Dåbstallet falder, og det samme gør medlemsprocenten. Folkekirken i København står over for store udfordringer. Mange vil gerne gøre noget ved det, men det er svært at vide, hvad man skal gribe til, for vi ved ikke ret meget om det københavnske kirkeliv.
Jo, vi ved, hvad der prædikes om, og hvem der holder foredrag og koncert, men når det drejer sig om pengene og magten, ved vi meget lidt.
Hvem bestemmer for eksempel, hvor der skal bygges ud og bygges om? Og hvem betaler regningen?
Folkekirkens store styrke er den folkelige opbakning, der bunder i en demokratisk forståelse af et fælles ansvar for kirken. Man betaler sin kirkeskat, så kirken kan holdes i god stand, og så præsten kan få sin løn. Det er forudsætningen for, at familiens små nye kan blive døbt, de unge konfirmeret og viet, og de gamle kan få en smuk og værdig afsked med denne verden.
Sådan har det været, men helt så enkelt er det ikke mere. Der er kommet mange nye funktioner til i kirken, og det er svært at gennemskue, hvorfra pengene kommer, og hvor de bliver brugt. Men det kan lade sig gøre. Det handler om kommunikation, demokrati og økonomi.
Det skal være muligt og gerne nemt at forstå, hvordan man kan få indflydelse på kirkens beslutninger. Københavns kirkeliv har brug for at blive opdateret, så det kan imødekomme de krav, der stilles til kirken i årene fremover.
Det bliver en udfordring i de kommende år at skaffe midler til kirker i de nye bydele: Ørestad, Sydhavn og Nordhavn. Men også byens historiske kirker i Indre By er dyre i drift og vedligeholdelse. Selvom samfundet bliver rigere år for år, og vi derfor betaler mere i kirkeskat, er der færre til at betale.
Befolkningen i København vokser med små 1000 indbyggere hver måned, men en stor del af befolkningsstigningen skyldes flere små børn og studerende. De tjener ikke så mange penge og betaler derfor heller ikke så meget i skat. Yngre børnefamilier er begyndt at flytte ud af byen, fordi det er for dyrt at bo i de store lejligheder i indre by, og der er for lidt plads i de mindre lejligheder i brokvartererne.
Det skaber en latent ubalance mellem, hvem det er, der betaler, og hvor pengene bliver brugt. Der har tilsyneladende ikke været nogen, som har taget initiativ til at rejse en bredere debat i folkekirken i København om disse temaer. Der vil derfor nu blive taget nogle initiativer fra Distriktsforeningen af Menighedsråd i København.
Det er ganske betragtelige millionbeløb, der i nærmeste fremtid skal anvendes til bygning af nye kirker. Det kan nu konstateres, at den nys overståede runde med lukning af syv kirker i København ikke har tilført den kirkelige økonomi væsentlige midler. Der vil højst blive tale om en beskeden besparelse på kontoen til daglig drift.
Ingen ved reelt, om de fremtidige tilflyttere til de nye bydele vil være medlemmer af folkekirken. I en nylig undersøgelse af dåbsprocenter i Sydhavn - et af de steder, hvor man planlægger en ny kirke - ser det ud til, at medlemsprocenten er lavere end i resten af København, og dermed også markant lavere end landsgennemsnittet.
Beboerne i de nye bydele ser således ud til for en stor dels vedkommende at slippe for at betale til deres lokale kirker. Den eneste mulighed for at rejse midler er derfor at tage pengene fra de eksisterende sogne, som må se i øjnene, at de får færre penge til rådighed.
De økonomiske dispositioner, som ligger bag planerne om bygning af nye kirker, er hovedsagelig foregået i det indirekte valgte ”Københavns kirkelige budgetudvalg”. Dette udvalg lever en tilværelse, der er skjult for offentligheden, idet det ikke optræder nogen steder på stiftets hjemmeside.
