Nu indtager tv-serien ”Game of Thrones” tronen igen

”Game of Thrones” er i udpræget grad et barn af en senmoderne tidsalder, hvor vi på den ene side ikke tror på noget bestemt, men på den anden side samtidig er fascineret af tanker, der kan genforene os med den natur og det kosmos, som vi tabte, da rationalisme, videnskab og lutherdom i skøn forening affortryllede verden

.

Det er nu blevet tid til at bænke sig foran tv-skærmen og stille ind på sjette sæson af HBO’s megasucces ”Game of Thrones”. Den nye sæson havde premiere den 25. april, og over hele kloden har fans glædet sig til at se, hvem der vinder spillet om Jerntronen. Selv har jeg skrevet bogen ”Vinteren kommer – en fordybelsesbog for Game of Thrones-fans”, som lige er udkommet på forlaget Spring.

”Game of Thrones” er en genrehybrid, der kombinerer grum og pågående middelalderrealisme med velturneret fantasy, hvor ildspyende drager og hvide vandrere, som mest af alt ligner apokalyptiske ryttere, hører til dagens orden.

Realismens virkelighed følger nogenlunde almindelige psykologiske og fysiske love, mens fantasy-universets virkelighed er styret af ukendte kræfter, som visse mennesker kan bringe sig i kontakt med via magi og andre ekstraordinære egenskaber.

En del af trafikken mellem de to virkeligheder er knyttet til forskellige religiøse systemer og skikkelser, hvoraf flere i øvrigt ikke holder sig tilbage for at blande sig i det politiske spil om Jerntronen. Lad os derfor se nærmere på religionerne i kongeriget Westeros og omegn.

Den dominerende religion i Westeros er troen på De Syv. Den rummer mange paralleller til det, vi i europæisk historie kender som middelalderkristendommen. I troen på De Syv er der grundlæggende tale om en monoteistisk gud, som har forskellige aspekter, der er tæt forbundet med menneskets sociale og medmenneskelige forpligtelser. Trosretningen er etisk orienteret og forkynder nøjsomhed og respekt for øvrigheden. I hovedstaden King’s Landing forkyndes troen fra Baelors Sept, som til forveksling minder om en kristen katedral, ligesom yppersteseptonen har træk tilfælles med den katolske kirkes pave.

Men Westeros er et samfund i krise, og det samme er troen. I hovedstaden King’s Landing er den gejstlige ledelse dybt forviklet med overklassen, og man finder på et tidspunkt yppersteseptonen på et bordel, hvor han tydeligt viser, at han ikke betragter sin post som meget mere end en genvej til privilegier, hvilket jo ikke er helt uforståeligt for den, som kender til visse pinlige faser i den europæiske middelalderkirkes historie.

I en situation, hvor elendigheden for almindelige mennesker tager til på grund af borgerkrigen, får den religiøse reformbevægelse Spurvene vind i sejlene. Med kravet om en solidarisk og nøjsom regeringsform og med militante munke som håndhævere af bevægelsens ideer gennemfører Spurvene et opgør med den gejstlige ledelse inden for kirkesamfundet.

Også her er der klare paralleller til lignende begivenheder i senmiddelalderens Europa, der sluttelig førte til Reformationen. Man skal blot tænke på dominikanermunken Girolamo Savonarola i 1400-tallets Firenze, som gik til angreb på de riges kultur og kunst, ligesom elementer af Spurvenes oprør peger frem mod den lutherske reformation og bondekrigene i Tyskland, hvor en skikkelse som prædikanten Thomas Müntzer agiterede for en kombination af religion og social reformation og dermed påkaldte sig den mere konservative reformator Luthers vrede.

Her ved indgangen til sjette sæson har den religiøse reformbevægelse med sine krav om nøjsomhed og dyd hos de øvre klasser vind i sejlene og ser ud til at kunne presse kongemagten. Men hvis fiktionsdramaet bare lægger sig en smule op ad begivenhederne i den reformationstid, den tydeligvis låner mange af sine replikker og modsætninger fra, vil de socialrevolutionære spurve snart blive slået ned. Men serien følger jo ikke den realhistoriske drejebog, så man kan også forestille sig, at de radikale religiøse kræfter allierer sig med andre politiske tendenser, der er i udbrud her ved slutningen af femte sæson.

