Her i avisen har jeg i et debatindlæg den 28. juni sagt, hvad Ventres udlændingeordfører, Marcus Knuth, i virkeligheden siger, når han ønsker at straffe ngo’er (her bedre betegnet som redningsarbejdere), som redder mennesker i Middelhavet. Knuth er i et debatindlæg den 1. juli chokeret over, at jeg mener, at han vil overlade migranter til druknedøden. Jeg forstår godt, at han som enkeltperson føler det voldsomt, men det er ikke ham alene, men mange meningsdannere i Europa, der siger eller antyder det samme.
Alligevel: Når Knuth ligefrem vil straffe dem, der redder mennesker fra druknedøden, så må han stå med et særligt ansvar. Knuth svarer mig, at selvfølgelig ønsker alle at undgå, at mennesker drukner, men i praksis vil han lade mennesker drukne i en længere periode, for det er jo det, der vil ske, hvis man forestiller sig alle redningsarbejdere fjernet fra Middelhavet.
Ville migranterne og flygtningene da holde op med at søge over havet fra Libyen? Overhovedet ikke. Eller forestiller han sig, at hvis redningsarbejderne ikke var der, ville smuglerne finde bedre søgående fartøjer frem, så migranterne og flygtningene kan nå i nærheden af et af Frontex’ fartøjer? Men smuglerne finder nok ikke bedre fartøjer frem, for dem har Frontex i stor stil opbragt (tidligere er tallet 440 fartøjer nævnt), og det er formentlig derfor, smuglerne nu er henvist til fartøjer, der ikke er sødygtige, som Financial Times allerede skrev i december sidste år. Det har ikke noget med redningsarbejdernes operationer at gøre.
At en fremtrædende politiker kan leve med, at mange kommer til at dø, hvis han får held til at få standset redningsarbejdernes hjælp til flygtende mennesker på havet, er det, der står tilbage. Redningsarbejderne skulle hellere hjælpe i Afrika, slutter Knuth overlegent og overfladisk. Mens virkeligheden er, at uden redningsarbejdernes indsats ville hundredvis eller tusindvis flere drukne. Ikke nok med det: Handelsskibe redder stadig mange mennesker, fordi der nu engang findes redelige mennesker om bord sådanne steder, som ikke lader nødstedte i stikken.
Men lad os gå tilbage til de to store skibsforlis i april 2015. Oxford Universitets juridiske fakultet udgav tidligere i år en rapport (E. Steinhilper og R. Gruijters, ”Border Deaths in the Mediterranean: What We Can Learn from the Latest Data”), som blandt andet. undersøgte, om der er en sammenhæng mellem SAR (Search And Rescue – eftersøgning og redning) i Middelhavet og så antallet af druknede.
Det viser sig, at i perioden under redningsaktionen Triton I med lav indsats i eftersøgningen af nødstedte (november 2014 til maj 2015) var der færre druknede end i de to perioder med en høj indsats med aktionerne Marum Nostre og Triton II (henholdsvis november 2013 til november 2014 og tilsvarende periode i 2015 til 2016). Man skulle jo have forventet det modsatte.
Ved de store skibsforlis i april 2015 druknede henholdsvis 400 og 715 mennesker. En afdeling ved London Universitet analyserede omstændighederne omkring de to store skibsforlis. Det gjorde de i en rapport, der meget sigende hed ”Redningsdød” (deathbyrescue.org). De anvendte mange slags kilder som fotos, interviews med overlevende, redningsfartøjer, statistisk data, GIS-lokaliseringer og interne rapporter fra de enkelte landes myndigheder. Rapporten konkluderer: ”EU’s tilbagetrækning fra statsledet eftersøgning og redning (SAR), flyttede byrden med de ekstremt farlige eftersøgnings- og redningsoperationer over på store handelsskibe, som er dårligt udrustede til at udføre dem. På denne måde skabte EU og dets politikere forhold, som førte til det omfattende tab af menneskeliv i skibsforlisene i april.”
Kombineret betyder det, at SAR-indsatsen formindsker risikoen for at dø – eller modsat: Fraværet af en SAR-indsats fører til flere dødsfald. Og indsatsen har en lille eller ingen virkning på antallet af dem, der kommer til Europa over havet.
En illustration giver en tysk reportage fra den 3. juli på ZDF. Her berettes om unge frivillige på færd med skibet ”Iuventa” ud for Libyens kyst i påsken i år. Skibet bliver af den italienske kystvagt beordret bort fra området, hvor der er set flere både med migranter/flygtninge.
Efter en nats forhør hos politiet i Lampedusa sejler de tilbage igen. På dette tidspunkt har nogle af de små både været i vandet i op til 20 timer, og et transportskib har lige reddet 800 mennesker. En temmelig ualmindelig opgave, som det internationale samfund i praksis fortsat pålægger private, som hverken er mere eller mindre private end redningsarbejderne. Men transportskibet har ikke plads til flere, og der ligger allerede en træbåd med andre nødstedte ved skibets side.
Hvis det ikke var for ”Iuventa” var disse mennesker sikkert druknet. Det drejede sig om yderligere 300 mennesker. Denne træbåd havde sejlet hjælpeløst rundt på Middelhavet i 37 timer. For disse mennesker var det, som ZDF siger, ”redning i sidste sekund”. De havde ikke klaret de næste timer i optrækkende storm. Men andre både savnes denne nat, formentlig mere end 1000 mennesker. Altså næsten så mange, som omkom i de to ”berømte” skibsforlis ved Lampedusa i april 2017. Denne gang er der bare tusind andre mennesker, der er omkommet, uden at det trækker overskrifter.
De mennesker skulle ikke være reddet. Det er nøjagtig det, der er udkommet af Marcus Knuths tankegang. De sejlede ud, hvad enten de skulle leve eller dø. De kunne på ingen måde regne med redning, kun håbe. Der var ingen til at redde disse mennesker.
Stefano Argenziano fra Læger uden Grænser sagde allerede den 22. april i år til The Independent: ”Det virkelige problem er, at folk dør (...). Vi begynder at tænke, om det er en del af en bevidst plan om at give migrationen et dødeligt afskrækkelsesmiddel.”
Så længe politikerne ikke kan anvise lovlige og sikre ruter, er det nødvendigt at redde liv, slutter Argenziano.
Europa må holde op med at behandle flygtende og migranter som pakker, der sendes rundt, skriver FN’s særlige ordførende vedrørende migranters menneskerettigheder, François Crépeau, i forordet til rapporten blamingtherescuers.org. Der må individueller løsninger til, siger han, og fortsætter:
”Først da vil Europa blive i stand til at fjerne fornemmelsen af noget ulovligt, som skygger over en god del af Europas handlemåde i migrationspolitikken. Først da vil Europa være i stand til at indse, at regulære, sikre, tilgængelige og ikke for omkostningstunge løsninger for de fleste migranter er den eneste måde til at sikre reguleret bevægelighed ved grænser og stærkt reducere behovet for at redning på havet.”
Kunne vi ikke begynde med at se os selv i spejlet? For med hvilken lov eller ret mente vi, at vi i en længere periode af Danmarks historie havde noget at gøre helt omme ved det nuværende Ghana, i et farvand så langt fra vort som tænkeligt?
De 100.000 slaver, vi røvede, blev fragtet til et sted i Caribien prydet med danske flag. Når nøden var størst på et slaveskib, kastede skipperen levende, friske slaver over bord, så de andre kunne leve.
Var det mindste vi kunne gøre til gengæld for vores afskyelige synder i fortiden ikke at anerkende dem og vise taknemmelighed over for dem, som prøver at redde mennesker fra druknedøden på havet?