Prøv avisen
Kronik

Den stressramte er ikke syg - det er vores kultur

Foto: Les Kaner

500.000 danskere siges at være stressramte, 350.000 mennesker lider af angst, og 460.000 køber antidepressiv medicin. Hvad skal der til, for at vi indser, at det er vores kultur, der er syg – ikke de enkelte mennesker, der bukker under?

Denne kronik er oprindeligt udgivet 18. oktober 2017.

I sidste uge var der fem af mine venner og bekendte, der blev sygemeldt med stress.

Folk i alle mulige brancher; folk med kæmpekompetencer og enorme ressourcer.

Sygeplejersker, advokater, kulturforvaltere og pædagoger. Mennesker, der har en ekstremt høj moral og har presset sig selv til det yderste. Men til sidst bryder de sammen. Smerter, angstanfald, bundløs udmattelse. De går til lægen og kommer hjem med en lang recept – angstdæmpende, humørstabiliserende, betablokkere, søvnmedicin – en sygemelding på 14 dage og en dyb følelse af skam og afmagt.

Så kan de sætte sig i sofaen og slå sig selv i hovedet med artikler om robusthed, ståsteder og mindfulness, mens de venter på, at medicinen får dem til at holde op med at mærke sig selv.

Jeg var selv igennem hele møllen for 10 år siden og kunne virkelig ønske, at vi snart hjalp hinanden til at skifte optik.

Hvad ville der ske, hvis vi lyttede til stress i stedet for at behandle og bedøve?

Ligesom smerte er en nyttig besked om at få hånden væk fra den varme kogeplade, kunne vi lytte til stress som en besked om, at der er noget galt, som vi er nødt til at gøre noget ved, hvis vi ikke vil komme varigt til skade.

Hvad hvis vi tillod os at indse, at vores hjertebanken, vores diffuse smerter, vores angstanfald og vores snigende depressioner er sjælens måde at sige AV FOR HELVEDE, DET HER ER IKKE GODT, LAD MIG KOMME VÆK! Symptomerne skyldes ikke mangel på robusthed. De er tværtimod et sundhedstegn; et bevis på, at vi stadig er i stand til at mærke forskel på rigtigt og forkert.