For kort tid siden ville vi ikke have troet, det var muligt, men det tog coronaen få uger at få bugt med kulturlivets stærkeste udtryksform, live-oplevelsen, det fysiske fællesskab om den levende kunst – teatret, musikken, digtoplæsningen, performancen.
Det er en gammel erfaring, som vi gang på gang glemmer i vores bestræbelse på at forfine og udvikle livet. Naturen bestemmer. Det har vi i den grad mærket de seneste uger. Virus er vandret fra Kina til Europa og Danmark nærmest som en genopførelse af middelalderlige rædselsscenarier og hensat os i en stemning af kollektiv afmagt, som er helt fremmed for vores generation.
Vi får aldrig verden af i går tilbage, hedder det. Det er måske en overdramatisering, men sandt er det, at coronaen har vendt vores liv fuldstændigt på hovedet, også vores kulturliv. For hvornår kommer vi til at opleve massens beruselse igen? Hvornår kan vi gå til en stadionkoncert eller sætte os til rette i plyssæderne på landets teatre? Og nok så interessant: Hvornår gør vi det? For coronakrisens omkostninger tælles ikke kun i liv og penge, men også i social tillid og lysten til at være sammen – eller mangel på samme. Man kan med god ret frygte, at det at gå til live-events bliver noget, man i lang tid ikke gør, selv når de politiske restriktioner er fjernet.
Til gengæld vil to andre dimensioner i vores kulturforbrug komme til at spille en mere markant rolle.
For det første en øget digitalisering af kunstoplevelsen.
Den var mildest talt godt i gang i forvejen, men må nødvendigvis fylde endnu mere fremover. Mange har vist stor kreativitet og hurtigt transformeret coronakrisens bindinger til nye rammer. Musikhuset Aarhus streamer koncerter i byens baggårde til et bredt publikum, Østerbro Teater fik lynhurtigt skrevet ny dramatik i form af ”Coronamonologerne”, og Øhavsmuseet i Faaborg transformerede museumsoplevelsen til podcasts.
Denne digitalisering af kunstoplevelsen er i virkeligheden en kulturpolitisk chance for også at nå en endnu større del af befolkningen – ikke mindst dem, der normalt ikke går på museum eller i teatret. Man skal ikke undervurdere, at det for mange ikke skyldes manglende interesse, men snarere selve teater- eller museumsrummets afskrækkende virkning. De opleves – hvor uberettiget det end måtte være – som tynget af krav til høj dannelse og indgående kendskab til kulturhistorien. Og derfor matcher det digitale format bedre disse befolkningsgruppers præferencer.
Men denne chance indfries først, hvis vi lykkes med at skabe nye, kunstnerisk interessante formater, som publikum – gamle som nye – er villige til at betale for, ligesom mange i dag betaler for en teaterbillet.
Digitaliseringen skal bringe kunsten i spil på nye præmisser, ikke ved at gå på kompromis med kunsten selv, men med rammerne. Kreativiteten under coronakrisen har vist os, at det kan lade sig gøre, men opgaven bliver formentlig endnu sværere fremover. For i de seneste par måneder har vi alle delt samme erfaringshorisont – sygdommen og nedlukningen af samfundet har fyldt alt i vores liv. Til hverdag deler vi ikke på samme måde fælles perspektiv på verden, og derfor består der en endnu større kreativ-kunstnerisk udfordring i at skabe noget, der fanger nye målgrupper og forløser digitaliseringens kulturpolitiske chance.
I den henseende giver det stadig mening at skele til de spirende forsøg, der blev gjort allerede før krisen. For når Brøndbys superligahold danser med Den Kongelige Ballet, eller når gæsterne i et supermarked pludselig er statister i en forestilling fra Operaen, så er det ikke blot stærke formidlingsgreb. Det er også en udvidelse af kunsten ved at skrive den ind i nye rammer og derfra pege på, at opera ”blot” er vores hverdagskonflikter destilleret til fascinerende, emotionelt drama.
Denne pointe underbygges af, at når folk ser disse små film på sociale medier, så har de faktisk en oplevelse af at have været i teatret – af, at teatret har skabt en lille kunstoplevelse for dem.
Derfor vil det være et pejlemærke for digitaliseringen af kunstoplevelsen at skabe formater, der er kunstnerisk interessante og stærkt selvformidlende i ét – for besøgende kan ikke fortsat kun tælles i fysiske besøg.
For det andet avler den øgede digitalisering af kunsten sin modtendens.
Coronakrisens forsamlingsforbud henviste os ikke blot til skærmen, det supplerede også det stigende digitale kulturforbrug med en modtendens. Vi fik tid til at opleve vores byer og land igen, arkitektoniske perler og hemmelige steder, i form af et kulturforbrug, hvor det jordbundne og traditionsrige er i højsædet, den kunst- og kulturhistorie, der er præget ind i jord, sten og byrum, og som føles mere taktil og mindre diffus end digitale oplevelser.
Heller ikke denne dimension af vores kulturforbrug er for alvor ny, for de seneste 20 år har budt på en stærk revitalisering af vores kulturarv i bred forstand, lige fra litteraturkanoner til restaurering af herregårde.
Men tendensen vil blive stærkere, også efter coronatiden, fordi den får medvind af den grønne omstilling. Det fornyede fokus på naturen som en værdi i sig selv tilskynder til en øget opmærksomhed på vores kunstneriske og kulturelle formning af naturen. Denne gråzone mellem natur og kultur, der, hvor kulturen opstår som en formning af naturen, bliver et nyt fikspunkt, fordi klimakrisen minder os om, at vi lever på naturens præmisser og nåde.
Denne tendens er ligeledes interessant i det perspektiv, at den udligner forholdet mellem land og by. Eventkulturen nærer sig af storbyernes masser, mens kultiveringen af naturen jo faktisk træder tydeligst frem uden for storbyerne.
Tænk blot på et område som Faxe, lige i hovedstadens baghave, hvor kunsten først og fremmest lever som landskab, som et fascinerende kulturlandskab, med smukke herregårde, der ligger som perler på en snor, og mageløse middelalderkirker som Kongsted Kirke med de gådefulde kalkmalerier i hvælvingerne.
Denne type kulturforbrug byder på en anden fællesskabsoplevelse, ikke så meget et live-kulturens her og nu-fællesskab med de mange som det fælleskab, der opstår med følelsen af at være del af en lang historie.
Den er ikke hverken bedre eller dårligere end live-kulturens, men lige nu passer det til tiden. I krisetider kigger vi altid ned og tilbage – på vores forankring et bestemt sted i verden og på den kulturelle tradition, vi er en del af. Det er i sig selv udtryk for en form for bæredygtighed, som handler om en erkendelse af, hvem vi dybest set er, og hvilke værdier og forcer der er vores.
Og denne orientering tilbage kan paradoksalt nok udstikke en endnu stærkere kurs for fremtiden. For findes der et mere overvældende laboratorium af forløste og uforløste idéer end historiens? Findes der en stærkere inspiration for fremtiden end de historiens idéer, der allerede har ført os langt, og dem, der ikke blev til noget, men måske kunne have ført os endnu længere?
Dette historiens laboratorium udgør den nænsomme, men som regel målrettede kultivering af landskab og byrum en synlig indgang til.
Live-kulturen skal nok blomstre igen. Det glæder vi os til. Og det bliver sikkert i en endnu stærkere form, når vi har brugt den påtvungne kunstpause til at genbesøge vores egen kulturhistorie og fylde digitaliseringen af kunstoplevelsen med endnu flere vitaminer.