Prøv avisen
Kronik

Den stressramte er ikke syg - det er vores kultur

Foto: Les Kaner

500.000 danskere siges at være stressramte, 350.000 mennesker lider af angst, og 460.000 køber antidepressiv medicin. Hvad skal der til, for at vi indser, at det er vores kultur, der er syg – ikke de enkelte mennesker, der bukker under?

I sidste uge var der fem af mine venner og bekendte, der blev sygemeldt med stress.

Folk i alle mulige brancher; folk med kæmpekompetencer og enorme ressourcer.

Sygeplejersker, advokater, kulturforvaltere og pædagoger. Mennesker, der har en ekstremt høj moral og har presset sig selv til det yderste. Men til sidst bryder de sammen. Smerter, angstanfald, bundløs udmattelse. De går til lægen og kommer hjem med en lang recept – angstdæmpende, humørstabiliserende, betablokkere, søvnmedicin – en sygemelding på 14 dage og en dyb følelse af skam og afmagt.

Så kan de sætte sig i sofaen og slå sig selv i hovedet med artikler om robusthed, ståsteder og mindfulness, mens de venter på, at medicinen får dem til at holde op med at mærke sig selv.

Jeg var selv igennem hele møllen for 10 år siden og kunne virkelig ønske, at vi snart hjalp hinanden til at skifte optik.

Hvad ville der ske, hvis vi lyttede til stress i stedet for at behandle og bedøve?

Ligesom smerte er en nyttig besked om at få hånden væk fra den varme kogeplade, kunne vi lytte til stress som en besked om, at der er noget galt, som vi er nødt til at gøre noget ved, hvis vi ikke vil komme varigt til skade.

Hvad hvis vi tillod os at indse, at vores hjertebanken, vores diffuse smerter, vores angstanfald og vores snigende depressioner er sjælens måde at sige AV FOR HELVEDE, DET HER ER IKKE GODT, LAD MIG KOMME VÆK! Symptomerne skyldes ikke mangel på robusthed. De er tværtimod et sundhedstegn; et bevis på, at vi stadig er i stand til at mærke forskel på rigtigt og forkert.

Begrebet stress er blevet et af historiens mest effektive magtredskaber. Menneskeorganismens naturlige reaktioner på uhensigtsmæssige påvirkninger gøres ved hjælp af dette begreb til den enkeltes eget problem.

500.000 danskere siges at være stressramte, 350.000 lider af angst og 460.000 købte antidepressiv medicin i 2011.

Hvad skal der til, for at vi indser, at det er vores kultur, der er syg – ikke de enkelte mennesker, der bukker under? Sygdommene, der flår os i småstykker hver især og fra hinanden som fællesskaber, er ikke personlige, men syste-miske.

Vi har skabt en kultur, hvor systemer er over mennesker. Den rationalistiske effektivitetskult nærmer sig den ultimative sejr. AI og robot-teknologierne kan blive den endeligt afgørende manifestation af det værdisæt, der på stadig mere gennemgribende måder har fået magten: At levende mennesker med deres sårbare kroppe, letpåvirkelige følelser og dybt komplekse sjæle grundlæggende er til besvær, når man prøver at få en samfundsmaskine til at køre. Det er givet, at det tekniske mindset, der har vundet verden, i udgangspunktet havde ædle mål om at gøre tilværelsen lettere, men efterhånden som disse mål er mere end nået på alle afgørende områder, er der kun effektiviteten for effektivitetens egen skyld tilbage. En effektivitet, der ikke længere handler om at gøre tingene lettere for mennesker, men kun for systemer.

Det er ikke nemmere for mig at gøre mine bankforretninger, fordi jeg har NemID. Det er ikke lettere for mig at kommunikere med det offentlige via e-Boks – tværtimod. Det er tydeligvis på ingen måde lettere for sundhedspersonalet at hjælpe de syge med den nye sundhedsplatform. I alle hjørner af det offentlige spildes oceaner af tid med at dokumentere, hvad man foretager sig, for at alt kan måles og vejes på effektivitetens blinde vægt. Hver dag når de kafkaske absurditeter nye højder i et cirkus, hvor det tilsyneladende kun er systemernes selvopholdelsesdrift, det handler om.

