Prøv avisen

Nu skal folkekirken have sit forskningscenter

"Der skal ikke drives forskning i kirken, blot fordi, vi vil redde kirkens eksistens", mener dagen kronikører. Foto: .

Kirkeforskning Vi opfordrer til, at der bliver iværksat et seriøst nationalt tiltag, der kan koordinere, samle og løfte de forskningsopgaver, som folkekirken står over for, skriver dagens fire kronikører

Kristeligt Dagblad opfordrer lørdag den 21. august på lederplads til, at folkekirken etablerer sig med decideret kirkeforskning. Anledningen er den faldende dåbsprocent i Københavns Stift og det forhold, at samme stift og - i mindre grad - landets øvrige stifter oplever et relativt højt antal udmeldinger. Lederskribenten påpeger, at dette er anledningen til at se i øjnene, at der mere end nogen sinde før er behov for "at vi får en udbygget dansk kirkeforskning med solid opsamling og udvikling af viden" og "at vi har brug for fakta frem for virkelighedsflugt".

Undertegnede fire kronikører har besluttet at tage handsken op: Det er på tide, at der etableres et Folkekirkens Forskningscenter. Det faldende antal folkekirkemedlemmer er en anledning til at tænke nyt, men vi vil gerne tænke mere offensivt, end Kristeligt Dagblads lederartikel i udgangspunktet lægger op til. Der skal ikke drives forskning i folkekirken, blot fordi vi vil redde kirkens eksistens, men fordi folkekirkens forhold for en stor dels vedkommende består i fragmenteret viden, som aldrig finder et fælles udtryk og derfor aldrig kommer fællesskabet til gode. Vi ser to formål med etableringen af det, vi kalder Folkekirkens Forskningscenter.

1) Der skal drives folkekirkelig forskning i betydningen forskning i kirkens forhold. Som Kristeligt Dagblad lægger op til det på lederplads: kirken som forskningsobjekt.

2) Der skal etableres en sammenhæng, hvor den forskning, der faktisk drives i - men ikke nødvendigvis om - kirken, samles i en frugtbar sammenhæng: kirken som forskningssubjekt.

Vi mener, folkekirken har afgørende og ubeskrevne områder at afsøge med henblik på nutidens og fremtidens udfordringer. Og vi ved, at folkekirken har ressourcestærke præster og dygtige ansatte i frie, folkekirkelige organisationer, som både vil kunne styrke og styrkes af et sådant forskningscenter. Med andre ord skal folkekirken ikke bare have en forskningsenhed, fordi kirken har faldende medlemstal, men fordi det er vigtigt at reflektere akademisk over og forbedre folkekirkens arbejde.

Det er ikke nyt at tænke på denne måde. Vores evangelisk-lutherske søsterkirker i både Norge, Sverige og Finland har veletablerede forskningsenheder, som koordinerer og opsamler viden fra kirkernes bagland, samtidig med at faste forskere påtager sig opgaver, som skønnes relevante for hele kirken – for eksempel religionssociologiske undersøgelser, nedfældning af missionsteologiske overvejelser samt praktisk-teologiske studier. Vi kunne også søge inspiration hos de frie skoler i Danmark, som netop i fællesskab har etableret et forskningscenter.

Vores idéer er heller ikke fremmede i en folkekirkelig sammenhæng. Kirkeministeriet barslede i 2008 med Betænkning 1503 om uddannelse og efteruddannelse af præster i folkekirken. Heri gøres det klart, at "Folkekirken har en ægte interesse i og forpligtelse til at støtte den teologiske uddannelse og forskning" samt at "de forskningsmidler, som fakulteterne råder over, er begrænsede set i lyset af både behov og muligheder". Betænkningen taler således både om etableringen af en teologisk studie- og forskningsfond med det primære formål at støtte, udvikle og fremme teologiske studier og forskning samt studier og forskning i "beslægtede og relaterede fagområder af betydning for folkekirken" (afsnit 4.2.) og om oprettelsen af et decideret "folkekirkeligt forskningsinstitut". (afsnit 4.2.2.).

