”JE SUIS CHARLIE!”. ”Jeg er Charlie!”. Sådan sagde vi og forsøgte på den måde at stille os på ofrenes side. Satiremagasinet Charlie Hebdos redaktion var blevet udsat for et bestialsk terrorangreb. De havde, efter de muslimske terroristers opfattelse, gjort sig skyldige i blasfemi, og Allahs navn skulle renses - i blod.
Charlie Hebdos redaktion lod sig dog ikke kue. Ved årsdagen for angrebet tidligere i januar i år ventede verden spændt på bladets reaktion. Bladets løsning var rystende: På forsiden ses en vred skægget mand løbe bort med blod på tøjet og en Kalashnikov på ryggen, flankeret af teksten: ”Ét år senere. Morderen er stadig på fri fod.”
Og for at ingen skal være i tvivl om, hvem der tænkes på, har tegnerne placeret en trekant med et øje, det klassiske symbol på kristendommens treenige Gud, over terroristens hoved. Den kristne Gud er den morder, der er løs...
Det er en dybt skuffende og dybt alvorlig reaktion. For det første er det billigt. Rent bogstaveligt. For i modsætning til den slags tegninger, hvor Muhammed har en bombe i turbanen, er der ikke stor risiko for, at redaktionen nu skal frygte for sit liv fra kristen side.
Der vil være forargede reaktioner - og med rette. For hvordan kan man tillade sig at sætte den kristne tro i skammekrogen for et muslimsk terrorangreb? Men skal man så nu vente blodige terrorangreb fra kristen side? Nej, vel?
Nu mener jeg sådan set ikke, at det genrejste Charlie Hebdo absolut skulle udsætte sig for yderligere risiko for radikal muslimsk bevågenhed på årsdagen. Men når man nu vil sætte ”morderen” fra den 7. januar 2015 pennen for panden - så er det usagligt og direkte uanstændigt at pege på den kristne Gud.
Hvad værre er, så løber Charlie Hebdo med dette angreb på kristendommen ærinde for de selvsamme muslimske terrorister, der skød vildt omkring sig på redaktionen for et år siden. De radikale muslimer, der har erklæret den vestlige verden krig - har ganske åbent erklæret den kristne verden krig.
Ikke bare i den forstand, at angrebet på ytringsfrihed og trosfrihed også rammer dybt kristelige anliggender. Men helt konkret sådan, at kristne bliver ydmyget, forfulgt og slagtet i hobetal under Islamisk Stats hærgen. Med sit nyeste nummer stiller Charlie Hebdo sig på aggressorens side ved at udpege sine medofre som (med-)skyldige. Man blæser medvind i terroristernes sorte flag og korsfarerretorik. Desværre er reaktionen ikke enestående. Jeg har undret mig over, hvor ofte man også i Danmark har haft behov for straks at inkludere vore egne ”kristne ekstremister”, når muslimske terrorister skulle fordømmes. Ikke mindst er Indre Mission blevet trukket frem som et sort eksempel fra vores egen kristne baggård igen og igen.
Sammenligningen er selvfølgelig lige så latterlig, som den er injurierende. Hvornår har man måske sidst hørt om indremissionske terrorister og selvmordsbombere? Ikke desto mindre er det åbenbart gangbar mønt at købe sin politiske korrekthed ad denne rute: ”Vi er naturligvis ikke ude på at krænke et bestemt religiøst mindretal. Se selv hvordan vi lammetæver et i forvejen forkætret mindretal i egen baggård i forbifarten.”
LAD MIG TRÆKKE et sigende eksempel frem netop fra januar sidste år, hvor Kirsten Palmer på TV 2's ”Kulturen på News” interviewede Lotte Svendsen og Knud Romer under overskriften: ”Burde aviserne trykke Charlie Hebdo-tegninger?”.
Samtalen fik et mildest talt overraskende forløb. De to debattører gjorde sig i udgangspunktet meget umage med at skelne mellem islam og islamistisk terror. Så langt så godt. Det var vigtigt at understrege, at angrebet på Charlie Hebdo var galemandsværk, som man ikke kunne lægge en hel trosretning til last.
