Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

Når troen bliver elektronisk

Når gudstjenester kommer i medierne, bliver seerne tilskuere til andres gudsdyrkelse. Stik imod gudstjenestens natur. Faldende seer- og lyttertal til trosstoffet giver alle med interesse for trosstoffet noget at tænke over, skriver mangeårig DR-medarbejder

DE SIGER, DET SNART BLIVER JUL. Så skal vi til det igen. Kirkefolket er ved at varme op til den rituelle klagesang over, at radio og tv ikke i forventet omfang afspejler den kristelige del af folkefesten. Og de ansvarlige er klar med bortforklaringerne. Samtidig er politikerne gået i skyttegravene for at udkæmpe slaget om den fremtidige fordeling af penge til medielandskabet.

Må jeg foreslå, at vi benytter lejligheden til at overveje forholdet mellem kirke og medier? Min baggrund er, at jeg som medarbejder i Danmarks Radio i 35 år har været grænsegænger. Undertiden på kirkens område. Undertiden på mediernes. Fronten skiftede. Det har været en storartet læreplads.

Min interesse var ikke så meget journalistiske udsendelser om kirkens forhold. Nej, det spændende er de øjeblikke, hvor det elektroniske medie er kirke – et sted, hvor troen og dens virkelighed folder sig ud.

I de 90 år, hvor kirke og tro har været i de elektroniske medier, er de blevet behandlet bedre end noget andet sted i det offentlige rum. Alle har haft glæde af det: Billige og nemme programmer og de oplagte kunder – kirkefolket – har været mere end tilfredse, når blot de fik det, som de ville have det. Og det gjorde de – engang! Nu går den ikke længere. Der findes ingen religions-helle! Heldigvis. For positiv særbehandling er døden.

En følge af folkekirkens specielle ledelsesstruktur har været, at vi i Danmark har overladt sagen til en privat forening, stærkt præget af missionske og frikirkelige kræfter, Kristelig Lytter- og Fjernseerforening, nu kaldet KLF, Kirke & Medier. Det har historisk set haft alvorlige følger for det, som engang blev kaldt kirkelige programmer i Danmarks Radio.

En af foreningens toneangivende formænd sognepræst Svend Aage Olsen sagde det klart og tydeligt: ”Forkyndelsen i medierne skal ske fra menighedens forsamling, tæt ved dåb og nadver.” Det er det modsatte af, hvad teologisk og mediemæssig omtanke og eftertanke på verdensplan har sagt om kirke og medier. Som den eneste radiofoni i verden har Statsradiofonien/Danmarks Radio således sendt to radiogudstjenestetransmissioner hver søn- og helligdag. I de fire sommermåneder var der kun en time mellem dem. På en monopoliseret radiokanal. Utroligt, men sandt.

DET GRUNDLÆGGENDE PROBLEM, når gudstjenester kommer i medierne, er, at vi gøres til tilskuere til andres gudsdyrkelse. Stik imod gudstjenestens natur. Den, der kender melodien, ”synger med”, alle andre får bekræftet fordommene. Mediegudstjenester spreder i stedet for at samle.

Det gælder ikke mindst tv-gudstjenester. Især sådan som det foregår nu. Man kalder det DR Kirken. Hvad betyder det for DR’s selvforståelse? Kan DR stå som tilrettelægger af en gudstjeneste? Har DR sin egen kirke? Tv-mediet er i alle sammenhænge underlagt underholdningsindustrien. Det er en tilstand, der smitter. Idealet for nyhedsjournalistik er infotainment, det skal både oplyse og underholde. Dertil kommer, at der i DR Kirken er tale om optagelser af gudstjenesterne. Flere ad gangen. Med fuld skrue på de involverede kirke- og mediefolks hittepåsomhed. Endnu en belastning af gudstjenestens natur.

Sådan som teknikken har udviklet sig, er det gammeldags at sende landsdækkende mediegudstjenester. Et tryk på telefonen kan bringe lyden fra sognekirken hjem til stuen. Lige så enkelt er det at streame den lokale gudstjeneste eller senere på søndagen at bringe en optagelse hjem til din dvd-afspiller med kærlig hilsen fra din sædvanlige kirkebænk. Langt billigere og langt mere teologisk og menneskeligt relevant.

