Forfatter: Når vi bruger robotter, risikerer vi at reducere alt til ting

kronik | Hvis vi begynder at tro, at vi kan elske en robot lige så højt som et andet menneske, påvirker det vores forestilling om det menneskelige, deriblandt menneskelig kærlighed og venskabet mellem to mennesker, skriver den bogaktuelle forfatter Michael Böss

Dagens kronikør, lektor Michael Böss, har skrevet bogen "Det digitale massemenneske. Menneskeværd i ensomhedens tid", som udkom i går på forlaget People'sPress.
Dagens kronikør, lektor Michael Böss, har skrevet bogen "Det digitale massemenneske. Menneskeværd i ensomhedens tid", som udkom i går på forlaget People'sPress.

DEN ITALIENSKE renæssancekunstner Masaccios fresko i Santa Maria del Carmine-kirken i Firenze, ”Uddrivelsen af Paradis”, viser Adam og Eva, der lige har spist af den forbudne frugt. Men da de ser Gud komme vandrende gennem haven, gemmer de sig for ham. De bliver nemlig for første gang bevidste om, at deres kroppe er noget, de kan føle skam over. De opdager, at deres kropslighed både er en del af dem selv og alligevel også noget fremmed. Både subjekt og objekt. De forstår, at de ikke kun eksisterer ansigt til ansigt med hinanden, men også kan forenes gennem deres kroppe.

Deres skam opstår, når de ser på den anden som blot en krop, som blot en genstand. Derved bliver deres førhen uskyldige trang til at forene sig med hinanden reduceret til et begær efter selvtilfredsstillelse. De skjuler deres ansigter og kønsorganer, fordi de har erhvervet viden om, at de fra nu af ikke kun kan være sammen ansigt til ansigt. Det erotiske vil fra nu også være forbundet med deres kønsorganer.

På Masaccios maleri kan man således se to forskellige former for skam udtrykt: kroppens skam, som får Eva til at dække sit skød og sine bryster med hænderne. Og sjælens skam, som får Adam til at dække sit ansigt – sine øjne – med sine hænder. Adam dækker sit selv, sit autentiske jeg. Evas ansigt udtrykker derimod, at hun er blevet ramt af sorg over sin nye viden om, at hendes krop kan ”affortrylles” af Adams blik og på den måde reduceres til genstand.

Kundskabens træ bliver normalt beskrevet som kilden til viden om godt og ondt. Men det er måske ikke forkert. Syndefaldsmyten kan nemlig også fortolkes som en myte om, hvordan menneskets fald, altså dets syndighed, består i at reducere sig selv og den verden, vi lever i, til objekter, til ting.

RISIKOEN FOR TINGSLIGGØRELSE er øget med brugen af robotter i undervisning, social omsorg og hverdagslivet. Jeg vil illustrere det med to eksempler: brugen af digitale sexpartnere i privatlivet og sociale robotter i specialpædagogikken.

Ifølge forfatterne bag et studie, der blev offentliggjort i 2017, kan en sexpartner af kød og blod i fremtiden blive overflødig for mange mennesker. ”Vi mener, det bliver muligt at have en tilfredsstillende seksuel oplevelse, som ikke involverer mennesker, fordi de nye sexteknologier giver mulighed for en grad af fordybelse, som tidligere teknologier ikke giver,” sagde Neil McArthur, der er professor i filosofi ved University of Manitoba, til Videnskab.dk i december 2017.

Han og hans kolleger havde set på en række tidligere studier om, hvordan folk kommunikerer med robotter og integrerer teknologi i deres parforhold. De endte med at konkludere, at en ny seksualitet er under udvikling: ”digiseksualitet”.

Der er rent faktisk forskning, der tyder på, at visse mennesker tænder seksuelt på robotter. I en undersøgelse gennemført af det britiske datingsite saucydates.com viste det sig, at mere end en fjerdedel af de 29.000 adspurgte medlemmer havde haft samleje med en sexrobot med kunstig intelligens. De mest avancerede af slagsen koster op til 100.000 kroner og er i stand til at tale, huske og få orgasmer. Én af de første sexrobotter blev markedsført i 2010 som en ”livsledsagerske”.