Også troen på R’hllor eller Lysets Herre spiller en markant rolle i ”Game of Thrones”. Trosretningen repræsenteres først og fremmest af den røde kvinde Melisandre og Stannis Baratheon, den tidligere konges bror, som er en af bejlerne til Jerntronen.

Troen på Lysets Herre udmærker sig ved en radikal form for dualisme, som sætter kampen mod andre og vantro religioner i centrum, og som forkynder et teokrati. Den røde præstinde Melisandre er en fanatisk skikkelse, hvis handlinger lugter ikke så lidt af sort magi, og derudover giver hun anledning til en masse ulykke.

Stannis taber indtil flere afgørende slag, og han lader i en skrækkelig scene sin gennemsympatiske datter ofre på bålet for at give ”royalt blod” til præstindens projekt med at gøre ham til konge. Skal vi oversætte troen på Lysets Herre til en kendt religion, kan man pege på zarathustrismen og den form for dualistisk kristendom, som var udbredt blandt katarerne i 1200-tallets Sydfrankrig. Religionen taler imidlertid også ind i vores nutid og skaber associationer til såvel kristen fanatisme som islamistiske idéer om kalifatet med dertil hørende voldsforherligelse og intolerance.

En tredje central trosretning i ”Game of Thrones” er troen på de gamle guder. Der er tale om en ældgammel religion uden præster og templer og med naturen selv som centrum for dyrkelsen af det guddommelige. Der har derfor ikke udskilt sig et skabende moralsk princip bag eller hinsides naturen selv, sådan som det findes i den nye tro og R’hllor-religionen. Skal man trække paralleller til kendte religioner, kan man pege på keltisk religion, ligesom de nordamerikanske indianeres naturreligion er en oplagt parallel.

Mens troen på De Syv er knyttet til Westeros’ kongefamilie i King’s Landing, og troen på Lysets Herre forbindes med tronaspiranten Stannis Baratheon, er det i huset Stark, man skal finde den gamle tro. Dette er ikke uvæsentligt, for Stark-familien på Winterfell i Nord repræsenterer i høj grad seriens moralske dagsorden.

Husets overhoved, Ned Stark, dør allerede i første sæson, og hans børn, Jon, Bran, Arya og Sansa, kastes ud i en usikker verden, hvor de på hver sin måde forsøger at holde fast i en moralsk dagsorden. Specielt Bran Stark udvikler en række overnaturlige evner, som sætter strøm til den gamle tro. I portrættet af ham er der ikke så lidt new age-lir med dertil hørende clairvoyance, ud af kroppen-bevægelser og drømmevarsler.

Og Bran forbinder sig med den fortid, som markeres af Skovens Børn, et folk der blev udryddet af den nuværende Westeros-befolkning. Den gamle tro med potentiale for mystisk individuationsrejse og fremhævelse af menneskets dybe forbundethed med naturen og fortiden kan noget, som hverken den teokratiske og dualistiske R’hllor-religion eller den pligtorienterede tro på De Syv kan.

Måske. For i ”Game of Thrones” taler kosmos nok med, men om universets kræfter er onde, gode eller bare ligeglade, er indtil videre ikke til at blive helt klog på. ”Game of Thrones” er i udpræget grad et barn af en senmoderne tidsalder, hvor vi på den ene side ikke tror på noget bestemt, men på den anden side samtidig er fascineret af tanker, der kan genforene os med den natur og det kosmos, som vi tabte, da rationalisme, videnskab og lutherdom i skøn forening affortryllede verden og sendte magi og mirakler på pension.

Vi ved godt, at videnskaben har affortryllet verden, men vi er optaget af fortællinger, der genfortryller den. For en stund kan vi lege med idéen om, at der måske er et forsyn, andre forklaringer og en skæbne for det menneske, der søger. Og hvilket sted er bedre til at lege end i fantasyfortællingen, specielt når denne som i ”Game of Thrones” suppleres med en god portion realisme?

Steen Beck er lektor ved institut for kulturstudier, Syddansk Universitet og forfatter til bogen ”Vinteren kommer – en fordybelsesbog for Game of Thrones-fans”