Prøv avisen

Nordisk-tysk Kirkekonvent

I dag for 50 år siden mødtes repræsentanter fra kirkerne i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland for at drøfte, hvordan der kunne skabes et samarbejde mellem de fire landes kirker. Det blev til Nordisk-tysk Kirkekonvent

Den 4. november 1949 var en lille gruppe kirkefolk fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland samlet på Missionshotellet i Løngangsstræde i København for at drøfte, hvordan der kunne iværksættes et samarbejde mellem kirkerne i Norden og den evangeliske kirke i Tyskland, og resultatet blev stiftelsen af Nordisk-tysk Kirkekonvent, der altså i år kan fejre 50 års jubilæum. Umiddelbart efter krigen var ønsket om forbindelse med Tyskland fra nordisk side, specielt i Danmark og Norge, meget begrænset - også i kirkelige kredse. Men efterhånden som tiden gik, voksede forståelsen for, at kontakten, man havde haft før krigen, måtte genoptages. I Norge var det døvepræst Conrad Bonnevie-Svendsen, som under besættelsen var medlem af modstandsbevægelsens ledelse og blev kirkeminister i den første frie regering efter krigen, der tog initiativet. Han havde i 1947 sammen med biskop Berggravs sekretær, pastor Henrik Hauge, stået for oprettelsen af »Kirkens Nødhjelp« og iværksat en hårdt tiltrængt fødevarehjælp til det nødlidende Tyskland. Men han havde set, at der også var et vældigt behov i den tyske kirke for fællesskab med kirkerne i de andre lande. I Danmark var provst Halfdan Høgsbro i de første efterkrigsår leder af kirketjenesten for de omtrent 250.000 tyske flygtninge, som var kommet til Danmark i krigens sidste måneder, og han var en af hovedkræfterne bag indsamlingen til flygtninge i Tyskland. I 1948 var han blevet Kirkernes Verdensråds repræsentant hos den evangeliske kirke i Tyskland, og det var helt naturligt, at Bonnevie-Svendsen tog kontakt til Høgsbro med henblik på at få etableret en eller anden form for samarbejde mellem kirkerne i Norden og Tyskland. I Sverige blev kontaktmanden Harry Johansson, lederen af det i 1940 oprettede Nordisk økumenisk Institut i Sigtuna, som under krigen havde formidlet hemmelige møder mellem repræsentanter for Bekendelseskirken i Tyskland og kirkemænd fra allierede lande. Man havde drøftet forskellige muligheder for etablering af samarbejde mellem Tyskland og Norden og diskuteret dem med ledende kirkefolk i Tyskland, og resultatet blev som nævnt på mødet i København stiftelsen af Nordisk-tysk Kirkekonvent. I det stiftende møde deltog foruden de nævnte initiativtagere fra dansk side provst Frode Beyer, Rinkenæs, og pastor Jordt Jørgensen fra Nødhjælpen til Europas evangeliske Kirker, fra Norge pastor Andreas Grasmo fra Kirkens Nødhjelp og fra Tyskland pastor Johs. Bartelt fra Kirkernes Udenrigskontor, Oberkirchenrat Volkmar Herntrich, Hamburg, dr. Herbert Krimm fra Evangelisches Hilfswerk og Präses Kurt Scharf, Berlin. Alle var enige om, at konventets virksomhed først og fremmest skulle bestå i afholdelse af konferencer, hvor præster og lægfolk fra Norden og Tyskland kunne mødes omkring emner, der var aktuelle i de forskellige kirker, og at konventets ledelse skulle være så lidt bureaukratisk som muligt. Af de meget kortfattede vedtægter fremgår det, at »kirkeledelserne skal holdes orienteret om konventets arbejde«, hvorved det altså undgår at få en for officiel karakter. Og så hedder det blot, at konventets ledelse skal bestå af tre repræsentanter for hvert af de nordiske lande og fem fra Tyskland, at man har valgt Bonnevie-Svendsen til formand, og at ledelsen skal mødes mindst en gang om året. Med hensyn til sekretariatsarbejdet blev det bestemt, at hovedsekretariatet skulle ligge i Kirkens Nødhjelp i Norge, mens Det økumeniske Fællesråd skulle stå for sekretariatet i Danmark (fra 1954 blev det Det mellemkirkelige Råd), Nordisk økumenisk Institut for det svenske og Kirchliches Aussenamt fra det tyske sekretariat. Og så gik man i gang. Allerede i 1950 gennemførtes ikke mindre end tre konferencer, en i Berlin, en i Urspring ved Württemberg og en i Hamburg - men det var nok mere, end man havde kræfter til. Antallet af deltagere fra de nordiske lande blev langtfra, hvad man havde planlagt. I Berlin kom der kun ni fra Norden mod forventet 20, og også i Urspring og Hamburg var tallet mindre, mens tyskerne kom fuldtalligt. Grunden var utvivlsomt dels en vis reservation i Norden over for fællesskab med tyskere, men også - i hvert fald for Danmarks vedkommende - manglende økonomiske midler til dækning af rejse- og opholdsudgifter. Men alle deltagere var enige om, at konferencerne havde været særdeles værdifulde, dels fordi man gennem åbne samtaler havde overvundet