Prøv avisen
Kronik

Sådan har verdens gang påvirket det nonnekloster, jeg boede på for 30 år siden

Anne Haubek. Privatfoto

Anne Haubek, journalist, foredragsholder og tidligere europaredaktør, dr p1

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

For 30 år siden besøgte jeg fem nonner på et middelalderkloster i Umbrien. I år spurgte jeg dem så, om jeg kunne besøge dem igen. ”Ja, hellere end gerne,” lød svaret. ”Du skal være velkommen.” Her er, hvad jeg så og fik at tænke over, skriver dagens kronikør

For næsten 30 år siden besøgte jeg i et par uger fem nonner, der boede i et middelalderkloster ude i Appenninerne i Umbrien, i en lille italiensk landsby ikke langt fra Assisi. De havde skabt et lille franciskansk fællesskab og levede efter den ånd, som den hellige Frans havde indlejret i området, hvor hans munkeorden blev grundlagt i 1200- tallet: et simpelt liv i arbejde og bøn.

De gik ikke i ordensdragt, men de havde aflagt løfte om et liv i fattigdom, kyskhed og lydighed. Et par af dem var på min egen alder – jeg var dengang i midten af 20’erne. Vi holdt forbindelsen ved lige de første år efter mit besøg – blandt andet skrev en af dem meget lange breve med sine tanker om det liv, hun havde valgt. Siden gled det ud, men jeg har tit tænkt på dem. Tænkt på, hvordan deres liv mon har formet sig, og hvordan verdens ydre hastige udvikling har påvirket dem. Sammenlignet med, hvad jeg selv har oplevet i disse 30 år, er der en verden til forskel i dag – i hvert fald i det ydre.

Det var lige efter murens fald – lang tid før nogen begyndte at drømme om internet og mobiltelefoner som hverdagseje. Jeg havde skrevet et brev til dem og spurgt, om jeg måtte komme. Jeg var netop blevet færdig på universitetet, havde skrevet speciale om den danske digter Johannes Jørgensen, der 100 år tidligere havde opholdt sig i det selvsamme kloster. Jeg skulle være velkommen, var svaret. Jeg tog nattoget gennem Tyskland og husker stadig turen i spisevogn fra München til Firenze – hvor jeg spiste spaghetti, konverserede nogle midaldrende italienske herrer og læste Karen Blixen med udsigt til de evigt dragende alpeskråninger og bjerg tinder.

Det tog mig lidt over et døgn at nå stationen i Assisi, hvor nonnerne hentede mig i deres lille Fiat Uno. Vi kørte af sted ad små bjergveje, og efter en stejl tur op ad bjerget nåede vi det lille middelalderkloster med den store udsigt over den umbriske slette. Hunde glammede, og haner galede. Ellers var der tyst. Tiden stod stille her.

Jeg oplevede deres liv som meget enkelt og tidløst. Det var, som levede de på Frans’ tid. Døgnet var delt op i faste rytmer. Seks gange i døgnet indtog de deres faste pladser i klosterets tidligere gedestald, som de havde indrettet deres lille kapel i, til de daglige tidebønner.

Søstrenes materielle behov var nærmest ikke eksisterende, de ejede bogstaveligt talt intet jordisk. Man så ikke fjernsyn og fulgte kun sporadisk med i verdens gang. Man spiste nogenlunde den samme mad hver dag: pasta, kød, grøntsager og frugt. Dagen gik med at holde de gamle bygninger ved lige, og indimellem gik søstrene ned i landsbyen og talte med de få gamle mennesker, der stadig boede i de små, skæve stenhuse, der klamrede sig til bjerget under klosteret. Om aftenen sang de – og bagefter måtte jeg fortælle H.C. Andersens eventyr.

Døgnet var struktureret omkring bønnen, men om formiddagen var der praktisk arbejde i huset, i olivenlunden – der lå op ad bjergskråningen – og madlavning. Om eftermiddagen var der en time eller to til fritid. Jeg gled ind i deres liv og indordnede mig under døgnrytmen. Gjorde rent og hjalp med maden.

Timerne i det lille kapel, hvor de læste deres bønner, brugte jeg til meditation, selvom jeg dengang vist egentlig ikke var bevidst om, at det var det, jeg gjorde. Jeg nød stilheden og fordybelsen.

Om eftermiddagen gik jeg ofte ned i landsbyen og talte med de gamle kvinder, der stadig var tilbage. De fleste af dem var født der og kunne dårligt læse eller skrive – og glædestrålende til beredte de lækkerbiskener til mig og underholdt med historier fra dengang, der var liv i landsbyen.

