Prøv avisen
Kronik

Nadver er både offer og fællesskab

Thomas Reinholdt Rasmussen

Thomas Reinholdt Rasmussen, Provst i Hjørring

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi skal passe på med alene at gøre nadveren til fællesskab og måltid. Kun ved også at forstå nadveren som offer, hvor mennesker mister alt deres eget og gives alt af Gud ved nadveren, kan kærligheden uden forbehold udfoldes, skriver dagens kronikør

DER ER VIST ALDRIG i den danske kirkes historie blevet spist så meget i kirken, som det sker for tiden. Ikke alene spises der i forlængelse af de forskellige former for gudstjenester, for eksempel høstgudstjenester, spaghettigudstjenester og lignende, men der spises også i selve gudstjenesten ved de mange særlige gudstjenester skærtorsdag, hvor der dækkes op med langbord i kirken, og menigheden forsamles til spisning under bibellæsning og sang.

Det er en praksis, der har Bibelen for sig, da de første kristne menigheder netop så nadveren som en kærlighedshandling, der skulle forene menigheden i spisning, og ganske givet også helt konkret give de mindrebemidlede mulighed for at få noget at spise. Det er en praksis, der bringer Paulus til at skrive til menigheden i Korinth, der netop skævvrider dette måltidsfællesskab.

Tilsyneladende var brødet og vinen og deres indstiftelse det, der omkransede måltidet, således at disse elementer havde en liturgisk karakter, der senere gennem historien er blevet forfinet til den liturgiske nadverhandling, vi kender i dag. Glemmes må det dog ikke, at nadveren hænger uløseligt sammen med kærlighedshandlingen over for næsten, hvilket godt kan tilsløres lidt i vore dages liturgier. Nadveren har retning fra og til kærligheden.

Når man betragter vore dages nadverhandlinger, og særligt hvis de får en anden karakter som skærtorsdagsspisning og lignende, så synes vægten at ligge på fællesskabet og på måltidet. Det er de udtryk, vi ofte finder. Men hvis nadveren alene tolkes som fællesskab og måltid, så truer nadveren med at få en horisontal karakter, der gør nadveren symbolsk. Det bliver en mere reformert nadverforvaltning end en luthersk nadverforvaltning. Men vi er nok nødt til at betragte nadveren med et teologisk tydningslag yderligere, for ellers mister nadveren den vertikale dimension: at kærligheden, der peges på, er af Gud.

I moderne teologi har på dansk grund teologen Regin Prenter (1907-1990) udfoldet en nadverteologi, der formår at fastholde også det vertikale perspektiv, samtidig med at det horisontale fastholdes.

I SIN STORE DOGMATIK ”Skabelse og genløsning”, der så dagens lys i 1950’erne, udfoldede Prenter en nadverteologi, der fastholdte nadverens offerkarakter. Det var Prenter på sin tid ikke ene om, da for eksempel en teolog som Gustaf Aulén (1879-1977) i 1956 udgav bogen ”För eder utgiven – En bok om nattvardens offermotiv”.

På baggrund af de økumeniske samtaler, som fik særlig intensitet efter Anden Verdenskrig, fandt man, at netop offermotivet kunne være med til ikke alene at nytænke nadveren, men også at de forskellige kirker kunne være enige om, at den nadverhandling, som finder sted i kirkerne, er den samme, hvilket man faktisk gør i både Limadokumentet fra 1982 og i dokumentet ”Das Herrenmahl” fra 1978. Der er således ikke tale om, at den ene kirke i sin nadverforvaltning ”spiller football”, og den anden kirke ”spiller soccer”, som det analogt er blevet sagt i sommerens nadverdebat her i avisen. Vi er enige om, at vi i kirkerne holder nadver, men vi er åbenbart i en tid, hvor vi er nødt til hele tiden at indhente tidligere generationers indsigter.

Prenters dogmatik er af de fornemste eksempler, vi har på modernistisk teologi, selvom man let kan snydes af bogens udstyr med stift bind og guldtryk til at tro, at det er ren klassicisme. Prenter tænker gudsbegrebet helt inde i historien og udfolder en luthersk teologi, der, efter Anden Verdenskrigs misbrug af skabelsesordninger, tør at tænke skabelse som pagt. Det er en tænkning, som Prenter har gennem Grundtvig.

