I 2006 blev det af et politisk flertal besluttet at indføre nationale test i folkeskolen. Det kostede over 110 millioner kroner at udvikle dem.
Testene var tænkt som et pædagogisk redskab til lærerne, så de kunne evaluere eleverne og lave målrettet undervisning ud fra resultaterne. Men i dag peger en række forskningsundersøgelser af de nationale test samlet set på flere alvorlige problemer ved testene: De måler på nogle forkerte ting, de måler med en stor usikkerhed, de fungerer ikke som pædagogisk redskab, og de har store konsekvenser for mange børns trivsel.
En af de ting, de nationale test forsøger at måle på, er elevernes viden om ordsprog eller evne til at sætte ord sammen. Men de er ikke i stand til at måle elevernes evne til at tænke kritisk, kreativt og selvstændigt. Testene forsøger at måle på meget snævre parametre, der ikke fortæller noget om elevernes alsidige faglige og personlige evner.
Herudover måler testene med en meget stor usikkerhed på et individuelt niveau, hvilket betyder, at de ikke kan anvendes som pædagogisk redskab til at hjælpe den enkelte elev, fordi resultaterne kan være misvisende.
Et andet problem ved testene er en tendens til, at der bliver undervist i retning mod testene – også kaldet teaching to the test . Det betyder, at lærerne målretter undervisningen for at gøre eleverne klar til testene. Det kunne de bare undlade at gøre, kunne man indvende, men når både forvaltning og skoledere signalerer, at testene er vigtige, er det kun forståeligt, at lærerne tilrettelægger undervisningen efter dem.
Så selvom statsrevisorerne i deres beretning om de nationale test påstår, at de koster nul kroner at udføre i praksis, fordi testene udføres inden for skoletiden, koster de dyrt i lærerressourcer. For testene skal ikke kun udføres; resultaterne skal også forstås, fortolkes og formidles til forældrene. Det kræver en masse af lærernes arbejdstid, der kunne bruges langt bedre. For eksempel på at undervise i de ting, lærerne ved, eleverne har brug for, og som er fagligt meningsgivende for lærerne.
Hvis testene skulle fungere som et pædagogisk redskab, skulle de desuden kunne motivere eleverne til at lære. Men det viser sig, at testene gør lige det modsatte. I stedet for at skabe et nysgerrigt og meningsfuldt læringsrum, hvor eleverne får en styrket lyst til at lære og udvikle sig, skaber de nationale test en præstationskultur, hvor eleverne føler et stort pres.
Flere forskningsundersøgelser peger på, at de nationale test skaber stressede børn, der føler sig kede af det, og som mister modet og selvværdet.
Desuden peges der på, at testene også har en social slagside, idet de har en tendens til fagligt at styrke de elever, der i forvejen klarer sig godt i testene, mens det modsatte er tilfældet for de elever, der er mest udfordrede. Det kan hænge sammen med, at det ikke er særligt motiverende for læring og udvikling at få stukket et dårligt testresultat i hovedet.
Når man som forælder får tilsendt et testresultat for sit barn, der måske viser et dårligt resultat, er det ikke underligt, hvis man får det indtryk, at ens barn ikke klarer sig godt nok. Det er det, de fleste forældre ønsker for deres børn. At de skal klare sig godt. Og hvis de ifølge en test ikke gør det, kan man hurtigt komme til at rette en bekymring over for sit barn. Det giver en forståelse af uddannelse som et sted, hvor børn skal lære bestemte ting på bestemte tidspunkter, alle sammen i takt.
Men det er helt misvisende. For læring er en individuel proces. Alle lærer på forskellige måder og i forskellige hastigheder. Nogle børn lærer at læse, inden de går ud af 0. klasse, mens andre lærer det i 2. klasse. Og det er der intet i vejen med. På den måde risikerer de nationale test at skabe nogle problemer, der slet ikke er der.
De nationale test var designet som et pædagogisk redskab, udviklet til at være en hjælp for den enkelte lærer. Men paradoksalt nok bruges de til at føre kontrol med dem. Testene er derfor et udtryk for manglende tillid til skolerne og lærernes faglige kompetencer. Hvis testene var ment som et redskab, der kunne hjælpe lærerne i deres undervisning, er der ingen grund til, at testene skal være obligatoriske. Det fratager den enkelte lærers faglige vurdering af, hvad eleverne har brug for i deres personlige og faglige udvikling.
I stedet for at kontrollere skolerne og lærerne bør vi i stedet genvinde tilliden til dem. Vi skal stole på, at de med deres gode uddannelse og en masse års erfaring med at undervise er de mest kompetente mennesker til løfte opgaven. Folkeskolen har ikke brug for politisk topstyring og konkurrencestatslogik. Den har brug for at få plads til at gøre det, den er bedst til: at varetage uddannelsen og dannelsen af vores børn.
De nationale test implicerer en forståelse af eleven som en beholder med et decilitermål ned langs siden. Det er lærerens opgave at hælde et indhold ned i den tomme beholder, så vi efterfølgende kan aflæse, hvor meget der er i bægeret. Der fokuseres udelukkende på mål og indhold. Problemet med denne måde at forstå elever og læring er, at elever ikke bare er instrumentelle redskaber, der kan bruges til at udføre samfundets store økonomiske og konkurrencedygtige kageopskrift.
De nationale test er ikke nyttige, fordi elever ikke er tomme beholdere, vi bare skal fylde det samme faglige indhold i. For det faglige indhold er ikke noget værd, hvis det ikke bliver omsat til personlig læring.
Læring er en proces, der sker i tæt interaktion med den enkelte elev. Og elever omsætter derfor fagligt indhold til læring på vidt forskellige måder. Når man lærer, har man hele tiden sig selv som menneske med – sit følelsesliv, sin baggrund og sine tanker.
Vi skal begynde at forstå uddannelse og læring som næring til den enkelte elev. Måske skal elever nærmere forstås som lysegrønne spirer, der langsomt vokser op og bliver til planter. De vokser i meget forskellige hastigheder og har brug for forskellige mængder vand og sol.
Fagligt indhold skal omdannes til læring og personlig udvikling. Derfor er det ikke lærerens rolle bare at tage et forklæde på, følge opskriften og så ellers begynde at fylde ting i skålen. Læreren skal derimod fordre en lyst til at lære og udvikle elevernes nysgerrighed over for verden.
Undervejs i den proces giver læreren eleverne den faglige næring, de har brug for. Det understøtter de nationale test ikke. De gør det modsatte og spilder lærerens tid, der kunne have været brugt på at styrke eleverne både fagligt og personligt!
Vi har ikke brug for, at alle elever, der går ud af folkeskolen, kan recitere de samme faglige facts. Vi har brug for, at de går ud med en lyst til at lære mere, med en bedre forståelse af sig selv og den kultur, de indgår i, med en styrket fantasi og et mod på at deltage som medborgere i vores samfund.
Og den lyst, den forståelse og det mod kan ikke måles med en test. For læring er en kompleks og personlig proces, der ikke kan sættes på tal. Vi går heller ikke rundt og laver matematiske udregninger på Halfdan Rasmussens sange.
Og netop Halfdan Rasmussen skrev således om læring: ”At lære er at famle i mørket, blind og stum, at sprænge eller samle sit eget verdensrum, at vække det, der sover, og gøre tanken fri, at se en himmel over hver drøm, man lever i.”
Carolina Magdalene Maier er folketingsmedlem og uddannelsesordfører for Alternativet