Man måtte dog kræve, mente Knud Romer, at muslimer nu tog afstand fra ”middelalderlige bogstavtro tolkninger af Koranen”. Det blev stikordet for en drejning af samtalen, hvor ”bornholmske præster”, der ikke vil vie homoseksuelle, blev trukket op af hatten til sammenligning. Og så røg kæden ellers af.
Knud Romer: ”For mig personligt er religion noget, Fanden har skabt. Et middelalderligt system, der hører til på historiens kirkegård. Folk, der er religiøse, de er hjernevaskede. Jeg vil se kirkerne blive lavet om til diskoteker, om det er synagoger, moskéer eller folkekirker. De der præster, ved du hvad, jeg kan ikke holde dem ud! Men de er der jo. Så vi må jo omgås dem, men så må vi også lære dem, at vi kan omgås på de spilleregler, der er i et oplyst moderne samfund.”
Og sådan endte en udsendelse, der skulle handle om journalistisk mod eller mangel på samme i forbindelse med et islamistisk terrorangreb i Paris - i en skinger fordømmelse af religion i almindelighed og konservativ kristendom i særdeleshed. Tillad mig lidt sarkasme: Quelle courage! Og hvilket slag for ytrings- og trosfrihed!
Det skulle ikke være svært at få øje på parallellen til Charlie Hebdos dagsorden på forsiden af den seneste udgivelse.
Vel kan man finde talrige eksempler på overgreb og vold fra kirkens og kristnes side op gennem historien. Men der er den store forskel på islam og kristendom, at muslimen kan retfærdiggøre sin voldelige fremfærd mod de vantro med henvisning til sit religiøse grundskrift.
Den kristne finder absolut intet fodfæste for voldelig fremfærd over for hverken ven eller fjende i sit grundskrift, Det Nye Testamente. Tværtimod. Det Nye Testamente tegner et billede af en Gud, der nok bliver vred over ondskab, synd og hykleri, men som hellere tager dommen over sig selv, end rammer den skyldige. Det er selve kernen i den kristne tro; det med Jesu død på korset for vores skyld: ”Gud viser sin kærlighed til os ved, at han gik i døden for os, mens vi endnu var fjender.”
Inden man derfor taler om ”ekstremister” og ”fundamentalister” og friserer alle religioner over én kam, burde man måske først lige overveje, hvilket ”fundament”, der henvises til. For her er der, ja, jeg havde nær sagt: himmel og helvede til forskel på en ekstrem kristen og en ekstrem muslim.
Der er forskel på, om fundamentet tilsiger den ekstreme trosudøver, at den vantro skal bombes ad Mekka til, eller om fundamentet tilsiger, at den vantro skal mødes med respekt, frihed, ligeværd og omsorg, og at selv fjenden skal elskes som en bror.Det sidste var det, jeg selv blev indprentet under min opvækst i Indre Mission. Det var den måde, jeg så mine forældre møde andre mennesker på. Ekstremt - det var det indimellem - i al ufuldkommenhed. Med narkomaner og alkoholikere, der kom i hjemmet og mødte omsorg og ligeværd; juleaftner med buddhistiske eller muslimske flygtninge og ældre ensomme damer omkring bordet.
I centrum for det hele: den Jesus, der elsker ethvert menneske og er børnenes ven. Og ”skulle man få lyst til at pege finger ad andre, kunne man passende lægge mærke til, at der så altid er tre fingre, der peger på én selv.” Det er svært at leve op til deres ekstreme forbillede. Det indrømmer jeg.
”Je suis Charlie.” Jo, jeg stiller mig stadig på deres side, som blev ofre for terror. Men i dag har jeg også brug for at sige ”Je suis chrétien” - ”Jeg er kristen”. Jeg har brug for at stille mig på de kristnes side, hvis Gud Charlie Hebdo nu på det groveste karikerer som løsgående morder. Jeg tænker her først og fremmest på de mange kristne, der i skrivende stund netop er ofre for den selvsamme radikale islamisme, som ramte Charlie Hebdo.
Gud selv - ja, han kan nok forsvare sig selv. Han er også vant til det. Det med at være syndebuk. Han har allerede renset sit navn - i sit eget blod.
Jan Holm Mortensen er sognepræst