Nu har jeg fået nok og har sagt op!

Mit personale i børnehuset består af dygtige håndværkere, men jeg har gennem særligt de seneste år måttet bede dem om at bruge tid på rigtig mange ting, som de ikke har kunnet udføre sammen med børnene. Registreringer og målinger og et konstant krav om kompetenceudvikling. Derfor har jeg nu sagt mit lederjob op, skriver kronikøren

Jeg vender tilbage den dag, vi igen kan give børn og voksne langt bedre plads uden evindelige didaktiske mål, uden hele tiden at forstyrre børnene. Den dag, hvor jeg igen kan være tilfreds med firmaets politik, skriver Jytte Hare i dagens kronik.
Jeg vender tilbage den dag, vi igen kan give børn og voksne langt bedre plads uden evindelige didaktiske mål, uden hele tiden at forstyrre børnene. Den dag, hvor jeg igen kan være tilfreds med firmaets politik, skriver Jytte Hare i dagens kronik. Foto: Kissen Møller Hansen/ Denmark

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg igennem længere tid har været mindre tilfreds med firmaets politik. Sådan skrev min far i august 1958 til sin bror og fortalte, at han havde sagt sin stilling op. Sætningen dækker rent faktisk også min begrundelse for sidst i oktober 2013 at have sagt min stilling som daginstitutionsleder op til fratrædelse med årets udgang. Jeg skrev blandt andet: Opsigelsen er begrundet i min oplevelse af ikke længere at kunne give børn, personale og forældre de vilkår og muligheder, som jeg synes, de har krav på.

På kunstmuseet Arken er et værk fra 2005 af en dansk/norsk kunstnerduo ved navn Elmgreen & Dragset. Det er anbragt på den høje, lange, hvide væg, som går på langs ad hele bygningen og ser ud som følger: I første sals højde er der en hvid dobbeltdør, og oven over døren er der et skilt, hvorpå der står: Administration. Ud for døren er en repos, hvorfra en trappe med gelænder og trin af beton parallelt med væggen fører ned mod stueetagen. Imidlertid er det kun de første fire-fem trin, som er intakte. Derefter er der bare lidt betonrester i væggen, og resten af trin og gelænder ligger i en rodet bunke nedenfor på stueetagens gulv. Værket har berørt mig dybt som en kommentar til den udvikling, der er sket i samfundet generelt, og inden for mit område specifikt, gennem de seneste mange år, hvor der, som jeg ser det, er nogle væsentlige forbindelser, som er brudt sammen.

LÆS OGSÅ: Standardbørn: Skal daginstitutionerne være for livet - eller for erhvervslivet?

Jeg har været daginstitutionsleder i rigtig mange år og i to forskellige kommuner. Mit ærinde er imidlertid ikke at kritisere nogen af dem, for jeg opfatter problemet som meget større. Mit ærinde er at råbe vagt i gevær! i al almindelighed. Det her handler nemlig ikke om uduelige politikere, elendige byråd, dårlige chefer eller onde hensigter. For mig er trappen på Arken blevet en beskrivelse af et samfund, som er gået i stykker. Hvor jeg foroven i Administration ser ministerier, departementer, styrelser, kommuner, administrationer, djøfer og politikere og så videre, som i vid udstrækning styres af nogle målrationelle og økonomiske tankegange og logikker, som i globaliseringens hellige navn først og fremmest skal tilgodese erhvervslivet og landets konkurrenceevne, herunder vækst og forbrug. Som handler ureflekteret i forhold til, hvad denne styring gør ved mennesker, og hvor det interessante er at måle alt, hvad der kan måles, af hensyn til bundlinjen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det handler om et radikalt skift fra et samfund, som havde til opgave at tilgodese almenvellet, herunder opbygning af et velfærdssamfund for alle mennesker/borgere, til et samfund, hvor mennesker (også små børn) beskrives og forstås i økonomiske termer (som produktionsenheder og forbrugere), og hvor landets konkurrenceevne dikterer udviklingens retning.

Den tyske udviklingsforsker Herbert Renz-Polster sagde i Kristeligt Dagblad den 2. november 2013, at skiftet har medført en ændring i samfundet generelt, i værdierne og i menneskesynet; at der i både samfund og pædagogik er blevet opsat en række forventninger til børns kompetencer, og: Samtidig begyndte vi næsten uden blusel at betragte børn som ressourcer at se dem i forhold til deres potentielle slutprodukt i en konkurrencepræget verden.

Og videre: Der er stærke økonomiske kræfter bag styringen af børns leg. Industriforbund og globale spillere får stadig større indflydelse på definitionen af pædagogiske mål, hvor de kognitive og målbare evner står i centrum.

