Prøv avisen

Naturligvis findes der en kristen etik

Selvom bestemmelsen af den kristne etik kan være vanskelig at gennemføre dækkende i en kort tekst, så er der dog stadig nogle grundtræk, som det giver mening at minde om, skriver dagens kronikør. Foto: colourbox.com

KRONIK Kan man overhovedet tale om kristen etik? Lige så selvfølgelig denne forestilling er uden for en dansk sammenhæng, lige så svært fordøjelig er den åbenbart i Danmark

Debatten om den kristne etik har noget vedholdende over sig. Sidste forår udviste Kristeligt Dagblad den generøsitet at lade denne diskussion udfolde sig i avisens spalter. Nu rører diskussionen atter på sig.

Endnu en gang er der gode teologer i det danske landskab, der lader sig udfordre af det ellers selvfølgelige, at der naturligvis er en kristen etik. Lige så selvfølgelig denne forestilling er uden for en dansk sammenhæng, lige så svært fordøjelig er den åbenbart i Danmark.

LÆS OGSÅ: Selvfølgelig er der en specifik kristen etik

Den 23. april rækker Thomas Reinholdt Rasmussen i Kristeligt Dagblad imidlertid hånden ud og spørger mig, hvad en kristen etik helt konkret er. Denne opfordring tager jeg med glæde imod og skal forsøge at svare så fyldestgørende som muligt.

NÅR JEG TALER OM en kristen etik, er der tale om forskellige sider af denne. For det første er der tale om en faglig disciplin. I denne forstand ville det måske være mere korrekt at tale om en teologisk etik.

Der er her tale om en disciplin inden for det teologiske studium, der reflekterer over etikkens historie, indhold og sigte i lyset af og i samtale med andre fag, dels på universitetet som helhed, dels inden for teologien.

Som en faglig disciplin kommer den også til udtryk i en række internationale sammenslutninger, videnskabelige antologiserier, tidsskrifter, lærestole og så videre. Her er der empirisk set tale om den kristne etik som en selvfølgelighed. Ethvert forsøg på at fornægte dette bliver helt igennem absurd.

For det andet er det vigtigt at sondre mellem den kristne etik som deskriptiv og normativ. Begge tilgange er væsentlige. For den deskriptive tilgang til den kristne etik er det væsentligt at arbejde beskrivende.

Første del i den tysk teolog Dietz Langes bog Ethik in evangelischer Perspektive er et udmærket eksempel på en sådan tilgang, hvor han gør rede for protestantisk etik i det 20. århundrede. Denne tilgang er mindre kontroversiel, hvilket beror på dens mere faktuelle karakter.

Den normative tilgang er derimod lidt mere kontroversiel, da den rejser spørgsmålet, hvad der bør gøres. Den kan dels være optaget af grundspørgsmål. Dette kaldes undertiden den principielle del.

Spørgsmålene, der melder sig, er for eksempel, hvordan vi forstår og begrunder begreber som det gode og det rette, hvad kærlighed er, hvordan vi forstår Guds vilje, om vi i dag kan gøre traditionen om den naturlige lov gældende og så videre. Første del af den danske teolog N.H. Søes Kristelig etik er et eksempel på en sådan tilgang.

Dels kan den tage stilling til konkrete spørgsmål. Dette kaldes undertiden dens specielle del. Den reflekterer her for eksempel over kriterier for den retfærdige krig, seksuelle samlivsformer, spørgsmålet om aktiv dødshjælp, og hvordan vi skal forholde os over for klimatruslen.

Uden for en dansk sammenhæng er der talrige indføringer i kristen etik på disse konkrete områder. Som eksempel kan nævnes anden hoveddel i Lisa Sowle Cahill og James F. Childress Christian Ethics. Problems and Prospects.

Som man vel kan forestille sig, er den kristne etiks arbejdsområde derfor også så omfattende, at det er vanskeligt blot med en meget kort tekst udtømmende at bestemme, hvad den kristne etik er. Den kan antage mange forskellige skikkelser og komme til udtryk på mange forskellige måder.

Selvom bestemmelsen af den kristne etik kan være vanskelig at gennemføre dækkende i en kort tekst, så er der dog stadig nogle grundtræk, som det giver mening at minde om.

