Samtalen mellem troende og ateister ligner i dag mere en boksekamp end et forsøg på at blive klogere. Det kan derfor være nyttigt at fokusere på det, vi rent faktisk har tilfælles uanset, hvad vi tror på. Her byder naturen sig til med stor styrke. Om den er skabt af Gud eller ved et tilfælde, så hindrer det ikke mennesker af den ene eller anden overbevisning at føle glæde, undren, afmægtighed og måske endda ærefrygt i dens nærvær. Det er på tide, at vi igen lærer at betragte naturen, så at den også på et dybere plan kan komme os ved.
Naturens rigdom, hemmeligheder og kræfter bliver ved med at komme bag på os. Således er det næppe tilfældigt, at tidens bedst sælgende faglitteratur handler om universets gåder og om træernes hemmelige liv. Skal vi lære kommende generationer at tage vare på naturen, skal vi også lære dem at holde af den. Vi er selv en del af den. Ikke kun som nogle, der har ret til at udnytte den.
Det er heller ikke tilfældigt, at de mest folkekære, danske salmer bruger billeder fra naturen. Tænk bare på ”I østen stiger solen op”, ”Se, nu stiger solen”, ”Nu falmer skoven” og ”Op al den ting”. Alle anvender motiver fra naturen med det højere formål at formidle det kristne evangelium. Men det tager ikke sangglæden fra ikke-troende. Intuitivt fornemmer den syngende en glæde ved livets under, noget, der er større end os selv, og som for en stund gør diskussioner om kirkens forhold til staten, præstelønninger, bibelfundamentalisme og sekularisme, om ikke ligegyldige, så i hvert fald mindre vigtige. Det er min opfattelse, at vi kan lære noget væsentligt om os selv ved at betragte naturen.
Op gennem historien har kristne til alle tider tænkt naturen som en bog, der rummer viden om Gud. Det har været en væsentlig drivkraft i munkenes interesse for naturen. De læste i Bibelen og blev kun styrket i troen, når de slog op i Jobs bog: ”Men spørg dog dyrene, lad dem belære dig, spørg himlens fugle, de kan give dig svar, eller jordens buske, lad dem belære dig, havets fisk kan give dig besked. Hvem af alle dem er uvidende om, at Herrens hånd har skabt det hele?” (Job. 12, 7-9). Naturen vidnede for datidens læsere ikke bare om Skaberens eksistens, men også om den orden, alle ting måtte rette sig efter.
Når man i middelalderen fortalte historier om dyr, så skete det ikke kun, fordi man var afhængig af et stort kendskab til dyrenes levevis, når man drev husdyrhold eller gik på jagt. Det middelalderlige menneske fortalte også om dyrene af sjælelige grunde. Således havde datidens bøger om dyr (de såkaldte bestiarier) ved siden af en biologisk beskrivelse også en allegorisk beskrivelse, som ofte indeholdt en moralsk belæring om godt og ondt til gavn for den læsendes sjæleliv. Således mente man, at måden, hvorpå de unge hærfugle tog sig af deres forældre, kunne lære datidens menneskebørn, at også de skulle tage sig af godt af deres forældre.
Allegorierne henviste som regel til Bibelen, sådan at den læsende knyttede dyrets karakteristika til lærdom fra den hellige skrift. Pelikanen, mente man, kunne genoplive sine døde unger efter tre dage ved hjælp af sit eget blod. På samme måde kunne Kristus frelse menneskeheden med sit blod efter tre dage i graven. Duerne, mente man, var i sikkerhed for deres fjende dragen, hvis de tog ophold i et særligt træ ved navn Peridexion. Sådan kunne kristne regne med beskyttelse mod deres fjende Satan, hvis de tog tilflugt i kirken.
