”Frihed, lighed, broderskab” er som snydt ud af Koranen

Koranens rummelighed og inkluderende holdning til andre religioner er unik, og den franske revolutions mantra ”frihed, lighed, broderskab” er som snydt ud af Koranen – hvis man ellers læser den med åbent sind, skriver dagens kronikør

Selv finder jeg det fascinerende, at Koranens vejledning kan give mening i samfund, der er så meget anderledes end 600-tallets Arabien – uden at man behøver at ændre en tøddel på den oprindelige arabiske tekst.

Der gik dog en rum tid, før jeg helt fik knækket koden til, hvordan Koranen bør læses for at leve op til prædikatet ”universel” og til sin egen kerne om ”at tjene Gud ved at tjene skabelsen”:

Koranen bør læses som en helhed (2, 85), hvis forskellige passager forklarer og supplerer hinanden indbyrdes (39, 23; 75, 19). Derfor kaldes Koranen af mange ”sin egen bedste fortolker”.

Det arabiske sprogs opbygning gør, at hver eneste konsonant-rod (eksempelvis s-l-m ) har flere forskellige betydninger.Ligeledes bør man tage højde for tekstens mange metaforer (3, 7) og lignelser (29, 43), der er med til at give teksten den nødvendige dynamik.

Viden om de omstændigheder, en bestemt passage blev åbenbaret ind i, er nødvendig for at kunne forstå den og overføre den til vor tid på en fornuftig måde. Er der flere muligheder, bør man vælge den bedste (39, 18), herunder: at redde/spare liv (17, 33) og bevæge sig fra det dogmatiske mod det spirituelle (7, 26).

I konservative og yderligtgående kredse er det almindeligt at læse Koranen bogstaveligt og fragmenteret og at inddrage andre tekster, hvis indhold ofte strider imod Koranens kernebudskab. Derved vender man i bogstavelig forstand op og ned på alting. Det samme gør sig gældende, når man erklærer visse koranvers ophævet af senere åbenbaringer.

Det synes dog ikke at genere de implicerede ”autoriteter”, at de derved sætter spørgsmålstegn ved Koranens helt unikke særstatus som Guds universelle, fuldkomne vejledning til menneskeheden.

Skulle profeten Muhammed vende tilbage til verden i dag, ville han have ganske svært ved at genkende det budskab, han i 600-tallet blev udvalgt til at forkynde.

”Islam er Koranen,” mente den franske filosof Mohammed Arkoun (1928-2010). Alle andre ”islamiske” tekster er menneskers fortolkninger af Koranen. De forandres med tidernes skiften og kan altid sættes til debat.

Gud henvender sig i Koranen skiftevis til menneskeheden, de gudhengivne, de troende, Skriftens eller Bogens Folk (det vil sige jøderne og de kristne), Israels Folk, kvinderne, Profetens hustruer, de vantro, de utaknemmelige, flergudsdyrkerne, hyklerne…

Den tyske islamolog Mouhanad Khorchide (født 1971) fremfører, at profeten Muhammed ikke var stifter af en ny religion, men snarere religionskritiker. Ligesom Abraham, Jesus og andre profeter talte han om den oprindelige monoteisme og om en nødvendig fornyelse af det eksisterende, som på mange områder er et resultat af menneskenes forvanskning af det oprindelige.

Hvad betyder ordet ”islam” da? Ord dannet ud fra konsonant-roden s-l-m kan betyde både fred, sikkerhed, gudhengivelse, frelse, fuldkommen, retskaffen, ren, sund, balance, middelvej samt en stige, der fører én sikkert til et højere liggende mål.

En muslim ( m-s-l-m ) er følgelig én, der stræber efter at skabe fred for sig selv og sine omgivelser ved at følge den levevis, som Gud har anvist menneskene igennem sine åbenbaringer, vejen på midten, som fører én sikkert til det højeste mål af alle: et liv med Gud, alle tings ophav og endelige mål.

