JEG BLEV FOR NYLIG SPURGT, om mennesket er godt eller ondt. Jeg svarede, at spørgsmålet ikke rigtig giver mening. Historisk har det været meningsfuldt at spørge ind til menneskets handlen og væsen, men med den viden, vi i dag har, er det forsimplet at reducere mennesket til et enten-eller: god eller ond? Bøs eller kærlig?
Tidligere sognepræst Lars Ole Gjesing fortalte mig engang, at Løgstrup ved det sidste seminar, han gav, blev spurgt, hvordan han ville forholde sig, hvis suveræne livsytringer også fandtes hos andre dyr. Det var Løgstrup åben over for, hvilket også ligger i naturlig forlængelse af hans skabelsesteologi. Men det er ikke den vej, jeg her vil gå.
Jeg tænker spørgsmålet både filosofisk og teologisk, men først og fremmest biologisk evolutionært. Jeg er overbevist om, at hvis teologi og humanvidenskab vil være på højde med deres egen universitære samtid, må de tage en række af de indsigter til indtægt, som vore kolleger inden for natur-, social-, og adfærdsvidenskaber de seneste 30 år er nået frem til. Det er imidlertid ikke envejskommunikation, for teologi og religionsvidenskab har også meget at give den anden vej – hvis de vel at mærke vil spille med. Men her halter teologien desværre langt bagefter.
JEG ER DE SENESTE ÅR blevet overbevist om, at vejen frem mod en fyldestgørende forklaring og forståelse af mennesket og dets kultur forudsætter, at vi tænker spørgsmålet evolutionært. Det gælder ikke kun biologi, men også kultur, som jeg opfatter som del af biologien, men vel at mærke ikke begrænset til det genetiske system.
Hvis vi for alvor vil forstå mennesket og andre dyr, må vi gøre det klart, at mennesket gennem naturlig selektion i særlig grad har udviklet psykologiske tilpasningsmekanismer for læring, som netop ikke er genetisk, men kulturelt bestemte. Ja faktisk har kulturen i sammenhængen mellem gener og kultur hos mennesker de seneste 40.000-30.000 år vundet overhånd. Men for at forstå det, må vi tænke evolutionært, hvilket også betyder, at vi med Darwin anerkender, at ”ikke desto mindre er forskellen mellem mennesket og andre mere komplekse dyr alene et spørgsmål om grads- og ikke kategoriforskel”.
JEG VIL HER FORSØGE AT FORKLARE, hvorfor spørgsmålet om mennesket som ondt eller godt ikke giver mening. Dernæst vil jeg følge op på Løgstrups åbenhed over for vore medskabninger ved at stille det, måske, provokerende spørgsmål: Er mennesket det eneste, som har religion? Hvad med for eksempel chimpanser? – vore nærmeste fætre og kusiner, som vi deler 98,7 procent af vore gener med.
Vi siger ofte, at vi stammer fra aberne. Det gør vi ikke. Vi er menneskeaber, på godt og ondt. Som de øvrige aber – men netop ikke abekatte – er vi udstyret med fire grundlæggende primærfølelser: sorg, vrede, frygt og glæde. Hvor dybt de ligger i vor natur, er let at vise. Enhver læser kender erfaringen af instinktivt at trække benet til sig, hvis der sker en hurtig bevægelse foran ens fod. Der er tanken om at stå over for en slange, som hjernen instinktivt reagerer på, men risikoen for at møde en giftslange i Danmark er tilnærmelsesvis nul. Ikke desto mindre tager fortidshjernen over.
TIL FORSKEL FRA DE ØVRIGE nulevende menneskeaber, som blev i skovområderne, bevægede andre menneskeaber som vore fjerne formødre og forfædre sig ud på savannen. Kun få overlevede skiftet. Som enkeltperson har man hverken beskyttelse mod rovdyr eller mulighed for selv at skaffe sig føde på savannen.
