Prøv avisen
Kronik

Når skilsmissen rammer: Hvad er egentlig barnets bedste?

Man kan i skilsmissesager derfor ikke alene forlade sig på, at der eksisterer et generelt og altid rigtigt ”barnets bedste”, idet man derved netop ikke møder barnet i dets særegenhed – som et unikt individ – men i stedet reducerer det til en kategori (kategorien barn). Foto: Nima Stock

Politikernes intention er klar; det udskældte skilsmissesystem skal forbedres, og det skal gøres på en måde, der sikrer ”barnets bedste”. Men hvordan gør man det, og hvori består egentlig barnets bedste?

DEBATTEN OM SKILSMISSER, og hvorledes systemet til håndtering af skilsmissesager skal organiseres, finder ofte plads i den offentlige debat. Her går bølgerne typisk højt, hvor det eneste, man kan være enige om, er, at det ikke er godt nok.

I disse dage forhandles der politisk om en ny organisering af skilsmissesystemet. Her vil vi gerne slå et slag for børnenes stemme. Det gør vi med afsæt i barndomssociologien, herunder vores egen og andres empiriske forskning på feltet.

POLITIKERNES INTENTIONEN er klar: Det udskældte skilsmissesystem skal forbedres, og det skal gøres på en måde, der sikrer ”barnets bedste”. Men hvordan gør man det, og hvori består egentlig barnets bedste? Lige præcis her slutter den tilsyneladende enighed, for selvom de fleste kan tilslutte sig, at et højt konfliktniveau mellem forældrene ikke er til barnets bedste, så er der – når man kommer lidt tættere på – meget divergerende opfattelser af barnets bedste og af, hvad der er vigtigt at sikre i det nye skilsmissesystem. Det gælder blandt såvel forældre, advokater, dommere og børnesagkyndige som politikere. Frem for at melde os ind i kampen om defini- tionen om barnets bedste, tager vi et andet standpunkt: Lidt sat på spidsen er det vores overbevisning, at der slet ikke eksisterer et objektivt identificerbart barnets bedste – og slet ikke et, som er ens for alle børn. I stedet er det essentielt, at det enkelte barns perspektiv inddrages i håndteringen af konflikterne, så man tager hensyn til det, der er vigtigt for det konkrete barn.

Desværre er det vores oplevelse, at der trods mange gode hensigter fortsat er meget, der spænder ben for, at børnenes stemme får en central placering i beslutninger om organiseringen af livet efter en skilsmisse. Med de igangværende forhandlinger har politikerne en enestående chance for – sådan rigtigt – at forbedre det system, der gælder i skilsmissekonflikterne ved at skabe bedre betingelser for, at børnenes perspektiver kan komme i spil.

Rækken af argumenter for at inddrage børn i tilrettelæggelsen af deres eget postskilsmisseliv er lang. Overordnet kan mange sige, at der er de lovgivningsmæssige, de etiske og de mere metodisk funderede argumenter.

Det lovgivningsmæssige kommer særligt fra FN’s Børnekonvention, der klart tilkendegiver, at børn skal høres i sager, der har betydning for deres liv. Dertil kommer den danske forældreansvarslov, som tilskynder, at børn og deres synspunker inddrages i sager om forældremyndighed, bopæl og samvær. De metodiske argumenter handler om adgangen til børns særlige viden om at være barn i en skilsmissesag og et postskilsmisseliv.

Gennem inddragelse kan man få adgang til barnets helt særlige viden om, hvordan det er at være barnet: Om dets hverdagsliv, relationer, tanker, ønsker, udfordringer, bekymringer, dilemmaer med mere. Voksne, for eksempel forældre og professionelle, kan gøre sig mange kvalificerede forestillinger, både om, hvordan børn generelt har det, og om, hvordan et specifikt barn har det. Og det er selvfølgelig også vigtigt, men skal den særlige viden, som børn har om at være børn i et postskilsmisseliv, i spil, må børnene høres.

Det leder over i de mere videnskabsteoretiske og etiske argumenter om, at ethvert individ – barn eller voksen – må ses og mødes i dets særegenhed. At gøre andet er med filosoffen Emmanuel Levinas’ ord vold mod individet. Man kan i skilsmissesager derfor ikke alene forlade sig på, at der eksisterer et generelt og altid rigtigt ”barnets bedste”, idet man derved netop ikke møder barnet i dets særegenhed – som et unikt individ – men i stedet reducerer det til en kategori (kategorien barn).