I sin nadverteologi griber Prenter tilbage til Reformationens opgør med den romerske kirkes offerteologi, hvor nadveren var en gentagelse af Jesu offer på Golgata. Derved var forholdet vendt om, således at det var menneske, der ofrede til Gud og ikke omvendt, og at det var den menneskelige ydelse, der var det afgørende.

I Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 afvises offerteologi netop i artikel 24, en af de såkaldte misbrugsartikler. Men Prenter stiller berettiget spørgsmålet, om det egentlig er det, der finder sted. Afviser den reformatoriske artikel ikke blot de såkaldte privatmesser, og derved ryger offerteologien med ud? Privatmesse var nadverhandlinger på vegne af en person, og handlingen blev udført uden menighed.

Det er naturligvis uforeneligt med Martin Luthers retfærdiggørelseslære, hvor det er Gud, der er den handlende. Men det afgørende for Prenter er, at offertanken kan fastholdes også i luthersk gudstjeneste og teologi. Og den skal også fastholdes, for at nadveren ikke mister sin karakter af offentlighed. Det handler om, at menigheden ofres i nadveren, idet menigheden hengiver sig til Gud gennem Kristus i helligånden i troen. Troen er en selvopgivelse og selvhengivelse. Menigheden ofres i nadveren til Gud i den totale kærlighed. Derfor må privatmesserne naturligvis afvises, for uden menigheden intet offer.

Prenters nadverteologi er en konsekvent gennemtænkning af den lutherske retfærdiggørelseslære sammen med den paulinske tanke om menigheden som Kristi krop: som Kristus ofres på Golgata, således ofres menigheden nu som Kristi krop i nadverhandlingen. Menigheden bliver et med Guds kærlighed i nadveren. Vi ofrer ikke sakramentet, som teologien sagde det i reformationstidens romerkirke. Men i sakramentet ofres Kristus, og vi med ham.

PRENTER FORUDSÆTTER TRE TING i sin offerteologi: Det er Kristus og ikke os, der er subjekt i nadveren. Og det er Gud, der som den nærværende Kristus ofrer Guds folk, som ved dåben er forenet med Kristus (derfor har udøbte principielt set heller ikke adgang til nadveren), og endelig: Offerets hensigt er at ophøje, takke og love Gud. Dette sker i den ubetingede kærlighed, som er Gud selv.

Dette er ikke abstrakt teologi, selvom det kan forekomme fremmed. Prenter kan skrive, at ”hvor nadveren fejres ret, der kan vejen fra nadveren til næstens hverdag (…) ikke være lang”, og videre: ”De to ting hører sammen: brødet og vinen på altret – det legemlige offer i

hverdagen, ganske som de to andre ting hørte sammen: det legemlige offer på korset og brødet og vinen på altret.” Prenter fastholder med rette, at kun hvor nadveren fastholdes som Guds eget nærvær, fører nadveren ud i hverdagen.

Hvorfor? Fordi uden Guds nærvær (det, man kalder for realpræsens), bliver nadveren til et mindemåltid og truer med at lukke sig om sig selv i fællesskab og måltid. Kun hvor mennesker mister alt deres eget og gives alt af Gud ved nadveren, kan kærligheden uden forbehold udfoldes. Kun hvor menighedens fællesskab er uden for sig selv, kan det række ud over sig selv.

FOR AT KUNNE UDFOLDE denne teologiske tolkning af nadveren kræver det en fornyet opmærksomhed på kirken som Kristi krop, hvilket Paulus også gør i for eksempel Første Brev til Korintherne. Menigheden er ikke et fællesskab, der har sit fællesskab inden for sig selv, men uden for sig selv. Vi skal passe på i moderne nadverforvaltning ikke at lukke menigheden om sig selv, og det kan ske, hvor nadveren reduceres til fællesskab og måltid. Blot en gruppe har fælles ånd, er det ikke frihed. Åndsfrihed er kun til stede, hvor fællesskabet har sit tilknytningspunkt uden for sig selv.

I en tid, hvor fællesskaberne lukker sig om sig selv, er nadverens offerteologi en ny måde at bryde dette på. Hvis nadveren forkyndes ret, er menigheden bundet ind i den kærlighed, der som sin herres gik til grund på et kors. En kærlighed, der går ud i verden og også kan gå til grund i sit eget Jerusalem, for den er båret af opstandelsens herre.