Læge: Nærdødsoplevelser udfordrer vores syn på bevidsthed

Nærdødsoplevelser har den seneste tid fået en del offentlig opmærksomhed. Fra medicinsk side siger man typisk, at oplevelserne skyldes hallucinationer. Men intet tyder på, at det er rigtigt. Så hvad kan vi bruge historierne til? spørger læge

Hvorfor har ikke alle, der er tæt på døden, haft en nærdødsoplevelse? Og mange har haft nærdødsoplevelser i situationer, hvor de ikke har været, men kun troet sig, tæt på at dø – og i den situation mangler hjernen ikke ilt. Der er heller intet der tyder på, at det er hallucinationer, skriver læge i kronikken.
Hvorfor har ikke alle, der er tæt på døden, haft en nærdødsoplevelse? Og mange har haft nærdødsoplevelser i situationer, hvor de ikke har været, men kun troet sig, tæt på at dø – og i den situation mangler hjernen ikke ilt. Der er heller intet der tyder på, at det er hallucinationer, skriver læge i kronikken. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

PAM REYNOLDS undergik i 1991 i USA en hjerneoperation, hvorunder hun rapporterede at have haft en nærdødsoplevelse, som sidenhen skulle blive en af verdens måske mest kendte og gennemanalyserede nærdødsoplevelser.

Pam Reynolds havde en livstruende udposning, også kaldet et aneurisme, på et kar, dybt i hendes hjerne, og det var denne udposning, der var målet for hendes operation. Pam Reynolds undergik en sjælden procedure kaldet ”standstill”, hvor man udsætter patienten for et kontrolleret hjertestop. Hendes krop blev kølet ned til 10 grader, og blodcirkulationen i hendes krop stoppet – en procedure, der standser al hjerne-, hjerte- og organaktivitet. Inden da blev hun fuldt bedøvet, og hun havde fået ørepropper i ørerne, der udsendte meget høje, hurtige kliklyde – dette for at holde øje med, hvor dybt hun var bedøvet, og hun havde fået tapet sine øjenlåg i.

Pludselig, midt i proceduren, kunne Pam Reynolds se hele seancen fra et sted over sin krop, og hun kunne høre, hvad sygeplejerskerne sagde til lægerne i rummet, samt at de hørte Eagles’ ”Hotel California”. Hun så også en tunnel og et hvidt lys.

Derefter befandt hun sig i en anden dimension, hvor hun snakkede med sin afdøde onkel, der efter et stykke tid skubbede hende tilbage ind i hendes krop. Efter en vellykket operation, under hvilken hun havde været i fuld bedøvelse hele tiden, og i en periode haft ”hjertestop”, vågnede Pam Reynolds op og var blandt andet i stand til præcist at beskrive de unikke instrumenter, som operatøren havde anvendt og gengive samtalen med sygeplejersken.

Nærdødsoplevelser er et interessant fænomen, der på flere måder udfordrer vores syn på bevidstheden, og Pam Reynolds’ fortælling indeholder flere arketypiske elementer: lyset, tunnelen, udsigten fra et sted over kroppen, følelsen af fred og kærlighed, kontakten til afdøde familiemedlemmer, rejser til andre dimensioner, tilbagevenden til kroppen.

Nærdødsoplevelser opstår i relation til at være, eller opleve sig som, tæt på at dø. Det kan for eksempel være i bilulykker, mislykkede selvmordsforsøg, svær sygdom eller ved hjertestop. Det er et fænomen, der har været til stede hos menneskeheden i årtusinder, den tidligste beretning skildret af Platon omkring år 380 f.Kr. De opleves over hele verden og har samme form og struktur uafhængigt af religion og kultur. Og der er mange historier som Pam Reynolds’.

MAN KAN IKKE FORUDSIGE, hvem der får en nærdødsoplevelse, og man har endnu ikke fundet en god forklaring på, hvordan eller hvorfor nærdødsoplevelsen opstår. Den mest anvendte forklaring fra medicinsk side er, at det skyldes hallucinationer i en døende hjerne, der mangler ilt.

Forklaringen udspringer fra det fremherskende biomekaniske paradigme, der foreskriver at bevidstheden skabes af og er begrænset til den fysiske hjerne – så hvis hjernen dør, så stopper bevidstheden. Men hvorfor har alle, der er tæt på døden, så ikke en nærdødsoplevelse? Og mange har haft nærdødsoplevelser i situationer, hvor de ikke har været, men kun troet sig, tæt på at dø – og i den situation mangler hjernen ikke ilt. Der er heller intet der tyder på, at det er hallucinationer. Folk, der hallucinerer, kan sjældent huske det bagefter, oplevelserne er rodede og bizarre, og de ved også ofte godt, at det, de har oplevet eller sagt, var noget vrøvl – folk med en nærdødsoplevelse husker oplevelsen i meget høj detaljegrad i årtier, oplevelserne er strukturerede og klare, har narrative ligheder med andre nærdødsoplevelser, og de fleste beskriver oplevelsen som værende lige så ægte som, eller mere ægte end, den virkelighed, vi normalt er en del af.

