FOR FØRSTE GANG i mange år oplever næsten alle Nordens kristelige partier fornyet fremgang. Ved rigsdagsvalget i Sverige sidste år gik Kristendemokraterne frem for første gang siden 1998. Fra 4,6 procent af stemmerne ved valget i 2014 til 6,3 procent.
Ved rigsdagsvalget i Finland for tre måneder siden var Kristendemokraterne det eneste af de gamle partier, som også stillede op ved det seneste valg, der gik frem. Og ved valget herhjemme den 5. juni fik Kristendemokraterne det bedste valgresultat siden 2001 og var tæt på at komme ind i Folketinget igen.
Kun i Norge ligger Kristeligt Folkeparti i øjeblikket historisk lavt. Til gengæld har partiet for nylig sikret sig markant politisk indflydelse ved at gå ind i Erna Solbergs borgerlige regering, som i forvejen bestod af Højre, Venstre og Fremskridtspartiet, og dermed gøre denne til en flertalsregering. I Island er der ingen tradition for at have et kristeligt parti repræsenteret i Altinget.
MEN HVAD ER ÅRSAGERNE TIL, at de kristelige partier i tre af de fire store nordiske stater pludselig oplever øget tilslutning blandt vælgerne?
Der er flere grunde. En af dem er, at nye, unge, moderne kvindelige ledere er kommet til at stå i spidsen for dem. I Sverige bragede den dengang 31-årige Ebba Busch Thor igennem i valgkampen i september sidste år. Og hun blev nærmest et symbol på, at man godt kan have kristelige holdninger og værdier, samtidig med at man er en moderne karrierekvinde. Nøjagtig ligesom kun 26-årige Isabella Arendt, der kom til at lede Kristendemokraterne i den sidste del af valgkampen herhjemme.
En anden forklaring er, at de kristelige partier i Norden i dag som nogle af de eneste partier tilbyder noget, som flere og flere unge begynder at efterspørge: et opgør med mange års tankegang om, at alle børn helst skal passes i institution. Selvom det store flertal blandt de unge danske forældre i dag fortsat får deres børn passet i institution, er der et lille, men stigende antal unge, som er begyndt at tænke anderledes. De går ind for de kristelige partiers idé om at lade pengene følge barnet.
Dette er udtryk for, at en del unge føler sig utilpasse ved det meget omtalte moderne ”konkurrencesamfund”, hvor det primært er penge og karriere, der styrer mange menneskers tilværelse. Da ingen af de øvrige politiske partier i de seneste mange år for alvor har vovet at sætte spørgsmålstegn ved det rigtige i at få børn passet på en anden måde end i institution, har de kristelige partier med andre ord fat i et ”ledigt standpunkt”, som der i de kommende år kan vise sig at være en del stemmer i.
OG NETOP INDTAGELSEN af det ledige standpunkt, også inden for andre områder, er en væsentlig del af forklaringen på de kristelige partiers nye vælgermæssige succes. Det er imidlertid lidt forskelligt i de forskellige nordiske lande, hvad det ledige standpunkt består i.
Når Kristendemokraterne kunne gå så meget frem ved rigsdagsvalget i Sverige sidste år, hang det ikke mindst sammen med, at partiet på udlændingepolitikkens område var et af de eneste partier – ud over Sverigedemokraterne – som ønskede yderligere markante stramninger af udlændingepolitikken.
Kristendemokraterne er også dét af de gamle svenske borgerlige partier, som i de seneste år har lagt mindst afstand til Sverigedemokraterne. Og dette var med til at give vælgermæssig pote. Nu havde svenskerne endelig et parti, som de kunne stemme på, hvis de ønskede en markant strammere udlændingepolitik, men ikke kunne få sig selv til at stemme på de meget udskældte Sverigedemokraterne.
