Prøv avisen

Nationalfølelsen er god nok

Af tidens mange faldne fællesskaber står det nationale stadig oprejst. Men temmelig ubenyttet. For det har været hånet, spottet og latterliggjort i mange år, skriver dagens kronikør

Da jeg var barn, dukkede hver tredje måned en mand op og ringede på vores dør. Han kom om aftenen og var i mørkt, slidt tøj. Han blev bedt indenfor, og mine forældre fik en snak med ham, hvorefter far betalte ham sit og mors kontingent til Socialdemokratiet. Han hed inkassatoren. Jeg går ud fra, at der ude på landet også cyklede en inkassator omkring og inkasserede kontingenter til partiet Venstre.

Inkassatoren besøgte flere andre i vores boligkarré. Far og mor kendte dem alle. Mange af disse ægtepar havde ligesom mor og far mødt hinanden i DSU. Ligesom Anders Fogh Rasmussen (V) og Anne-Mette mødte hinanden i VU.

Der går ikke længere nogen inkassator rundt for Socialdemokraterne eller Venstre. Partimedlemmerne modtager et girokort, som de kan printe ud fra nettet og indbetale ved at trykke på netbankens taster.

Sammenholdet i de politiske partier var ikke det eneste, der bandt folk sammen for 50, 75 og 100 år siden. Familien med forgreninger var fællesskabets kerne. Hos os var tanter, onkler og hele molevitten jævnligt samlet til fødselsdagsfester, hvor vi sang de københavnske revyviser tilbage til Erik Bøghs dage. Vel var der også dengang nogle i familien, der blev skilt, og nogle, der ikke var stuerene efter socialdemokratisk målestok. Men familien var alligevel en del af vores identitet.

Det samme var min fars arbejde og firma. Det glædede mig, når far solgte mange af sine Arako-radioapparater. Politisk ståsted, arbejdsplads og familie udgjorde de fællesskaber for os, der gav tilværelsen ramme og mening. De udgjorde også nogle begrænsninger, for ikke at sige idiosynkrasier. I min familie lå der altid et tvivlsomt skær over folk, der ikke var socialdemokrater.

I andre verdener fandt man sit fællesskab i uddannelsen. For eksempel den prøjsiske officerselite. Eller i den position, nedarvede besiddelser gav den britiske overklasse. Disse identitetsskabende fællesskaber er mere eller mindre gået nedenom og hjem.

Hvad har vi så nu at være fælles om? For den for tiden grasserende individualisme er ikke nok. At være i et fællesskab er uundværligt for mennesker. Kan EU erstatte tidligere tiders varme partipolitiske fællesskaber? Nej, EU føles som noget nødvendigt, men også som noget fremmedartet og uoverskueligt. Globalisering? Den forærer os to kinesiske skjorter i bytte for en fra Ikast. Hurra for det!

Men så titter Twitter og Facebook frem. De fællesskaber har succes. Og dog, er din Facebookvens virtuelle oplysning om, at man kan få 12 flasker billig rødvin i Brugsen i Birkerød ikke et lidt fattigt fællesskab? Men Facebook vidner om, at folk søger efter nye fællesskaber.

En amerikansk soldat, der havde deltaget i de grusomme kampe med japanerne på Okinawa i 1945, sad som gammel mand i en tv-udsendelse og funderede over, hvad han og hans kammerater havde længtes efter under krigen. "Hjemmet", sagde han, "hjemmet er den ultimative værdi for hvert menneske."

Hjemmet udgøres af ens kære og ens venner. Men også af ens modersmål, boligen, hjemegnen og vejrliget. Og så af den historie og den kultur, nutiden er vokset ud af. Han, der bor i Holbæk, har bronzealderens fisker i Isefjorden som et tilstedeværende medlem af sin egen familie.

Københavneren skal huske, at hans fader stod her i Vester Voldgade den kolde nat den 11. februar 1659 og affyrede sin muskedonner ind i brystet på den svenske officer, som Carl X Gustav havde beordret til – sammen med 10.000 andre – at indtage, voldtage og plyndre København.