Et af disse grundtræk er, at den kristne etik udspringer af fire kilder: Bibelen, traditionen, fornuften og erfaringen. I forhold til Bibelen anerkender den kristne etik, at de bibelske tekster spiller en væsentlig rolle i forståelsen af, hvordan det kristne liv kan komme til udtryk.

Traditionen spiller en afgørende rolle både som en samtalepartner i forståelsen af det kristne liv og som en tolkningsnøgle i forhold til samtiden og læsningen af de bibelske skrifter.

Fornuften er afgørende i sin inddragelse af andre fagområder (herunder filosofien og videnskabelige indsigter i øvrigt), ligesom den klassiske tradition om den naturlige lov er nært forbundet hermed.

Endelig er erfaringen afgørende som en fremhævelse af den indfældethed i den skabte verden, som vi lever ud fra. En nærmere udfoldelse af disse fire kilder kan blandt andet findes i Gilbert Mei­laender og William Werpehowskis The Oxford Handbook of Theological Ethics fra 2005.

En anden tilgang til bestemmelsen af den kristne etik er at tage udgangspunkt i en bestemt grundforståelse. Det er dette, der kommer til udtryk ved forståelsen af den kristne etik som refleksionen over de etiske implikationer af Jesu Kristi liv, død og opstandelse.

Dette udgangspunkt er bestemt af, at forholdet til Kristus er uomgængeligt for den kristne etik, og at den derfor som helhed er at betragte som et gensvar på denne virkelighed.

Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffers Ethik kan i øvrigt langt hen ad vejen også forstås i denne retning. Den fremhævede grundbestemmelse indebærer to væsentlige sider.

For det første er det en fastholdelse af, at etikken udspringer af Guds vilje, som den er åbenbaret i Jesus Kristus. For det andet indebærer denne bestemmelse, at etikken udspringer af Kristusbegivenheden som en helhed af Jesu Kristi liv, død og opstandelse. Denne tredeling indbefatter tre afgørende sider ved den kristne etik, der kan differentieres, men som ikke bør adskilles.

Fremhævelsen af Jesu Kristi liv indbefatter en bekræftelse af og gensvar på menneskelivet i al dets mangfoldighed. Det er denne forståelse, der kommer til udtryk, når den kristne etik udtrykker en bekræftelse af verdsligheden i dens bedste betydning.

DENNE FORSTÅELSE danner grundlag for en kristen humanisme, der åbner sig for kulturen, videnskaberne og alt det, der ganske enkelt følger af en rent human forståelse af etikken. Denne grundforståelse udspringer af den kristne etiks inkarnatoriske grundlag.

Samtidig indbefatter den kristne etiks udspring i Jesu Kristi død, at korset er uomgængeligt for den kristne etik. Her lyder der en dom over menneskets syndighed. Korset kalder samtidigt ind i en lidelse, efterfølgelse og et discipelskab, hvor den enkelte stilles alene i Jesu kald om lydighed.

Efterfølgelsen indebærer her en radikalitet, der sætter den enkelte i et forhold til Guds vilje, der fordrer et vidnesbyrd om Jesus Kristus som ens Herre. Dette forhold har en skjulthed i den forstand, at det unddrager sig en alment human bestemmelse.

Endelig indbefatter den tredje side af den kristne etiks grundlag, at opstandelsen atter bekræfter menneskelivet, den skabte orden og hele traditionen om den naturlige lov.

Samtidig peger denne bestemmelse frem mod etikkens kirkelige sammenhæng, da netop opstandelsen markerer den kristne kirkes tilblivelse. Det er inden for det kirkelige fællesskab, at etikkens formative og dannende side har sit grundlag. Det er her, at kærligheden som det kristne fællesskabs primære kendetegn får fylde og kommer til udtryk i det kristne liv.

Disse tre sider af den kristne etik rummer således i deres helhed både en almen og en specifik bestemmelse. Det er afgørende for den kristne etik at sammenholde disse to sider.

Samtidig rummer denne grundforståelse af den kristne etik ikke nødvendigvis konkrete handlingsanvisninger. Hermed ville den risikere at reducere etikken. Men på den anden side udelukker den heller ikke overvejelser over de etiske implikationer af Jesu Kristi liv, død og opstandelse.

Den kristne etik vedgår, at det kristne liv bærer vidnesbyrd om troens virkelighed, og at refleksionen over dette kan have en vejledende karakter.