Det er 2018. Jeg sender en mail. Må jeg komme igen? Ja, hellere end gerne, Anne. Du skal være velkommen.

Der er sket meget i de år siden 1989. Verden er blevet globaliseret og digitaliseret. Vores liv er på så mange måder fundamentalt anderledes end dengang. Jeg har tænkt meget på dem, om de mon stadig levede det enkle og indadvendte liv – på et tidspunkt i vores digitale udvikling, hvor ingen behøver kede sig et eneste sekund, men hvor alt byder sig til for en konstant. Om også de mon var blevet fristet af den konstante strøm af billige rejser, underholdnings- og indkøbstilbud. Om de mon var lige så forvirrede og urolige over verden, som vi andre. Om de mon stadig levede i deres lille fællesskab – uden familie, uden at opleve kærligheden i et parforhold eller udfordringerne i en lang arbejdskarriere. Jeg var også spændt på, om de stadig var der – og om de kunne huske mig fra dengang.

Jeg fandt altså en mailadresse til dem på nettet, og de svarede efter nogle dage. De huskede mig og ville gerne se mig. Det tog mig lidt over syv timer med fly og tog fra København at ramme sta tionen i Assisi, og ud af bilen sprang to af de søstre, som jeg havde lært at kende første gang – nu i grå ordensdragt. Vi var med det samme enige om, at vi stadig var helt de samme – omend med alderens modnende strøg. Der er nu tre tilbage fra dengang. En er død, og en ny er kommet til.

Deres lille hjørne af Umbrien har ikke forandret sig synderligt. De små veje op til klosteret er stadig hullede og trafikken kaotisk som altid. Men landsbyen er næsten helt affolket. De gamle damer, der bagte pizza til mig i deres stenovne for 30 år siden, er for længst borte. Et par familier er tilbage, men de fleste af husene står tomme med lukkede skodder det meste af året. Udkantsfænomenet har også ramt Italien – her er der ikke noget livsgrundlag mere.

Inden for i klosteret er alt imidlertid stort set uændret. Den lange buegang med de mange grønne planter, de små spartanske værelser med udsigt over den umbriske slette og møblerne i spisesalen er helt som sidst, jeg var der. Nonnernes hverdag er stadig styret af deres daglige ritualer i det lille kapel, deres rutiner i køkkenet og deres få gøremål uden for klosteret. De spiser den samme slags mad, og da jeg den første aften greb viskestykket i køkkenet, faldt jeg med det samme ind i rutinen fra dengang – hvor ting skulle stå, og hvilken rækkefølge det hele skulle gøres i.

De har ikke tv – men en skrattende radio, som de hver aften lytter til et nyhedsmagasin på, mens de spiser. De har internet, en computer til at kommunikere med omverdenen og google lidt på – og en enkelt smartphone til at sms’e med. De følger lidt med i verden, men med en vis distance, og det styrer ikke deres dag.

Vi bruger aftenerne til at fortælle hinanden om årene, der er gået. Vores liv er usammenlignelige, det er klart. Vi tilhører forskellige verdener. Men på trods af, at de også som alle mennesker har oplevet foranderlighed og turbulens igennem årene, så er der konstans i deres liv, hinsides hvad vi andre kender.

Jeg har medbragt de breve, som jeg havde fået fra en af nonnerne efter mit første besøg. De er fyldt med refleksioner om den beslutning, hun tog dengang – om at afgive sit løfte om at leve i klosteret. Hun var berørt over at læse om sit unge jeg, kunne dårligt huske det i dag. Dengang talte vi ikke om fremtiden – for i modsætning til mig, der dengang kun var i begyndelsen af alting – havde hun endegyldigt truffet sit valg. Men nu gør vi.

Også det stille samfund i bjergene er påvirket af den ydre verdens gang, de økonomiske konjunkturer og den almindelige usikkerhed om fremtiden. Og for beboerne er alternativerne ikke så mange som for os andre. De har ikke netværk og arbejdserfaringer at trække på. De har nøgternt set ikke kompetencerne eller livserfaringen til et andet, et moderne liv – et liv uden for murene. De siger det selv. Til gengæld oplevede jeg endnu en gang, at deres nærvær og tilstedeværelse i den livsform, de har valgt, var nøjagtig lige så stærkt og intenst som for 30 år siden.

De lever uforanderligt – sagde en søster til mig, da jeg skulle rejse – i den perfekte glæde.