Arbejdsgruppen bag Betænkning 1503 anbefaler direkte, at der nedsættes et udvalg, der har til opgave at arbejde videre med planer og idéer til både studiefond og forskningsinstitut. Siden blev betænkningen imidlertid sparket til hjørne, og endnu er holdet bag betænkningen, inklusive den alt andet lige helt afgørende spiller, nemlig Kirkeministeriet, ikke blevet enige om, hvordan bolden bringes i spil igen. Vi opfordrer nu til, at de fremadrettede planer og idéer, som betænkningen indeholder vedrørende det, vi har valgt at kalde Folkekirkens Forskningscenter, bliver iværksat gennem et seriøst nationalt tiltag, der kan koordinere, samle og løfte de forskningsopgaver, som folkekirken står over for.

Folkekirken råder allerede over en række uddannelsesinstitutioner, samlet i Folkekirkens Uddannelsesinstitutioner for Præster geografisk placeret i København, Århus og Løgumkloster. Ganske i tråd med Betænkning 1503 mener vi, at disse institutioner skal tænkes med som ressourcer i udarbejdelsen af et nationalt forskningstiltag. Men vi vil mere end det. De lektorer, som er tilknyttet Folkekirkens Uddannelsesinstitutioner for Præster, har begrænset tid til rådighed til decideret kirkeforskning. Samtidig har de bestående institutioner ikke hverken pligt eller ressourcer til at samle, koordinere og vejlede i forhold til de studier og den egentlige forskning, som finder sted blandt præster i folkekirken.

Flere akademisk ressourcestærke teologer sidder allerede i dag med indsigter og ideer til forskningsprojekter, som er relevante i en bred folkekirkelig sammenhæng. Mange vil ikke nøjes med ensom præstegårdsteologi, men har brug for et miljø og en sammenhæng at tænke studier og teologisk forskning ind i. På samme måde foretages der studier og skabes indsigter i en række af de frie folkekirkelige organisationer og Landsforeningen af Menighedsråd, men der er ingen koordinering, og resultaterne kommer ikke tilstrækkeligt bredt ud. Vi finder, det er tid til at ændre dette.

Vi har alle fire erfaringer med studieorlovspræster og andre, som søger råd og vejledning på må og få i de folkekirkelige miljøer med den hensigt at gennemføre større eller mindre studieprojekter. Alt for ofte skorter det imidlertid på samtænkning, og mange i øvrigt gode og relevante projekter er løbet ud i sandet, fordi der ikke eksisterer et aktivt nationalt studiemiljø, som den enkelte kan knytte an ved, eller en god gedigen vejledning, som kan være medvirkende til, at det enkelte projekt skæres til i et format, som egner sig til kortere studieperioder. Derfor skal der skabes et samlende folkekirkeligt forskningscenter, hvor der er akademisk vejledning til rådighed, og hvor denne vejledning er en hovedopgave sammen med decideret kirkeforskning.

De eksisterende folkekirkelige uddannelsesinstitutioner skal medtænkes, men vi mener samtidig, at det er afgørende, at Folkekirkens Forskningscenter har en identitet i sig selv med egen centerleder og selvstændig bestyrelse. Selvom et virtuelt, webbaseret netværk med deling af forskningsbaserede artikler vil være bydende nødvendigt for succes, er det vores overbevisning, at centret i sig selv også skal have et fysisk udtryk og ikke blot være et virtuelt center. Det er afgørende, at der er en stærk centerledelse, som ud over at skabe synergieffekt på nettet, også kan koordinere faglig vejledning og selv igangsætte forskningsprojekter på områder, der kræver folkekirkens bevågenhed.

Har folkekirken modet til at tænke stort med en national investering i et Folkekirkens Forskningscenter til gavn for hele folkekirken? Det vil koste nogenlunde det samme, som et enkelt middelstort folkekirkeligt sogn omsætter på årsbasis, og finansiering er allerede skitseret i Betænkning 1503.

Har Kirkeministeriet modet til at se i øjnene, at der mere end nogensinde før er behov for, "at vi får en udbygget dansk kirkeforskning med solid opsamling og udvikling af viden"? Vi mener, der er brug for "fakta frem for virkelighedsflugt", for handling frem for passivitet.

Ulla Morre Bidstrup er lektor ved Pastoralseminariet i Århus. Kirsten Jørgensen er sognepræst i Kerteminde-Drigstrup. Inge Lise Pedersen er formand for Landsforeningen af Menighedsråd. Jørgen Skov Sørensen er ph.d. og sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd