Prøv avisen
Kronik

Efter tre mislykkede graviditeter: Det er ni måneder mellem frygt og håb

Mia Persson, Projektleder i Rigspolitiet

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har været gravid fire gange i mit liv, men har kun oplevet ét hjerteblink. Jeg ville ønske, at nogen havde spurgt mig, hvordan jeg følelsesmæssigt havde det med at have mistet endnu et foster. En mere varsom kommunikation ville have betydet alverden for mig

Jeg vender i en dyb indånding mit blik mod scanningsskærmen, der viser det lille foster. Alt står stille. ”Fosteret lever ikke længere, der er intet hjerteblink, beklager.”

Jeg er til ultralydsscanning – en såkaldt tryghedsscanning. Det er ikke en ny oplevelse – og den er bestemt ikke forbundet med tryghed. Jeg er fem dage fra at nå ind i andet trimester, men det lille liv har stoppet sin udvikling flere uger tidligere. Fosteret ligger stadig trygt i min livmoder, og min krop giver mig absolut intet signal om, at noget er galt. Det kaldes på lægesprog en missed abortion. Et begreb, jeg så inderligt ville ønske, at jeg ikke kendte til. Men nu er det sket for tredje gang.

Jeg har været gravid fire gange i mit liv, men har kun oplevet ét hjerteblink. Det var, da jeg ventede min søn. Fra den vinterdag, hvor det mikroskopiske hjerte blinkede til mig, nedskrev jeg mine tanker. Tanker om at være gravid for tredje gang på syv måneder. Om at få den fjerde terminsdato på under to år. Og ikke mindst tanker om, hvordan jeg måtte tro på, at netop denne graviditet ville give min kæreste og mig det barn, vi så inderligt ønskede os.

Den 1. oktober 2018 fødte jeg vores søn. Han var perfekt med store, dybblå øjne og mørkebrunt hår. I min sundhedsjournal er graviditeten noteret som ”ukompliceret og normal”. Jeg vil selv beskrive min graviditet som alt andet end det, og i ni måneder balancerede jeg imellem frygt for at miste og et forsigtigt voksende håb om at møde min søn til efteråret.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste. Jeg tror, at mange kvinder oplever, at graviditet er forbundet med frygt. Det anslås, at mindst 20.000 kvinder gennemgår en spontan abort hver eneste år, og ny forskning viser, at antallet af gentagne ufrivilllige aborter er steget med 74 procent fra 2003 til 2012. En stigning, som endnu er et mysterium.

At få børn er for mange et af de højeste ønsker i livet, og jeg tror derfor også, at mange har haft frygten for at miste tæt på. Når det sker, er det mig en gåde, at sorgen ikke er mere synlig. Jeg oplevede mine gentagne ufrivillige aborter som et tabu, jeg havde svært ved at gøre op med. Jeg følte bestemt ikke, at tabene passede ind i den rosenrøde forestilling om ”den søde ventetid”.

Jeg har været forskånet for senaborter, men jeg følte aldrig, at jeg blot mistede en cellesammensætning. Det var selve livsdrømmen om børn, som på et splitsekund blev revet itu. Der var kun ganske få, der kendte til mine abortforløb, og endnu færre, der kendte til min frygt for, at det hele skulle gentage sig på ny under graviditeten med min søn. Uden selv at forstå det stod jeg i en position som sårbar gravid.

Jeg oplevede en kompetent sundhedsfaglig behandling, men ikke et trygt rum til at håndtere graviditetstab i sundhedsvæsenet.

I stedet for at blive mødt med forståelse for min sorg, blev jeg mødt med fremmedgørelse over for det tab, jeg følte. Og når jeg med tårer i øjnene tog imod ve-stimulerende piller og pjecer om abortforløb for tredje gang, ville jeg gerne have været forskånet for beskeden om, at det blot var ”naturens måde at frasortere på”.

Jeg ville ønske, at nogen havde spurgt mig, hvordan jeg følelsesmæssigt havde det med at have mistet endnu et foster. En mere varsom kommunikation ville have betydet alverden for mig.

Det er som at blive tabt en smule hele tiden. Og når man står midt i et smertefuldt abortforløb, har man ikke nødvendigvis overskud eller stemme til bede om hjælp. Jeg vil selv mene, at jeg er omgivet af meget kærlige og støttende mennesker, men selv med dette netværk var jeg sønderknust.

Det kræver tid og ressourcer at have mere fokus på følelsesmæssige efterveer af graviditetstab. For mig at se er det et overset område i sundhedssystemet, og jeg mener, at støtte i og efter et abortforløb er menneskelig integritet, når det er allermest essentielt.

Statistikker vidner om, at gentagne ufrivillige aborter ikke er ensbetydende med, at du er håbløst stillet i forhold til at blive mor. Men vi lever ikke i statistikkerne. Dertil viser ny forskning, at vi kun så småt er begyndt at forstå de biologiske, immunologiske og psykosomatiske grunde, der kan være for at graviditeter går til grunde.

Derfor tror jeg også, at mit personlige perspektiv på at bære og beskytte mit ufødte barn med det aftryk, som tre mislykkede graviditeter har sat i mig, giver mening at dele.

Da jeg en kold januardag i 2018 tog en ny positiv graviditetstest, græd jeg. Ikke af glæde, men af frygt. Jeg stolede ikke på, at min krop var i stand til at holde på en graviditet. Jeg vidste ikke, hvor mange flere tab jeg kunne holde til.

Jeg var dybt taknemmelig for at få en ny chance for at få ønskebarnet, men jeg kunne ikke slippe tanken om, at jeg ikke formåede den livsopgave, som kvinder altid har haft – at bringe nyt liv til verden.

Jeg ønskede mere end noget andet i verden at holde på det spirende liv i min mave, og jeg gjorde alt for at skabe de bedste betingelser for det lillebitte barn.

Alle undersøgelser viste, at babyen var sund og rask, og det var magisk at høre min søns hjertelyd hos jordemoderen. Men jeg kæmpede hver dag for troen på, at min krop kunne skabe og bevare et nyt lille menneske, og der var ikke nogen pauseknap.

På min Instagram-profil findes ikke et eneste billede, der viser, at min graviditet var præget af enorm bekymring. I stedet bidrog jeg til at forstærke det idylliske billede af ventetiden, og det er jeg bestemt ikke stolt af.

Men jeg fandt en form for tryghed i at tage flotte billeder af min gravide mave og håbede, at hvis jeg delte de fantastiske lykke-øjeblikke, ville det hjælpe med at tvinge angsten for at miste bort.

Derfor talte jeg også glad med venner om graviditet og moderskab, og jeg viste stolt babytøj frem for besøgende. Men jeg undlod at fortælle, at jeg ikke havde turdet at købe en eneste sparkedragt, før jeg var seks måneder henne.

Jeg ville have ønsket, at jeg havde fortalt sandheden om min frygt. For netop at tale om bekymringer og skyldfølelse har været den aboslut bedste medicin mod efterveerne af mine mislykkede graviditeter.

Nu med en livsglad baby på armen er jeg målløs. Målløs over, at min krop formåede at skabe en vidunderlig baby. Stolt over, at jeg kom ud på den anden side næsten hel og lykkelig for, hvor meget min søn har helet hullet i mit hjerte. Jeg er så taknemmelig for min nye status som mor, men jeg vil aldrig glemme de terminsdatoer, jeg tidligere har fået. De er en del af mig.

At få et barn kan sagtens være ens største ønske i livet, uden at man er ”lykkeligt gravid”. Og blot fordi graviditetsudfordringer kan ramme enhver, betyder det ikke, at de er lette at gennemgå. Det er blottende at dele mine mest sårbare oplevelser, men hvis det kan hjælpe andre, som er fortabt i babyprojektet, er det det hele værd.Det er så vigtigt med åbenhed om og hjerteplads til udfordringer i forbindelse med ufrivillige aborter. Det er fantastisk, det kroppen formår under en graviditet, og vi må omfavne, når graviditet ikke er ligetil.

Jeg tror på, at viden om, hvordan graviditetstab gennemleves, gør os i stand til at træffe kloge beslutninger for, hvordan vi bedst passer på hinanden. Vi har brug for hinanden, og vi har brug for sundhedspersoner, der tør at tale med os om de ar, som ufrivillige aborter giver. Vi kan ikke blive bedre til at forstå, hvad der sker, når biologien svigter os, før vi sætter fokus på tabene og lukker sårbarheden ind.