Udvalgets dispositioner bliver derfor truffet på møder og af personer, der ikke kendes af menighederne. Deres beslutninger bliver givetvis truffet ud fra de mest reelle hensigter, men det må konstateres, at dispositionerne stort set er foregået i dølgsmål.
Den demokratiske legitimitet i folkekirken ligger i menighedsrådene, som er valgt af sognets medlemmer af folkekirken. Menighedsrådene vælger medlemmerne til de lokale provstiudvalg, der fungerer som sognenes fællesudvalg for økonomi og tilsyn.
I et ligningsområde som København er det så provstiudvalgene, som hver af deres midte udpeger medlemmer til Københavns kirkelige budgetudvalg, der har det som sin primæropgave at fastsætte størrelsen af den kirkelige ligning og dermed indirekte størrelsen af kirkeskatten i kommunen.
Det er for så vidt fornuftigt, eftersom det også er Københavns kirkelige budgetudvalg, der står for prioriteringen af større anlægs- og vedligeholdelsesarbejder. Men der er et demokratisk problem ved, at de kan beslutte, hvad der skal bygges, og bagefter kan de sende regningen ud til medlemmerne - uden at medlemmerne ved et valg har mulighed for at gøre dem ansvarlige for deres dispositioner.
I et ideelt, demokratisk system er de almindelige medlemmer med til at træffe beslutninger - i det mindste ved at vælge dem, der på medlemmernes vegne skal beslutte. Hvis dette skulle virke i det lokale kirkelige system i København, skulle de enkelte menighedsråd på en helt anden måde være inddraget i de overordnede dispositioner. Ikke bare i form af at træffe beslutninger, men også i form af at modtage kommunikation om det samlede billede af beslutninger og realisering af de større projekter.
Ethvert firma med respekt for sig selv vil drage omsorg for, at parthaverne eller aktionærerne samt de ansatte får en fyldestgørende information om firmaets økonomi, og en offentlig virksomhed ville ved lov skulle stille de ønskede oplysninger til rådighed, men her lades menighedsrådene i stikken.
Selvom de fleste møder i provstiudvalg og budgetudvalg er offentlige, så kommer der som regel ikke nogen ”udefra” for at overvære møderne, og den kommunikation, der udgår, er som regel yderst sparsom.
Distriktsforeningen af Menighedsråd i København indkalder på den baggrund de københavnske sogne til et debatmøde den 10. februar, hvor der vil der blive mulighed for efter oplæg fra blandt andre de to formænd for budgetudvalget og distriktsforeningen at drøfte det demokratiske underskud i forbindelse med vedtagelsen af de tre store kirkebygningsprojekter.
Yderligere vil der blive anledning til at drøfte, om der kan findes en bedre model for finansieringen af de historiske kirker i indre by. Som det er nu, overføres der hvert år fra flere af sognene i brokvartererne beløb i millionstørrelsen, uden at de berørte sogne bliver gjort bekendt med det.
Selvfølgelig skal midlerne skaffes til vedligeholdelse af de historiske kirker ”inden for voldene” og til at betale for kirkens hverdag også der. Det er til gengæld et åbent spørgsmål, om det ikke ville være sundere, hvis det hvert år blev gjort op, hvor meget ekstra det koster, for efterfølgende at gøre det til en bevidst fællesopgave for sognene i hele hovedstaden at deles om udgiften.
Det ville også give sognene på Frederiksberg mulighed for at deltage i at løfte denne opgave.Som en naturlig opfølgning på demokrati og økonomi vil det så være naturligt at udgive en årsrapport til alle menighedsrådsmedlemmer med en gennemgang af de økonomiske dispositioner i det københavnske ligningsområde.
En rapport, som også kan være tilgængelig for offentligheden, hvor sognene med stolthed selv kan se, hvad de er med til at løfte af opgaver så som bygningen af nye kirker og finansieringen af kirkerne i indre by.
Margrethe Winther-Nielsen og Erik Balslev-Clausen er henholdsvis formand og næstformand for Distriktsforeningen af Menighedsråd i København.