Såvel i vores egne som i et hav af andre (danske og internationale) undersøgelser om og med børn står det lysende klart: Langt de fleste børn vil gerne høres, når deres postskilsmisseliv skal organiseres – og når de ikke bliver det, kan det have alvorlige konsekvenser.

I forbindelse med de mere mindelige brud, hvor forældre selv er i stand til at lave aftaler om bopæl, forældremyndighed og samvær, påhviler det forældrene at lytte til børnene. Det er afgørende, at de ikke forfalder til devisen om, at hvis det er en løsning, som vi (far og mor) kan blive enige om og trives med, så er det også partout godt for børnene.

I de sager, hvor forældrene af den ene eller den anden grund ikke kan blive enige, påhviler det systemet at lytte til børnene. Og det er særligt det ansvar, som vi her vil slå et slag for, at man med fordel kan udvikle og blive bedre til at leve op til. Mange børn oplever nemlig desværre, at de ikke bliver hørt ordentligt i systemets behandling af sagerne. Ej heller at de får tilstrækkelig hjælp til det, der er særlig vanskeligt. Samtidig oplever nogle af dem, der bliver kaldt ind til en børnesamtale, at det er en svær størrelse, og at det kan være vanskeligt under de nuværende betingelser at få fortalt om fortiden, det aktuelle postskilsmissehverdagsliv samt ønsker til forbedringer og forandringer.

Der er – ifølge børnene – behov for forbedring af retternes børneinddragelsespraksis. Det handler om det meget lavpraktiske: for eksempel lokalet, som samtalen holdes i; de voksne, der er til stede; tiden, der er afsat til samtalen, og det, at der kun er en enkelt samtale til at komme omkring de ofte dilemmafyldte perspektiver. Det handler dog også om måden, hvorpå børnene mødes i samtalen. Benyttes børnesamtalen for eksempel blot til at få bekræftet det billede, de professionelle allerede har fået af sagen, kan det være svært for barnet at komme frem med noget helt andet.

NOGLE BØRN OPLEVER, at en del af problemet handler om, at der i systemet og samfundet generelt er et alt for stort fokus på ligelig fordeling mellem forældrene. Dette fokus kan nemlig gøre det svært for børn, der har andre ønsker, at komme frem med disse – og for de professionelle at høre og handle på dem. Børnene oplever sådanne ønsker som illegitime, eller at de ved at give udtryk for dem samtidig siger, at den ene forælder er en dårlig forælder. Og det er jo oftest ikke det, det handler om. Videre ser vi, at der i retssystemet er stort fokus på forældreenighed og forlig, og at også dét nogle gange kan komme til at stå i vejen for børnenes perspektiv.

Forældres rettigheder er selvfølgelig vigtige – men det er børnenes også. Børn har ret til begge deres forældre, men har de også pligt til at fordele sig ligeligt mellem dem? Det er i hvert fald ikke nødvendigvis til alle børns bedste. Vi ved også, at enighed mellem forældrene har stor betydning for børnenes trivsel. Men det sikrer ikke barnets trivsel. Det er derfor vigtigt, at børnenes perspektiver hverken underordnes forældreenighed eller forældreligestilling.

For at få børneperspektivet reelt ind i løsningen af forældreansvars- og samværskonflikter, er det nødvendigt, at der i de igangværende forhandlinger i højere grad fokuseres på, hvordan dette kan gøres på en inkluderende og børnevenlig facon.

Det skal ikke alene leve op til de lovgivningsmæssige krav, men i endnu højere grad tage børnenes perspektiv alvorligt og indrette systemet således, at der gives bedre mulighed for at have en åben og involverende tilgang. Det kræver, at de professionelle, der skal varetage opgaven, er ordentligt klædt på til det – ifølge børnenes erfaringer og for- tællinger er det ikke altid tilfældet – hvilket ekkoes af nogle af de professionelle. Og så kræver det, ikke overraskende, at der afsættes både tid og økonomi til en reel prioritering af børneperspektivet i det nye system.