Et samfund helt uden mennesker ville givetvis være en anderledes effektiv sag. Ingen børn, der skulle hjælpes til at udvikle sig sundt. Ingen syge, ingen gamle eller på andre måder overflødige byrder, der stod i vejen for udviklingen. Det er en konstant sten i skoen på de effektive systemer, at der bliver ved med at opstå problemer, uanset hvor omhyggelig man er med at marginalisere afvigere af alle slags via diagnoser, medicinering og screening af uperfekte fostre. Udover at alle de besværlige eksistenser uvægerligt kræver et minimum af pasning, så vi ikke behøver se dem dø i det offentlige rum, så lader det jo til, at også de tilsyneladende normale borgere har provokerende tendenser til at bryde sammen. De falder som fluer i disse år med stress, depressioner og angst – eller uforklarlige fysiske lidelser.

Vi har udviklet mængder af redskaber til at holde os selv beskæftiget, så vi slipper for at mærke, hvor galt det står til. Man husker med vemod Marx’s ord: Religion er opium for folket. Det var tider, tænker jeg nostalgisk. Siden er arsenalet af mere usynlige weapons of mass distraction blevet grænseløst. De fleste af os sidder med en skærm foran øjnene mange timer om dagen. Nyeste tal viser, at den gennemsnitlige smartphone-bruger er i interaktion med sin telefon 145 minutter om dagen – med 2617 daglige berøringer: tap, klik, swipe, og hvad det hedder.

Og hvis det ikke er nok til at forhindre os i at mærke de menneskelige værdier murre på bunden af vores sjæl, har vi jo stadig Netflix, alkohol, angstdæmpende medicin, lykkepiller og en stats-finansieret spil-industri. For slet ikke at tale om, hvad en veliscenesat religionskrig kan gøre for at forhindre os i at lade vores sjæl forholde sig med alvor til eksistensen.

Men uanset hvor effektivt vi har sat selvdestruktionen i system, er der åbenbart et eller andet menneskeligt grundelement, der igen og igen nægter at tilpasse sig.

Når kroppen og sjælen ikke længere kan tolerere, at man konstant går på kompromis med sine indre krav om at være der 100 % for de mennesker, man er sat til at hjælpe, passe eller uddanne, så er det ikke sært, at vi knækker. Det sære er, at vi kalder det stress og ordinerer medicin.

For det er ikke en sygdom. Det er tværtimod et ufatteligt livsbekræftende sundhedstegn. Et vidunderligt bevis på, at mennesket er så uendeligt meget mere end et fuldautomatisk tandhjul i en effektiv maskine. Men fordi vi i så ekstremt omfang som kultur har underkastet os systemernes værdisæt, ser vi os desværre alt for ofte i deres spejl, og oplever vores sammenbrud som en personlig fiasko: Jeg kunne ikke klare mosten, jeg var for svag, for sårbar.

Lad os skabe et helt andet spejl. Et spejl, der viser, at det er en sejr for det essentielt menneskelige, når nogens sjæl endelig står frem og siger radikalt fra gennem fibromyalgi, angst og så videre. Det er en sjæl, der ikke længere vil finde sig i at undertrykke sine egne værdier, ikke længere vil gå på kompromis og underkaste sig effektivitets-fanatiske systemers krav om, at man skal kvæle sin medfølelse, sin omsorg, sin respekt for de medmennesker, man er ansat til at hjælpe.

Tænk hvis de 500.000 mennesker, der ”går ned med stress”, i stedet for at gå til lægen og få en sygemelding gik op til deres chef og slog i bordet – ”Jeg kan ikke længere forsvare at udføre mit arbejde på den måde, som systemet her tvinger mig til. Jeg mener, at de rammer, der er lagt for udførelsen af mine opgaver, gør det umuligt at udføre mit arbejde på en etisk forsvarlig måde. Hvis ikke rammerne snarest bliver ændret, så jeg kan udøve den omsorg, det nærvær, den sociale ydelse, der er essensen af mit job som sygeplejerske/pædagog/socialrådgiver, ser jeg mig nødsaget til at nedlægge arbejdet og bede min faglige organisation overtage forhandlingerne med arbejdsgiveren, så tingene kan blive bragt i orden.”

Hvad hvis vi holdt pause fra angsten, og tillod os at mærke den vrede, den dækker over