vanskeligheder i fællesskabet med baggrund i krigens oplevelser, dels også fordi man havde kunnet inspirere hinanden i arbejdet med aktuelle kirkelige problemer. Da konventets ledelse evaluerede det første års arbejde, var der derfor ikke tvivl: man måtte fortsætte, men ikke med det voldsomme tempo. Der skulle så vidt muligt hvert år holdes en konference i Østtyskland, hvor behovet var størst - foreløbig i Østberlin, men så snart som muligt i DDR i øvrigt, og desuden skulle der lejlighedsvis holdes konferencer i Vesttyskland eller et af de nordiske lande - det sidste specielt hvis man fandt, at bestemte emner af politiske grunde bedst kunne behandles der. Der skulle sigtes på 40-50 deltagere, hvoraf halvdelen var fra Tyskland og halvdelen fra Norden. Og så ville man kombinere de fem dages konferencer med de udenlandske deltageres besøg i lokale menigheder derefter, så vidt det var muligt, specielt i DDR. Særlig spænding var der helt naturligt omkring konferencerne i Østtyskland. Allerede inden konventets stiftelse havde provst Høgsbro haft en forhandling med lederen af den russiske kirkeafdeling i Berlin, professor Jemolajef, om muligheden for at holde nordisk-tyske kirkekonferencer i Østzonen, der jo dengang var russisk besættelseszone. Og også efter, at DDR var oprettet som selvstændig stat i 1949, måtte opholdsvisum i DDR i nogle år søges gennem de russiske repræsentationer i de enkelte lande og bevilges fra Moskva. Senere blev det DDR's myndigheder, der traf afgørelserne, også om udrejsetilladelse for DDR-borgere til konferencer i Norden. Det var tit en ret så tidkrævende affære, og adskillige gange blev der givet afslag på østtyskernes ansøgning om udrejse; men heldigvis lykkedes det også i en del tilfælde gennem forhandlinger med myndighederne at få sådanne afslag ændret. De første år måtte konferencerne i Østtyskland holdes i Østberlin - et enkelt år endda flyttes til Vestberlin, men fra 1957 lykkedes det at få tilladelse til konferencer ude i DDR, det første år i Greifswald, og næsten hvert år fik de nordiske deltagere også tilladelse til at besøge menigheder i omegnen af det sted, hvor konferencen holdtes. Men hvad var grunden til, at Nordisk-tysk Kirkekonvent kunne fungere så forholdsvis uantastet med konferencer og menighedsbesøg både i Østtyskland med folk fra Norden og i de nordiske lande med deltagere fra DDR? En del af forklaringen er utvivlsomt, at man havde håbet på at kunne påvirke de nordiske deltagere i politisk henseende, f.eks. når Statssekretæren for Kirkespørgsmål år efter år arrangerede de fine middage for de nordiske gæster, hvor lokale partispidser placeredes imellem dem, og der holdtes taler om alt det gode, som DDR stod for. Det fremgår også af brevvekslinger, som er fundet i Berlin-arkivet, mellem Statssekretariatet og lokale partikontorer. Imidlertid er der måske også en anden forklaring, nemlig at der i tidens løb opstod et personligt venskabsforhold mellem Hans Seigewasser, der var Statssekretær 1960-79, og konventets præsident Bonnevie-Svendsen. Seigewasser var kommunist, men havde i en af Hitlers koncentrationslejre lært at respektere kirkefolk, og Bonnevie-Svendsen var som nævnt aktiv anti-nazist. Deres venskab var utvivlsomt med til at muliggøre noget, der var umuligt i andre sammenhænge. Der er ingen tvivl om, at Nordisk-tysk Kirkekonvent har haft en overordentlig stor betydning for kirken i Østtyskland på grund af de kontakter og besøg, som hjalp præster og menigheder ud af isolationen. Det foreligger der mange vidnesbyrd om. Og for de nordiske deltagere betød mødet med kirken i Østtyskland også en stærk inspiration. Da så murens fald og den fredelige revolution i 1989 ændrede situationen i Østtyskland afgørende, var der mange, der mente, at nu havde konventet ikke nogen eksistensberettigelse længere. Men ledelsen fandt, at man måske havde nye opgaver, nemlig at skabe kontakt til de evangeliske kirker i Baltikum, Polen og Rusland, hvor et fællesskab med kirkerne i Norden og Tyskland kunne være til gensidig inspiration. Det blev besluttet at fortsætte med indoptagelse af de nye opgaver, man fik i 1995 godkendt nye vedtægter, og i september i år kunne man så fejre 50-års jubilæet i forbindelse med konference nr. 70, der fandt sted i Finland. Den nuværende formand for konventets ledelse er pastor Bjørn Sandvik fra Norge, og de to danske medlemmer er biskop Holger Jepsen, Nykøbing Falster, og lærerinde Else Duedal, Vejle. De er udpeget af Det mellemkirkelige Råd, der stadig fungerer som sekretariat for konventet, og her forhandles også bogen om konventets historie , »Brückenbau und Gemeinschaft«, der er udgivet i anledning af jubilæet. n præst