedicin, og han får måske et par timers søvn den nat.

ET ANDET STED I BYEN sidder en yngre afghansk mand og banker sit hoved ind i væggen. Han har sin mobiltelefon i hånden og har for gang nummer 1000 forsøgt at få fat i sin kone, der er gået under jorden i Kabul med den mindste søn. Faderen har den største søn på syv år hos sig, og han ligger og sover i værelset ved siden af. Han vågner ofte flere gange om natten med mareridt, der alle handler om hans og faderens flugt fra Afghanistan, hvor de på et tidspunkt i nattens mulm og mørke kom i baghold på grænsen mellem Iran og Tyrkiet. De blev beskudt fra begge sider og lå hele natten og ventede på daggry, så de kunne se, om alle i gruppen, de flygtede sammen med, havde overlevet.

Far og søn venter nu på, at moderen og den mindste søn bevilges familiesammenføring og kan komme ud af Afghanistan og til Danmark. For hver dag, der går, bliver det farligere og farligere for dem at være under jorden i Kabul. De er eftersøgte af Taleban, og det er et spørgsmål om tid, før de bliver opdaget. Næste morgen går faderen i sprogskole og forsøger at koncentrere sig om at lære dansk, og sønnen går til sin skole i nabolaget.

Disse to små historier er hentet fra Muhabet, der er et aktivitets- og værested for psykisk sårbare og traumatiserede flygtninge og indvandrere. Værestedet har fokus på, at der er mennesker i det danske samfund, der har en smertelig og ensom hverdag på grund af et sammenfald af svære sociale og traumatiserende livsvilkår. Deres liv har været præget af tab. De er enten helt alene i Danmark eller har ikke magtet at holde sammen på familien. De fleste gæster, som brugere kaldes, er enlige mænd, men der kommer også sårbare og traumatiserede kvinder.

Muhabet betyder kærligt samvær. Værestedet har snart eksisteret i 15 år og har været den trygge ramme for flere hundrede mennesker, hvis liv har været præget af modgang og oplevelsen af at være marginaliseret og ikke kunne leve op til alle de krav, som det danske samfund forventer, og som de brændende ønsker at kunne indfri.

ENSOMHED OG OPLEVELSEN af isola tion koblet med fornedrelse og manglende anerkendelse og værdighed kan nedbryde mennesker og gøre dem ude af stand til at leve et værdigt og tåleligt liv. Denne livssituation er en realitet for mange af de flygtninge og indvandrere, der kommer i Muhabet.

At bryde den situation kræver en stor indsats af både de ramte og deres omgivelser. Genopbygning af disse mennesker kræver fællesskab, omsorg og en professionel indsats.

Derfor handler Muhabet om socialt samvær, fællesskab og netværk, rammesat af professionelle, tillidsskabende personale, der kan skabe og understøtte inkluderende fællesskaber i trygge rammer, hvor det enkelte menneske bliver set, hørt og anerkendt uden bestemte for-forståelser om bestemte grupperinger i samfundet. Her praktiseres en af grundpillerne i et retssamfund som det danske, det enkelte individs ukrænkelighed.

I værestedet insisteres på, at man kan gøre en nødvendig forskel. Derfor er der i både ord og handling hele tiden fokus på, at alle inddrages i det inkluderende fællesskab, der er blevet opbygget gennem årene. Alle – det vil sige personale, frivillige og de ”gamle” gæster har fokus på, at de nye gæster henvist til Muhabet bliver godt modtaget, respekteret og anerkendt for dem, de er.

Men værestedet er også så meget mere. Det danner rammen om et arbejdsfællesskab, hvor den enkelte – alt efter formåen og overskud – bidrager med at tage del i de mange gøremål som for eksempel tilberedning og afvikling af dagens måltider. Man hjælper hinanden med at oversætte rudekuverter, reparerer tøj, klipper hår, eller man bidrager til den gode stemning og rummelige atmosfære, som kendetegner Muhabets kerneværdi.

Den iranske mand hjælper med at lave te og kaffe, rydde op og sørge for, at alle har det godt. Han er også begyndt at være frivillig en gang om ugen i en hjælpeorganisation i lokalområdet på Nørrebro. Han er virksom og i bevægelse, og han har brug for at give noget tilbage i taknemlighed over, at han har fundet vejen til Muhabet.

Således har værestedet igennem årene givet mange mennesker noget at stå op til om morgenen. Givet dem en struktureret hverdag, livskvalitet, samvær med andre mennesker. Nogen kommer videre i praktikker eller i fleksjob, men for de fleste gælder, at den negative spiral brydes, og der sker en stabilisering i den psykiske tilstand. Antallet af indlæggelser på de psykiatriske afdelinger er blevet reduceret til gavn og glæde for den enkelte, men i særdeleshed også for hele samfundet.

TERAPI OG MEDICIN er vigtige elementer for, at psykisk syge og traumatiserede mennesker får det bedre. Men det kan ikke stå alene. Den sociale del af det levede liv har en altafgørende betydning for psykisk sårbare mennesker.

Traumerne og angsten kommer de aldrig til at kunne udelukke fra deres livs-erfaring, men tillid til og troen på, at der findes mennesker, der vil dem, kan genoprettes gennem tillidsskabende og anerkendende samvær. Derfor er der brug for åbne og rummelige fællesskaber som Muhabet.

Den iranske og afghanske mand kommer næsten dagligt i værestedet. Her finder de tilbage til normaliteten, og her prøver de at genfinde den humanitet og medmenneskelighed, som blev dem frataget i årene i fængslet eller på flugt. I værestedet har de genfundet gnisten og fået lyst og mod til at tage endnu et favntag med livet.