Vores hjem er ikke kun vores egen gade eller hus, men alle de steder, hvor vores sprog tales, og hvor vores historie har fundet sted. Grathe Hede. Jellingstenen. Lund med den danske domkirke. H.C. Ørsted og Oehlenschläger på Langeland. Arbejdernes Fælledpark på Østerbro. Malerne på Skagen. Blicher på heden. Mærsk Mc-Kinney Møller over havene og på Holmen.

Til vores historie hører Christian II's og Christian IV's dumheder. Men hertil hører også de talrige danske bønders omsorg for deres jord så vel som de genialiteter, vores Ole Rømer, Niels Bohr, Søren Kierkegaard, N.F.S. Grundtvig og Jørn Utzon fandt på.

Jo bedre vi kender alt dette, jo mere vi indoptager det i os, jo mere er vi vores egen kulturarv, jo mere er vi vores land, jo mere har vi derved mangfoldiggjort vores liv.

Kald det nationalfølelse. Der er intet ondt i det ord. Det har intet at gøre med nationalisme, den ophidsede massesuggestion, stormagternes befolkninger gik i krig med i 1914. Nationalfølelse er hjemlighed. Det er naturligt. Det er en rolig lykke at kende sit hjem, værdsætte det, tage sit udgangspunkt her.

Nationalfølelse peger ikke kun bagud. Den indbefatter også fremtiden. Vi skal identificere os med vores efterkommere og se frem til et Danmark, hvor forurening er væk, trafikulykker ophørt, svinebaronerne holdt op med at stinke og plage grisene, og sygdomme overvundne. Hvor nødvendighedens lov er afløst af kreativitetens.

Nationalfølelse er ånd. Den er der ellers ikke meget af i disse år, da forbrug og detaljerne fra det seneste kvindemord i den grad behersker vores offentlige rum.

Men der forbliver en længsel i os efter ånd, som går dybere end, at enhver må blive salig i sin tro og i øvrigt hytte sit skind, så godt han kan. Af de mange faldne fællesskaber står det nationale stadig oprejst. Men temmelig ubenyttet. For det har været hånet, spottet og latterliggjort i mange år.

Nationalfølelsens værdi nummer et er, at den frigør os fra egoismen. Den rummer denne magiske dobbelthed, at vi er os selv. Men vi er også de andre omkring os. Velfærdsstaten siger, vi er forpligtet over for fællesskabet. Men nationalfølelsen siger noget mere. Nemlig, at vi er et med vore medmennesker. Ikke i fysisk forstand. For fællesskab er en åndelig tilstand.

Men det åndelige fællesskab giver sig fysisk til kende. På fortovet griber vi efter den forbipasserende, der snubler. Vi rækker en arm til den blinde, der skal over gaden. Vi trøster et grædende barn. Vi klapper vores ven på ryggen. Vi kysser en veninde. For livet er en hård affære. Og alle omkring dig er kød af dit kød, blod af dit blod.

Vi skal meget mere end nu bevidne fællesskabsfølelsen. Ethvert fremmed menneske, vi møder, skal vi smile til, tale til, rose, røre ved. Vi skal møde hinanden som venner, ikke som konkurrenter, som fjender.

I princippet gælder fællesskabet alle mennesker på Jorden. Men jeg tror ikke, det er muligt at skabe den nære fællesskabsfølelse til andre end dem, vi deler sprog, landskab, vejrlig, kultur, grundlæggende livsvilkår med.

Dette betyder ikke fjendskab over for folk uden for den nationale samhørighed. Den identitetsskabende nationalfølelse er bare ikke til stede mellem for eksempel indonesere og sjællændere. Det internationale er et samarbejde.

Det nationale er en fælles følelse, der overskrider jeg?et. Digteren Blicher sagde det så ligefremt og smukt:

Så skulle dog alle I danske mænd

af hjertet elske hinanden!

I faren og døden sig give hen

den ene med lyst for den anden!

Det nationalistiske er en bravade. Det nationale er en inderlighed, der kan fylde velfærdsstaten med mening og gøre døden til skamme. Jeg som nationalt væsen lever videre, selvom jeg som individ dør.

Hvordan samfundet skal indrettes, for at alle kan forstå og deltage i denne løftende samhørighed, er en lidt længere historie. Den findes at læse i min nye bog, "Tør du være dansk?".

Ole Hyltoft er forfatter og næstformand i Danmarks Radios bestyrelse