NOGLE FORSKERE HAR PEGET PÅ, at øget aktivitet i visse dele af hjernen er ansvarlig for nærdødsoplevelsen, og at nærdødsoplevelsen derfor sker i hjernen. Det er klart, at specifikke dele af hjernen kan være særligt aktive før, under og efter en nærdødsoplevelse – men det er ikke vist, at dette er ansvarligt for at skabe en nærdødsoplevelse.

Mens du læser disse linjer, vil der for eksempel også være en øget aktivitet i din hjernes synscenter, men det betyder ikke, at din hjerne skaber denne tekst som en hallucination. Næsten alle med en nærdødsoplevelse beskriver, at de efterfølgende ikke længere frygter døden, og op mod 98 procent af dem, der har en nærdødsoplevelse, tror efterfølgende på, at der findes et liv efter døden.

Så hvad skal vi stille op med det? Betyder det, at vores bevidsthed overlever kroppens død, er det bevis for et efterliv? Eller er det blot et hjørne af dugen, som de åndeligt søgende krampagtigt kan holde fast i?

Jeg husker, da jeg læste Peter Bastians ”Ind i musikken”, at være meget fascineret af en model, han brugte til at beskrive bevidstheden. Modellen beskriver tre lag af bevidstheden: kroppen, sindet og ånden.

Kroppen repræsenterer i den sammenhæng sædet for vores fysiske verden. Sindet rummer vores intellekt, og følelser, og bæres af sproget. Ånden har vi svært ved at beskrive, hvad rummer, og jeg skal forsøge at beskrive hvorfor.

NÅR SINDET BETRAGTER KROPPEN, opstår videnskaben: vi kan undersøge verden, vi måler og vejer og gør ting op i tal. Dette er en praksis, der overvejende er kvantitativ. Når sindet betragter sindet opstår det, vi kalder fænomenologi: Her kan vi ikke bruge en maskine til at tælle. Her forsøger vi at begrebsliggøre ting, forstå subjektive oplevelser og forstå betydningen og værdien. Dette er en overvejende kvalitativ praksis. Men når sindet betragter ånden, opstår der problemer.

Ånden ligger uden for sindets rækkevidde, fordi sproget bryder sammen når man taler om ånd, man kan ikke beskrive det med ord. Kun ved myter og tro kan man nærme sig det. For eksempel kan sindet og intellektet med nogen træning lære at læse og forstå partituret til Beethovens 9. symfoni, og man kan spille tonerne i hele partituret hver for sig uden problemer. Men dette er ikke det samme som at høre et symfoniorkester spille hele værket. Den oplevelse kan ikke beskrives objektivt med ord, men kun gennem billeder og metaforer. Den kan kun erfares – og dette uanset om man bryder sig om klassisk musik eller ej. Og sådan er det også, når man forsøger at bevise den evige sjæl igennem almindelig videnskab. Det lader sig ikke gøre, sproget bryder sammen, og uanset hvor mange nærdødsoplevelseshistorier man læser – så har man ikke mærket, hvordan det føles at svæve over sin krop eller snakke med sin afdøde bedstefar.

Det interessante er selvfølgelig også, hvad det betyder for oplevelsen af, hvad ”jeg” er for en størrelse. De fleste ville sige om deres hånd, at ”dette er min hånd”. Sproget viser os altså, at vi ikke er vores krop. Og hvis man stadig kan tænke, huske og føle, når ens krop er død – ja, så er det muligt, at ens egen forståelse af, hvad eller hvem man er, kræver revision.

Der er stadig megen tabu og skam om tro og eksistens i Danmark, både specifikt om nærdødsoplevelser, men også generelt. Det er en af grundene til, at det er interessant at undersøge nærdødsoplevelser, og hvordan de påvirker mennesker.

Måske nærdødsoplevelsen blot er endnu et af hjernens fantastiske fabrikater, måske er det et vink fra en bevidsthed, der overlever kroppens forfald. I det spørgsmål er det eneste, alle vi andre dødelige, der ikke har været på smuttur til himlen, kan gøre, at kigge ind i os selv og tro – og tro er alene op til den enkelte.