Med reference til den 2. skabelsesberetning sagde man om løven, at den fødte sine unger døde. De fik først liv tre dage efter, når løvehannen kom forbi og åndede/brølede over dem. Lige så mystiske og fjerne fra virkeligheden disse fortællinger kan forekomme os i dag, ligeså opdragende, beroligende og socialt stabiliserende har de været for datidens læsere. Dyrenes egenskaber var ikke bare tilfældige. De pegede på en større lovmæssighed, hvis virkelighed også mennesker var underlagt. De middelalderlige bestiarier hentede i øvrigt deres beskrivelser af både dyr og fabeldyr som enhjørningen, dragen, griffen og kentauren fra langt ældre kilder. Således betvivlede hverken Aristoteles, Plinius den ældre eller Herodot eksistensen af fabeldyr.
Med oplysningstiden og det nye videnskabelige ideal blev den gamle verdensorden, der grundlæggende var hentet fra Bibelen og de antikke skrifter, gradvist erstattet af en ny orden, som alene var baseret på det, man rent faktisk kunne iagttage. Langsomt opstod det, man med sociologen Max Weber har kaldt for verdens affortryllelse, en tilstand, vi stadig befinder os i. Dyrene taler ikke længere. Deres egenskaber skal ikke belære os om noget. De besidder ingen moral og ingen viden om Gud. Måske er det en slags reaktion på naturens afsjæling, at vi i dag taler om at udstyre både dyr og planter med ”rettigheder”.
Forstspecialisten Peter Wohllebens bestseller om ”Træernes hemmelige liv” vidner side om side med de skamløst antropomorfe beskrivelser af træernes kommunikation, omsorg, følelser, fornemmelser og så videre også om en stor kærlighed til en særlig livsform eller biotop (urskoven), som vi måske er ved at ødelægge for eftertiden. At Wohllebens bog sælger så godt, tyder på, at vi gerne vil tættere på naturen. Vi vil gerne høre den tale til os igen.
Et moderne, litterært eksempel herpå findes i Karl Ove Knausgårds essaysamling ”Om vinteren”. I et af brevene til hans endnu ufødte datter fortæller han meget personligt om odderen. Fra sit selvvalgte forfatter-eksil på en næsten menneskeforladt ø får Knausgård øje på en odder. Det er januar, og temperaturen er nede på minus 15 grader. I de efterfølgende uger ser han dyret så ofte, at han er i stand til at give et ganske detaljeret signalement, og knytter som følge af sin ensomhed et ganske nært forhold til den.
Han skriver: ”En eftermiddag kom odderne til syne på en klippe, jeg stod langt fra den, men med den blåmørke himmel som baggrund så jeg silhuetten tydeligt. Den løb ned til det flade spor, og derfra rutsjede den ned til bunden før den gled ud i vandet, dukkede under og forsvandt ud af syne. Der var ingen praktisk grund til at den skulle rutsje, så den måtte gøre det for sjov, af ren glæde. Og den tanke, at denne solitære, rovdyrgriske skabning pludselig kunne løfte sig op over sin instinktbundne tilværelse og nyde livet, stod som et lys i mig, og det var det første skridt mod den langsomme opstigning fra mørket som de næste uger bragte”.
Det er klart, at Knausgård ikke læser naturen, som et menneske fra middelalderen ville have gjort. Der er ingen referencer til Skaberen eller Forsoneren. Men omvendt lader Knausgård heller ikke naturen være i fred. Den intetanende odder får via Knausgårds blik en højere betydning, idet den tilsyneladende gør noget, der ikke tjener et særligt evolutionært formål. Den leger, nyder livet og hæver sig dermed ifølge Knausgård op over ”sin instinktbundne tilværelse”. En sådan menneskelig tydning af naturen kan sikkert let pilles ned. Men det ændrer jo ikke på oplevelsen, der mirakuløst blev et åndeligt lys i ham, der så det ske.
Min far har altid talt til planter og i særdeleshed med roserne, som i et langt menneskeliv har været hans ”børn” ved siden af de tre biologiske, han fik. Det tror jeg, at jeg bedre forstår nu. Det handler om, at vi ikke afskærer os fra, hvad naturen vil meddele os. Naturen er beåndet. Digteren Ingemann hørte jo også spurven synge ord til hjertet, skønt det var så koldt derude: ”Giv tid! og åndens vinterblund, skal fly for herlig sommer, giv tid, og bi på Herrens stund, – hans skønhedsrige kommer”.
Kåre Egholm Pedersen er sognepræst