I Sverige har Kristendemokraternes politikere, medlemmer og vælgere gennem mange år været dybt splittede i deres holdning til udlændingepolitikken. Det skyldes, at man, hvis man har et kristeligt udgangspunkt, kan nå frem til to vidt forskellige konklusioner med hensyn til, hvilken udlændingepolitik der bør føres.
Nogle kristelige politikere, partimedlemmer og vælgere er tilsyneladende nået frem til den konklusion, at en alt for stor tilstrømning af mennesker med en ikke-kristen kulturbaggrund fra Mellemøsten med videre kan udgøre en trussel mod det svenske samfunds kristelige værdigrundlag. Og derfor går de ind for en stram udlændingepolitik. Andre kristendemokratiske politikere, medlemmer og vælgere er derimod, ligeledes med udgangspunkt i deres kristelige tankegang, nået frem til den konklusion, at man bør føre en lempelig udlændingepolitik, fordi man som en god kristen altid skal hjælpe mennesker i nød og på flugt. De to fløje med hensyn til synet på udlændingepolitikken har gennem mange år været nogenlunde lige stærke i partiet. Men med Ebba Busch Thors overtagelse af formandsposten i 2015 har strammerfløjen efterhånden fået overtaget. Og det er nok hovedårsagen til, at Kristendemokaterne ved rigsdagsvalget i september fik en del af de stemmer, som ellers potentielt kunne være gået til Sverigedemokraterne.
I Danmark er situationen anderledes. Her har ønsket om en stram udlændingepolitik mildest talt ikke karakter af det ledige standpunkt. Mange af de danske partier har gennem de seneste mange år nærmest kappedes om at overgå hinanden i forslag til nye stramninger. Det kan heller ikke nytte, at Kristendemokraterne forsøger at indtage det modsatte standpunkt: at man går ind for en mere lempelig, menneskelig og ”anstændig” udlændingepolitik, som nogle ville formulere det. Dette standpunkt er nemlig allerede indtaget af Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet med flere.
HERHJEMME LIGGER Kristendemokraternes vælgermæssige muligheder derfor i højere grad i at indtage det ledige standpunkt inden for andre områder end udlændingepolitikken. Og her er familiepolitikken og ikke mindst det føromtalte standpunkt om, at børnene ikke nødvendigvis skal passes i institution, særdeles velegnet. Fordi Danmark er et af de lande i verden, hvor flest børn, også de helt små, bliver passet i institution. Danmark adskiller sig på dette punkt ikke blot markant fra lande længere mod syd i Europa: Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien og så videre. Men også fra de øvrige nordiske lande.
Og netop derfor er blandt andet øns-ket om, at pengene skal følge barnet, Kristendemokraternes helt store chance for at skille sig ud fra de fleste af de øvrige partier i Danmark. Mens stort set alle de andre partier, som vi så det i valgkampen, nærmest er ved at falde over hinanden for at komme med bud på normeringer i institutionerne med videre, er der ikke andre partier end Kristendemokraterne, som endnu rigtig har vovet at tage et opgør med den grundlæggende antagelse, der har præget de fleste danskere siden 1970’erne: at børn – nærmest som en selvfølge – har det bedst i en institution. Måske af frygt for at blive kaldt bagstræberiske og være imod fremskridtet.
Men her har de danske Kristendemokraterne deres ”ledige standpunkt” serveret på et sølvfad. Og det udnyttede Isabella Arendt da også dygtigt under valgkampen. Og det parakdoksale er, at der skal en ung, karriereorienteret kvinde til for, at det kan lade sig gøre at fremføre synspunktet om, at pengene skal følge barnet.
Hvis Stig Grenov havde fremført det for fuld skrue, ville han straks være blevet beskyldt for at være imod ligestillingen og fremskridtet. Men ikke Isabella Arendt. Nøjagtig ligesom der skal en ung kvindelig leder til blandt Kristendemokraterne i Sverige for at fremsætte det (næsten) ledige standpunkt i dette land: ønsket om en stram udlændingepolitik.