Neden for Elmgreen & Dragsets trappe befinder alle vi andre os (os, der bliver lovgivet for, bestemt over og udstedt direktiver for) og forsøger at få styr på vores verden og vores opgaver uanset om vi er pædagoger, sygeplejersker, forskere eller bare borgere, som ikke forstår, eller som er uenige i, hvad projektet nu går ud på. Problemet er, at forbindelsen er gået i stykker og kommunikationen brudt sammen.

I 2004 fik vi lov om pædagogiske læreplaner i dagtilbud med beskrivelse af seks temaer, der skal arbejdes med. Den enkelte institution skal formulere mål for børnenes læring inden for de seks temaer samt beskrive, hvordan man vil dokumentere og evaluere arbejdet med målene. Senere fulgte lov om sprogvurderinger og børnemiljøvurderinger, og det hele er nu skrevet sammen i Lov om dagtilbud fra 2011.

Hertil kommer de mål, som de enkelte byråd og direktioner beslutter for arbejdet i dagtilbud i deres kommune. I min kommune drejer det sig for eksempel om mål vedrørende udvikling af læringsmiljøer, inklusion, overgangen fra børnehave til skole, øget samarbejde med forældrene og særligt fokus på bevægelse. Og det hele skal i den enkelte institution målformuleres, planlægges og forberedes, gennemføres, dokumenteres og evalueres. Samtidig med, at personalet konstant og hele tiden skal kompetenceudvikles og lære at sprogvurdere, arbejde med dialogisk læsning, tænke og planlægge didaktisk samt udvikle deres arbejde med Science i børnehøjde.

I Asterisk nr. 68, december 2013 (magasin for aktuel uddannelsesforskning, DPU/Aarhus Universitet) er der sat fokus på håndværkeren, som af professor Richard Sennet defineres således: Håndværkeren er ikke blot murer, tømrer eller frisør. Håndværkere er alle, der udøver en praksis baseret på tillærte færdigheder. Hvilket for eksempel pædagoger gør.

Derudover gælder: Snedkeren, laboratorieteknikeren og orkesterdirigenten er alle håndværkere, fordi de går op i at udføre et stykke arbejde godt for arbejdets egen skyld. De udøver en praktisk aktivitet, men deres arbejde er ikke simpelthen et middel i forhold til et mål Håndværkeren repræsenterer den særlige menneskelige tilstand engagement.

Richard Sennet giver imidlertid udtryk for den samme problemstilling, som jeg har rejst: Men jeg er overbevist om, at håndværksmæssigheden i dag er i fare. Hvilket er det samme som at sige, at godt kvalitetsarbejde ikke bliver værdsat i den snæversynede kapitalisme.

Praktisk pædagogik er en tillært færdighed og falder dermed, som jeg ser det, ind under Richard Sennets definition af et håndværk. Uddannelsen er flere gange blevet ændret i en stadigt mere akademisk retning, men for mig er og bliver det et fag, som eksisterer og udøves gennem praksis. Jeg ved meget om at skabe rammer og give muligheder for små børns trivsel, udvikling og læring. Pædagogens kerneopgave er hver eneste dag på en nærværende, engageret og demokratisk måde at være sammen med barnet, at drage omsorg for det og i bredeste forstand at vise barnet verden, herunder at følge barnets undren og at gå på opdagelse sammen med det.

Jeg har været ansat på min seneste arbejdsplads gennem 12 år, mens værdierne og tænkningen rundt omkring mig har ændret sig. Mit personale i børnehuset består af dygtige håndværkere, men jeg har gennem særligt de seneste år måttet bede dem om at bruge tid på rigtig mange ting, som de ikke har kunnet udføre sammen med børnene. Registreringer og målinger, et konstant krav om kompetenceudvikling, nye opgaver i ét væk. Som efter min bedste overbevisning hverken har bidraget til at øge kvaliteten eller udvikle håndværket endsige styrke arbejdsglæden.

Set her bagefter tror jeg, at jeg længe har tænkt, at mine arbejdsvilkår var urimelige. Så da jeg i løbet af oktober for alvor begyndte ikke at kunne sove, tog jeg konsekvensen og sagde min stilling op. Jeg vender tilbage den dag, vi igen kan give børn og voksne langt bedre plads uden evindelige didaktiske mål, uden hele tiden at forstyrre børnene. Den dag, hvor jeg igen kan være tilfreds med firmaets politik

Eller den dag, nogen kommer til fornuft og påbegynder en reparation af trappen

Jytte Hare er tidligere daginstitutionsleder