DA DEN IKONISKE Notre Dame-katedral i Paris brændte sidste år, samledes parisiske borgere i forbøn for katedralen. De sang, knælede på gadehjørnerne og bad for, at katedralen måtte blive skånet mest muligt for flammernes hærgen. For øjnene af dem som for resten af den verden, der fulgte dramaet i fjernsynet, forsvandt et enestående kulturelt fyrtårn, der igennem århundreder havde givet liv til europæisk åndshistorie og identitet.
Notre Dame var derfor langt mere end en stor og murstenstung bygning, der gik op i røg. Det, der blev forvandlet til aske og flydende bly, var også et sted for æstetisk erfaring og gudserkendelse i et ellers afmytologiseret og sekulariseret Europa.
Katedralen formidlede som enhver anden kirke det hellige, det guddommelige i form af både ord og sakramenter til et vidnesbyrd om kristendommens skabende og opretholdende Gud. Det kommer den til igen, for bygninger kan genopbygges og restaureres. De er skabt i vores billede ud fra den herskende kulturforståelse og samtidens arkitektoniske vision for funktionalitet og æstetik.
HELT ANDERLEDES SER DET UD, når blikket flyttes til naturens katedral. Den natur, vi ikke selv har skabt, men som vi mennesker selv er en del af. Vi er natur som træerne omkring os, det salte Vesterhav, de grønne enge, bakkerne og dalene. Vi er natur som gletsjerne i Grønland, der smelter, og skove i Australien, der brænder. Vi er regnen, der ikke længere falder de rigtige steder, og plasticaffaldet, der ender som store mængder af mikroplast til skade for dyrelivet i verdenshavene.
Naturen eksisterede, inden vi kom til som art og vil sandsynligvis også eksistere i en eller anden variant den dag, vi ikke længere er her.
Hvilken form den vil antage, det kan vi hver især kun gisne om, hvis vi ikke vil ændre os selv og vores vaner. Den stigende bevidsthed omkring klimaet og de enorme problemer, vi som verdenssamfund står over for, burde derfor kalde på en gentænkning af vores forhold til naturen.
Ikke ud fra, hvordan vi som art er skyldige i misrøgt af planeten Jorden, men ud fra, hvordan naturen kan tiltænkes sakramental værdi i sig selv, fordi den vidner om noget langt større end det, vi umiddelbart kan se.
DET HANDLER HELT fundamentalt om at ændre vores syn fra et nytteperspektiv, hvori naturen udelukkende skal genere uendelig materiel vækst til de få heldige, til et syn på naturen, hvori naturen i sig selv kan være en vej til erkendelse af, hvem vi selv og det guddommelige er.
Naturen kan på den måde skabe et rum for mødet mellem os selv og Gud, som Jorden kan få tilskrevet sakramental værdi, der vidner om Guds nådefulde nærvær i skaberværket.
Denne tanke er slet ikke særlig ny, men den er fuldstændig fraværende i den offentlige samtale om naturen. Naturen som erfaringsgrundlag for gudserkendelse findes op igennem hele teologihistorien, fra ørkenasketerne til middelalderens munke. Nok havde de egyptiske ørkenfædre frasagt sig deres verdslige ejendele, men de fornægtede ikke verden.
Vigtigheden af netop naturen som en vej til gudserkendelse møder vi også i fortællingen om den hellige eneboer Antonios, som levede i det 3. århundrede i Egypten. I en samtale med nogle filosoffer spørger de ham indgående, hvordan han kan leve uden bøger i ørkenen, og han svarer dem, at hans bøger er verden omkring ham, i den kan han læse om Guds vidunderlige gerninger. Verden og naturen er Guds bog.
TANKEN OM NATUREN som et vindue til Gud har nu også fundet indpas i senere forfatteres værker. Heriblandt også i den store engelske forfatter C.S. Lewis’ forfatterskab.
I sin antologi ”George MacDonald: An Anthology” citerer han sin skotske læremester George MacDonalds ord: ”(...) den dybere mening med naturen er hendes mediation mellem os selv og Gud.” Ligeledes gennemstrømmes hans autobiografi ”Overvældet af glæde” (”Surprised by Joy”) af en nærmest barnlig længsel efter at blive forenet med den natur, der venter derude i det fjerne. De bakker, han ikke kan nå, men som alligevel fylder ham med længsel. At verdener smelter sammen i C.S. Lewis’ fortællinger og er nærmest plastiske i deres konsistens, får vi også syn for i hans Narnia-fortællinger. De fleste husker nok garderobeskabet, som er en portal fra denne verden til en anden. Verdener mødes og lukker det menneskelige perspektiv op for andet end det synlige. Det skjulte træder pludseligt frem og bliver transparent.
For Lewis, som for den langt mindre i en dansk kontekst kendte engelske forfatter Philip Sherrard er naturen ganske enkelt langt mere, end hvad øjet kan se. Den udtrykker i sin kompleksitet det uendelige, Guds hellige kraft, som viser hen til skaberen selv. I Sherrards optik har vores mekaniserede, industrielle og dehumaniserede mentalitet, som vi har skabt verden ud af, været med til at adskille det guddommelige fra verden. Vi har udskrevet Gud af ligningen og dermed adskilt os selv fra den, som alt godt kommer fra.
MÅSKE ER DET I VIRKELIGHEDEN med den erkendelse i baghovedet, at vi skal gentænke vores naturforståelse, såvel hvad angår naturen omkring os som os selv? For noget skal til for at ændre vores mentalitet. Vi skal lære at elske naturen. For kun det, man elsker, vil man ofre noget for og beskytte.
Måske skal vi derfor begynde at arbejde med de ord og billeder, vi forsøger at beskrive naturen med. For den almindelige og ældgamle personificering af Jorden som Moder Jord, der altid er givende og ernærende, synes ikke længere at være meningsfuld. Alt viser, at Jorden ligesom klimaet ændrer sig i en sådan hast, at selv videnskaben ikke kan forudsige de scenarier, der venter ude i horisonten. Vi kan ikke længere tage Jorden for givet, som vi gjorde det førhen. Vi bliver nødt til at ændre vores opfattelse, så vi ser Jorden i et nyt perspektiv.
En måde at gøre det på er, at vi udskifter billedet af Jorden som en mor med billedet af Jorden som et barn, vi selv skal værne om og give næring. Hvis vi begynder at tage ansvar for Jorden, som vi selv er blevet givet, så kan meget ændres.
Billedet af Jorden som alle menneskers fælles barn kan måske være med til at overbevise os om, at vi har et fælles ansvar for alt under himlen. For hvem vil ikke give sit barn et glas vand, når det tørster? Hvem vil ikke give sit barn et tæppe, når det fryser? Hvem vil ikke redde sit barn, når det er ved at drukne? Eller redde det fra flammerne, når alt brænder omkring det?
Hvis vi tør være mødre og fædre for naturen – som gartnere og trofaste vingårdsarbejdere – så er der ikke langt til, at vi kan genfinde troen på, at himmeriget er midt iblandt os. Det findes hverken på Mars eller på en jordlignende eksoplanet 100 lysår fra Jorden. Det findes her på denne planet, i den natur, der er omkring os, som i det fællesskab, vi deler med hinanden.