Der er tale om gudhengivelse generelt og omfatter derfor alle, der giver sig hen til én gud (2, 131). Koranen levner ingen tvivl om, at jøder, kristne og muslimer tjener én og samme gud.

Derfor er det ganske naturligt, at jøder, kristne og muslimer opfordres til at ”kappes i gode gerninger” (5, 48) og ”stifte fred imellem stridende parter” (49, 9-10). Sammen skal de forsvare retten til at dyrke Gud og forhindre, at ”klostre, kirker, synagoger og bedehuse” bliver ødelagt (22, 39-41).

Læser man Koranen med denne forståelse af ordet ”islam” in mente, får budskabet en ganske anden betydning end den snævre, ekskluderende betydning, som konservative og yderligtgående muslimer tillægger teksten.

Den traditionelle, bogstavelige forståelse af teksten har givetvis haft sin berettigelse for et forfulgt mindretal i 600-tallets Arabien. Men den er ødelæggende for den fredelige sameksistens i en verden som vores, hvor muslimer i hobetal har søgt tilflugt i ikke-muslimske lande på flugt fra såkaldt islamiske lande, hvis ledere har sat deres eget begær efter anseelse, rigdom og magt over Koranens vejledning.

Hengivelse til Gud (islam) er ikke en tvungen, mekanisk og ureflekteret underkastelse under en despotisk guddom, men en frivillig, bevidst, aktiv og engageret hengivelse baseret på oprigtig gudstro, på kærlighed til Gud og på tillid til, at Gud elsker alle sine skabninger, og at Han er den, der bedst ved, hvad der gavner dem.

Den tyske filosof Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) forstod, hvad de færreste har forestået til dato, og skrev: ”Hvis islam betyder gudhengivelse, da lever og dør vi alle i islam” – det vil sige som gudhengivne/muslimer.

Koranens rummelighed og inkluderende holdning til andre religioner er unik, og den franske revolutions mantra ”frihed, lighed, broderskab” er som snydt ud af Koranen – hvis man ellers læser den med åbent sind og ikke for at få sine egne fordomme bekræftet.

Og dermed lever Koranen til fulde op til oplysningstidens idealer såvel som til FN’s menneskeretskonventions første og vigtigste artikel: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Mange muslimske tænkere mener, at Koranen dybest set er et redskab til at befri menneskene fra formynderi, undertrykkelse og diskrimination. Man skal ikke passivt vente på at blive befriet af andre, men selv tage initiativet (13, 11).

Tro trives bedst i frihed, og muslimer i Vesten har de allerbedste muligheder for at befri sig selv fra de mørke kræfter, der forsøger at ensrette al gudsdyrkelse, og som modsætter sig enhver forandring.

Der er intet i Koranen, der berettiger tilstedeværelsen af et gejstligt hierarki eller formynderi. Koranen er et personligt budskab, idet Gud overlader afkodning og udlægning af teksten til det enkelte menneske ved at opfordre menneskene til at ”stå for Gud, to og to eller alene, og reflektere over budskabet” (34, 46).

Den egyptiske tænker Mohammed Abdou (1849-1905) skrev herom:

”Islam giver hverken kaliffer, kadier, muftier eller sheiker autoritet til at formulere regler og læresætninger, og det er ganske utilstedeligt, at de skulle kunne gøre krav på ret til at kontrollere den enkeltes tro eller gudsdyrkelse eller forlange af den enkelte at skulle forsvare sin personlige opfattelse af troen.”

En individuel læsning, som Koranen lægger op til, skaber en ganske særlig forbindelse mellem teksten og den oprigtige læser. Man kan ikke forstå, hvilken guldgrube af visdom der ligger i Koranen – medmindre man selv har gjort sig virkelig umage for at forstå budskabet, med hjertet og med åbent sind og al sin forstand.

Man er nødt til at udvikle for at bevare og forblive tro imod åbenbaringen. Man kan ikke opdatere mennesker som en computer. Alting tager sin tid; men man kan hjælpe forandringen på vej ved at understøtte og være lydhør over for de kræfter, der giver konkrete bud på en sådan fornyelse.