Den svenske lektor i informationsteknologi og medstifter af en kampagneorganisation mod sexrobotter Erik Billing har udtalt til Videnskab.dk, at det er for enkelt at sige, som en sexolog har gjort, at der bare er tale om endnu et sexlegetøj, eller at hævde, at man blot lejer en maskine i stedet for en prostitueret. Der er andre følgevirkninger.

En af dem kunne være, at sexrobotterne i kombination med virtual reality-teknologi ikke alene fjerner behovet for menneskelige sexpartnere, men også er med til at banalisere selve det menneskelige kærlighedsforhold og det åndelige aspekt ved seksualitet og kærlighed. Den elskede bliver nemlig reduceret til en genstand.

SOCIALE ROBOTTER er også på vej ind i børns verden. Ingeniører og forskere fortæller begejstret om, hvordan robotter kan hjælpe autistiske børn, som har svært ved at forstå og kommunikere med andre. Årsagen siges at være, at robotter er enklere for børnene at forholde sig til, fordi de er mere forudsigelige end mennesker. Ved at interagere med robotterne kan de autistiske børn lære de sociale færdigheder, som de har brug for, når de interagerer med andre.

Allerede nu bliver der mange steder i verden eksperimenteret med robotter i børnehaver og i de første skoleår. Visse eksperter forudsiger, at de inden for de næste 10 år vil blive almindelige i ethvert klasseværelse. Men hvor det kan forekomme rimeligt og endog vigtigt, at børn ved, hvad en robot er og kan bruges til, er det straks mere problematisk at tro, den kan styrke børns indlæring.

Børn er ekstremt udsatte over for robotter, der ligner og udtrykker sig som mennesker. Der er for eksempel forskning i interaktionen mellem mennesker og sociale robotter, der viser, at børn og sårbare voksne lader sig manipulere, både positivt og negativt, af menneskelignende robotter, især hvis de er i stand til at udtrykke – eller rettere mime – følelser. Bekymringen går især på, at der er tale om et bedrag. For robotter kan hverken elske eller udtrykke venskab. De kan kun simulere.

Netop det element af bedrag, der ligger i sociale robotter, øger risikoen for, at børn mister autentisk menneskelig kontakt ved at knytte sig til ”robotvenner” og ”robotlærere”. Det vil kunne få stor negativ betydning for deres sociale udvikling. Der er derfor gode grunde til kun i meget begrænset omfang og til helt særlige formål at bruge sociale robotter i et klasseværelse.

DEN FINSKE FORFATTER og ekspert i kunstig intelligens Lasse Rouhiainen har opstillet fire regler for lærere om brug af robotter i undervisningen:

1) Vær bevidst om et klart formål, og brug kun robotten for at opnå det.

2) Brug robotten som hjælp til gentagne og mekaniske opgaver for derved at kunne fokusere mere på at lære eleverne noget.

3) Pas på, at børnene ikke udvikler en følelsesmæssig tilknytning til robotten, og sørg for, at de forstår, at den er en hjælp til indlæring og ikke en ven eller en social ledsager.

4) Følg etiske retningslinjer, når du bruger en robot i din undervisning.

I TAKT MED at sociale robotter vinder indpas i hjemmene, på institutionerne og på arbejdspladserne, er det vigtigt, at de netop ikke bliver konstrueret med menneskelignende træk. Tværtimod må de designes på en sådan måde, at de ligner mennesker mindst muligt. Og børn må tidligt i livet lære, at selvom robotter kan tale og udtrykke følelser, fortjener de hverken deres forståelse eller kærlighed.

Hvis vi begynder at tro, at vi kan elske en robot lige så højt som et andet menneske, påvirker det vores forestilling om det menneskelige, deriblandt menneskelig kærlighed og venskabet mellem to mennesker. Så er kærligheden og venskabet ikke længere et spørgsmål om at lægge sit liv tillidsfuldt i en andens hånd, men et udtryk for, at vores behov for kærlighed og nære forhold til andre bliver projiceret over på en maskine udstyret med en maske, der ligner et ansigt. Og så begynder vi at få svært ved at skelne mennesker fra maskiner, og vi risikerer at ende med at betragte os selv og hinanden som ”ikke andet end ting”.

Ja, det er et spørgsmål, om vi ikke allerede for længst har overskredet grænsen og er i færd med at tilpasse os en affortryllet verden. Men uden hverken at føle skyld eller skam.