Som kollektiv har man en chance. Men hvad gør man, når man i sit væsen står med tre negative og kun én positiv følelse? Den naturlige selektion udvidede følelsespaletten, så vi hos vore formødre og forfædre, men ikke hos de øvrige aber, finder en udvidelse til sekundære og tertiære følelser som skyld, skam, jalousi, misundelse, kærlighed, barmhjertighed, medlidenhed. Følelser, som er helt afgørende for at indgå i gruppedannelser.
Derfor kan man ikke tale om mennesket som godt eller ondt. Vi har anlæg for begge dele, og at reducere grundpaletten af følelser til en enkelt er at ignorere al aktuel forskning. Vi ville aldrig finde altruisme og generøsitet hos os selv, hvis ikke de kunne bygge oven på primærfølelsen glæde. Omvendt er vi som de øvrige aber selvoptagne, hidsige og despotiske. Derfor har vi vanskeligt ved at indgå i de fællesskaber med andre, som vi for vor overlevelse er helt afhængige af. Fra antikken har man sammenlignet os med meget sociale dyr som bier og myrer, men de er genetisk programmeret til gruppeliv. Det er vi ikke. Det er i kraft af udviklingen af en kompleks form for kultur, at vi kan indgå i de enorme fællesskaber, som store dele af menneskeheden i dag lever i. Andre aber lever i mindre, let opløselige grupper med 40-80 individer, medens vi er oppe på at leve i fællesskaber på adskillige millioner individer.
NØGLEN TIL DEN SÆRLIGE udvikling har i høj grad med religion at gøre. Religion som tilfældig konsekvens af udvidelsen af følelsesviften. Følelser kommer og går, som enhver, der har været forelsket, ved.
Men skal man slutte mere varige bånd, kræver det en stabilisering af følelserne, der samler opmærksomheden om et fælles symbolbatteri, som man kan tappe energi fra. Det giver religion – på godt og ondt. Positivt i fællesskabsdannelse og gruppeopretholdelse. Negativt i vold og had mod andre grupper. Det lader jeg ligge. I stedet stiller jeg spørgsmålet: Er religion begrænset til mennesket? Spørgsmålet er ikke helt så vanvittigt, som det måske først lyder.
I 2016 skrev 32 kolleger en vigtig artikel. De havde opstillet kameraer i fire chimpansepopulationer i Vestafrika. Chimpanserne slog ikke alene med store sten på hule træer og lavede trommelyde, men de fyldte også træernes hulrum med klippestykker, så der omkring træerne opstod klippebunker. Vi ved ikke, hvorfor de gør det, men måske går der en linje herfra til de stenstøtter, vi hører om i fortællingen om Jakob i Første Mosebog, og de tidligste tempelbyggerier.
Chimpanser er emotionelle. De har ritualer, hvor de fejrer gruppen, ligesom de tilsyneladende har rituel territorialmarkering og helligsteder. Skal vi så tale om chimpansegudstjeneste og chimpanseguder? Nej, det ville være en forhastet og forkert konklusion at drage. Chimpanser har ikke de mere komplekse følelser som skam og skyld, der er afgørende for religion, ligesom de heller ikke har evnen til at kommunikere i sprog. Alligevel er der grund til at tænke videre.
Skønt det ikke giver mening at tale om chimpansereligion eller religion blandt andre dyr end mennesker, er det tankevækkende, at vi finder en række af de træk, som er grundlæggende i al religion hos vore nærmeste slægtninge. Evolutionært giver det også mening, for hvordan skulle mennesker nogensinde have udviklet religion, hvis ikke det var, fordi der allerede hos chimpanser var væsentlige elementer som for eksempel ritualisering og helligstedsmarkering, som mere kompleks religion kunne bygge oven på?
Tilbage til Darwin: Forskellen mellem mennesket og andre mere komplekse dyr er alene et spørgsmål om grads- og ikke kategoriforskel. Hvis vi vil forstå følelser, religion, kultur og samfund hos os selv, må vi tænke evolutionært, også i teologi og religionsvidenskab. Derved undgår vi forsimplinger som spørgsmålet om, hvorvidt mennesket er godt eller ondt. Og om religionens fremkomst.