Prøv avisen
Kronik

Dybt uetisk: Mand i kørestol smidt ud fra restaurant

Caspar Wenzel Tornøe er sognepræst og musiker

På en restaurant oplevede dagens kronikør, at et ungt par højlydt blev afvist af værtinden. Hvad der adskilte dette par fra så mange andre var, at den unge kvinde kørte sin kæreste rundt i en kørestol, og det kunne ifølge værtinden medføre ulykke for andre. Den episode gav kronikøren anledning til at reflektere over begreberne tro og overtro

På DR 1 sendes et program, der viser antikvitetshandlere konkurrere om at opnå størst mulig profit på køb og gensalg af ældre sager. I en af udsendelserne forsøger den ene krejler at sælge et sæt kinesisk porcelæn til en indehaver af en kinesisk restaurant, som i første omgang afslår tilbuddet med den begrundelse, at porcelænet stammer fra et skibsforlis. Han forklarer, at han som kineser er meget overtroisk, og at det ikke er tilrådeligt at anskaffe sig ting og sager, som er forbundet med en tragedie. Han går dog alligevel med til handlen på den betingelse, at prisen ender med tre ottetaller, for otte er tallet for velstand. Altså aftales en pris på 88,88 pund og alle er dermed glade.

Episoden fik mig til at tænke på en yderst ubehagelig hændelse, som min kone, mine børn og jeg var ude for, da vi for et par uger siden var gæster på en kinesisk restaurant på Vesterbro i København. At vi befandt os på netop den restaurant, skyldtes alene, at den i Berlingske, som jeg tilfældigvis havde læst i toget, figurerede på listen over Københavns bedste restauranter i kategorien billig, det vil sige med hovedret til under 150 kroner. Prisen og maden var da heller ikke til at klage over, så vi følte os ikke umiddelbart ført bag lyset af avisens gastronomisider.

Men så sker der noget højst besynderligt. Da jeg står ved baren og skal betale, kommer der et yngre kærestepar i 20'erne ind ad døren og beder om at få et bord. Hvad der adskiller dette par fra så mange andre, er, at den unge kvinde kører sin kæreste rundt i en kørestol. Om den unge mand er handicappet eller bare har brækket benet, er ikke til at vide.

Den kinesiske værtinde nærmest råber ud i det halvtomme lokale med mange ledige borde, at der ikke er plads til dem, og at de derfor bedes gå deres vej. Temmelig forbløffet gør jeg værtinden opmærksom på, at min familie og jeg jo er på vej ud, og at vores bord derfor nu er ledigt. Men nej! Pludselig viser vores bord sig i lighed med samtlige andre borde i lokalet at være reserveret. Da tilbyder to yngre mænd, som sidder ved et meget rummeligt bord og spiser nudelsuppe, at parret kan sætte sig ved deres bord. Parret takker mange gange og forsikrer værtinden, at kørestolen ikke vil være til nogen gene. Værtinden bliver derefter meget aggressiv og råber på et anstrengt dansk, at hun ikke vil have ”mennesker i vogn”. ”Find jer en anden restaurant!”. Det venlige unge kærestepar bliver simpelthen smidt ud. De to yngre mænd erklærer derefter at have mistet appetitten og forlader stedet sammen med os.

Nu er der jo for det første tale om ulovlig diskrimination, og det infame etablissement fortjener vel en politianmeldelse, men det hele forekom os ret så gådefuldt, for hvad kunne der dog ligge bag en så usympatisk handling at smide folk på porten, fordi de sidder i en kørestol, som intet normalt menneske ved sine fulde fem ville føle sig generet af. Man har hørt debatter om caféejeres ret til at forbyde amning, men i et land som Danmark er det at kyle folk ud, fordi de er handicappede eller gangbesværede, en helt uhørt grænseoverskridende ting, et i særklasse groft og uventet brud på den ganske almindelige moral og anstændighed, som vi i det daglige tager for givet i vor omgang med hinanden og færden i det offentlige rum. Så det anede mig, at forklaringen måtte være kulturel, hvilket jeg efter at have set episoden i antikduellen fik bekræftet ved et par opslag om kinesisk overtro. Man ønsker ganske enkelt ikke at være i stue med handicappede mennesker, idet deres handicap kan ”smitte” eller bringe anden ulykke med sig i lighed med sorte katte, der render over vejen, knuste spejle og det at gå under en stige.

Det er jo det rene vanvid, men tænk sig, at en sådan overtro kan have så ubehagelige konsekvenser. Vi plejer jo ellers ikke at skænke den slags andet end et smil eller et skuldertræk. Jeg vil derfor tro, at det er første gang, jeg i hvert fald i dette land oplever overtro som noget i praksis helt igennem uetisk og gement. Og hvad værre er: Hvad skal man gøre ved noget så irrationelt? En politianmeldelse er en simpel ting. Langt vanskeligere, hvis ikke umuligt, er det at fratage mennesker en indgroet overtro, som danner grundlag for deres tolkning af tilværelsen, ikke sådan spekulativt eller metafysisk, ja, vel ikke engang religiøst, men tolkningen af enhver daglig trivialitet.

Nu er det ikke min mening på denne baggrund generaliserende at hænge den kinesiske mentalitet ud, det ville være tåbeligt. Her er tale om et rent tilfælde, for den slags er jo universelt. Vi har bare mistet evnen til at se det alvorlige i det ubetydelige, og gudskelov for det! Men heksetroen, som vi her ved halloween kan gøre os lystige over, er et eksempel på en yderst farlig overtro, som i Afrika kan føre til mord og social udstødelse af børn. Overtro karakteriseres ved, at tilfældige banaliteter tillægges kolossal betydning, og den kendetegnes ved en amokløben af proportionssansen. Syv års ulykke er en urimelig høj pris at betale for et knust spejl, ikke sandt? Men selv syv dage ville efter min mening være i overkanten. Man gør sig selv en stor tjeneste ved ikke at tro på den slags, og man gør menneskeheden en stor tjeneste ved at bekæmpe det.

Men hvordan så skelne mellem tro og overtro? Man hører jo ofte religion omtalt som slet og ret overtro. Man ville da også nemt kunne få nævnte kendetegn til at passe på idéen om, at et menneskes død (for slet ikke at tale om hans opstandelse) for 2000 år siden skulle være lig med verdens frelse. Idéen er jo helt ude af proportioner! For romerne var kristendommen da også en overtro (superstitio).

Sagen er blot, at der her er tale om en ”overtro”, der hviler på en uendelig stærk tillid til kærlighedens magt i og bag livet. Det er altså ikke en overtro, der søger at give ligegyldigheder en uforholdsmæssig stor og absurd grad af opmærksomhed, men en overbevisning om det størst tænkelige: livets væsen og princip. Herudfra foregår der i evangeliet derfor logisk nok en kamp mod den type overtro, som det unge par på Vesterbro blev udsat for, en kamp imod den opfattelse, at der findes urene mennesker (syndere, toldere, spedalske, lamme og så videre), som skæbnen har forbandet, og som ved smitte kan overføre deres ulykke til de uheldige, som kommer dem for nær. Kristus afslører derved, at overtro er løgn om livet og næsten. Gid det må udbredes!

Caspar Wenzel Tornøe er sognepræst og musiker