Da vi (DR) i begyndelsen af 1980’erne efter 50 år afskaffede den ene af radiogudstjenesterne, skete det under protest fra KLF. Vi ville i stedet lave programmet ”Søndag morgen – om os selv og det vi tror på” med etik-værksted, bibelværksted, salmeværksted og samtaler om søndagens tekst. Det fik fem gange så mange lyttere, som gudstjenestetransmissionen havde haft, og var i en årrække P1’s mest aflyttede program. Programmets folkelige og kirkelige betydning i de 14 år, det blev sendt, er veldokumenteret.

Tillad mig at referere et brev fra de år: ”Jeg er ikke religiøs. Jeg kunne ikke drømme om at gå i kirke. Men jeg sætter vækkeuret til at ringe søndag klokken otte for at høre jeres åbne, tolerante og væsentlige program om livet.” Det var udsendelser, hvor man talte om mening i stedet for at lufte meninger. I en radiofonisk form. Sådan som det stadig sker i programmet ”Mennesker og tro”.

Når kirken skal i medierne, gælder det ikke om at forkynde, men om at formidle, ikke om at oversætte, men at omsætte. Præstekjolen skal hænges i garderoben.

DE FLESTE VESTLIGE LANDE har siden 1930’erne haft en radiofonisk tilrettelagt morgenandagt. Danmark fik først sådan en i 1975 ved en politisk studehandel mellem Arbejdernes Radioklub og KLF. Pastor Olsen protesterede over resultatet. Han ville have en ”salmesandwich”, det vil sige salme for og bag, en bøn og et bibelord samt en udlægning ved en præst. Gud ske tak og lov fik vi det forhindret. ”Ved dagens begyndelse” blev en radiofonisk eftertanke ud fra en kristen livsholdning. Fra starten et af Danmarks Radios mest markante succesprogrammer (citat af en generaldirektør).

Kun DR’s egen dårlige pleje af form og indhold berettigede til programmets ophør. Vi er således det eneste vestlige land, der for tiden ikke har et af radiofonien tilrettelagt ”ord til dagen”. Man forsøgte i nogle år i et samarbejde med kirkefolk at sende ”Dagens ord” på DR’s hjemmeside. Nu findes det alene på hjemmesiden folkekirken.dk.

Til gengæld har vi siden 1931 som det eneste land haft en direkte sendt liturgisk andagt, sendt fra og tilrettelagt af Københavns Domkirke. Formen har varieret gennem årene, domkirkens skiftende medarbejdere har sat deres præg på indholdet. Den kommer ”fra menighedens forsamling”, selvom denne fysisk set ikke er særlig talrig. Og selvom en liturgisk morgenandagt ikke er en dansk tradition. De andre domkirker blev spurgt, om de ville være med i en turnus. Alle ni sagde nej tak! Der er en vis grad af kunstigt åndedræt over Københavns Domkirkes morgenandagt.

Lidt faktiske tal. Højmessen på P1: Fra 1979-1982 gennemsnitligt 195.000 lyttere. I dag er der 61.000 svarende til en andel af alle radiolyttere på 4,2 procent. Tv-gudstjenesten havde i 18 årlige transmissioner i perioden fra 1979-1985 et gennemsnit på 188.000 seere. Nu er der hver søndag 15.000 (andel 2,7 procent). ”Morgenandagten” på P1 havde fra 1979-1982 113.000 lyttere, nu er der på P2 13.000 lyttere (andel 1,5 procent). På DR K følger 2000 med. Endelig har ”Mennesker og tro” på P1 i dag 79.000 lyttere inklusive genudsendelser (andel 4,3 procent). Det er tal, der giver alle noget at tænke over.

Kirkens folk må selv tage fat på den konstruktive eftertanke. Vi skal ikke regne med, at DR’s folk kan eller vil den slags. De tider er forbi, hvor Danmarks Radio gør kirkens arbejde. Før var udfordringerne mest kirkens. Nu er der meget, der tyder på, at det er medierne, der skal holdes i ørerne.

Det farligste for troen er, at sagen bliver afhængig af folk, hvis forhold til kirke og tro enten stammer fra en elsket bedstemor, der gik i kirke, eller fra en dårlig oplevelse ved en barnedåb. Ingen sag tåler usaglig og ufaglig behandling.

Glædelig mediejul. Personligt glæder jeg mig mest til julemorgen i min sognekirke.

Mogens Hansen er præst og mediemand.