Prøv avisen

Nuets mange glæder

Tegning: Peter M. Jensen

Jeg bærer mine sorger, og jeg elsker mine glæder. Det eneste, jeg behøver for at være lykkelig, er at sige: Ja tak!

Jeg vågner, og på de særligt gode dage ligger katten i fodenden af sengen og begynder at spinde kælent imødekommende, lige så snart jeg rører på mig. Vi nusser lidt, før vi står op. Først mig. Så ham, det tykke dovendyr. På vej ud til badeværelset tænder jeg computeren og sætter kaffen over, mens jeg allerede er begyndt at glæde mig til dagens første, største glæde i mit liv.

Vender tilbage til køkkenet, skænker et krus kaffe og slår mig så ned ved skærmen og åbner min mail og min Skype. Jo, hun er oppe, for jeg kan se, hun er online, min livsveninde, og hun har også allerede sendt mig et link til den morgensang, vi skal synge i dag. I går var det mig, der bestemte, men i dag hende. Jeg ringer hende op på Skype, og så synger vi Grundtvig, Aakjær, Thøger Larsen, Ingemann, skillingsviser, folkeviser, revyviser, drikkeviser, PH, Kingo, Beatles, morgensange, aftensange, fædrelandssange ... Der er tusindvis af sange i verden, og vi kommer hele tiden i tanke om flere, som vi for resten også kender. Hver dag. Det er en herlig glæde i mit liv. Lige nu den største af dem alle.

Så lægger vi på, og jeg tager fat på dagens arbejde, som også er den største glæde i mit liv. I de næste fire, fem måske seks timer er jeg tabt for omverdenen, og hvor er jeg dog et privilegeret menneske, at jeg kan sidde her i mit eget smukke rum og tjene penge ved at lave det, jeg holder allermest af og ville gøre under alle omstændigheder. Findes nogen større glæde end det?

Min yngste søn ringer og er i sludrehjørnet. Jeg smiler til ham gennem telefonen, for jeg kan ikke være lykkeligere, end jeg er nu, mens han trækker skufferne i sit liv ud og ind for at vise mig det aktuelle indhold. Så åben har han ikke altid været, men det er han blevet, efter at han for et par år siden først blev sendt til tælling af skæbnen og derefter opdagede, at vi har en stor fælles passion, han og jeg. At dele passioner med sine børn jamen, det er ubetinget den største glæde.

Naboen kommer hjem fra arbejde, og vi mødes henne i hegnet og vender verdenssituationen i et par minutter, indtil hendes unger kræver opmærksomheden, og hun også skal ind og i gang med aftensmaden. Hun når lige at fortælle, at hun er blevet fastansat i det, der ellers har været et løntilskudsjob indtil nu, og det er altså stort. Og så i disse tider og endda i hendes fag! Hun har kæmpet rigtig hårdt, og hun har været så bekymret, så da hun slipper den gode nyhed ud, bliver jeg varm om hjertet og tænker, at det glæder mig over alt andet.

Inde fra huset ringer telefonen igen, og det er min nye, selvvalgte søster, som jeg kun har kendt i fire år, men som er rykket langt ind i mit univers, efter at vi begyndte at fortælle hinanden alt. Det begyndte stilfærdigt med, at vi faldt i snak til en fest, og da det viste sig, at vi havde meget at tale om, fortsatte vi på mailen længe efter. Samtalen har siden vokset sig stor og vidtforgrenet, så det er hver dag med den allerstørste glæde, jeg tager telefonen, når jeg ser hendes navn i displayet.

Jeg skal ikke arbejde mere i dag, for jeg har nået, hvad jeg ville. Alligevel holder jeg Skype åben, så min datter kan ringe mig op, hvis hun har strøm. Hun bor i en borgerkrigslignende zone et sted i Mellemøsten, hvor den lokale diktator plager sine undersåtter med konstant at slukke for elektriciteten. Men i dag er der strøm, så hun ringer, og hun lyder glad. Hun tror nok, at hun og hendes elskede snart får lov til at gifte sig. Hans familie har stillet som betingelse, at muftien skal sige ja til dette ægteskab mellem en muslim og en kristen, før det kan blive til noget, og det er den velsignelse, de går og venter på. Min har de fået for længst. Nu mener hun også, de snart får muftiens. Der er ikke noget, der kan gøre mig mere glad end at høre hendes klingende latter, når hun fortæller om den mand, hun elsker over alt. Han er også et dejligt menneske, det har jeg ved selvsyn konstateret.

Så opdager jeg, at min ældste søn netop har sendt mig en stak billeder fra sidste gang, vi var sammen. På et af dem sidder jeg med mit ældste barnebarn på skødet, og jeg kan sagtens huske, hvad vi talte om. Han er tre år, og han fortalte mig meget alvorligt, at han godt kunne lide hekse. Fem minutter efter kom han og stak sin hånd i min og spurgte, om jeg ville gå med ind på hans værelse og tage heksen væk? Jeg troede ellers, at du godt kunne lide hekse?. Ja. Men ikke dén heks!.

Nåh, nej. Jeg tog hans lillebror med på armen, selvom jeg næsten ikke kan slæbe den tunge marcipanbaby længere. Han grinede over hele femøren, og så tog han fat i mit hår og trak mig helt hen til sin glade mund med de to troldetænder og savlede mig i hele hovedet, mens jeg fjernede den grimme heks for hans storebror. Det er der også et billede af. Mmmmmm ... hvilken største glæde de to dog er i mit liv.

Det er i virkeligheden ret nemt, det med glæde. Den ligger der, lige foran os i hvert evig eneste nu. Det gælder kun om at bukke sig ned og samle den op. Ja, knap nok det. Man kan nøjes med at holde hænderne frem og tage imod den. Det er ikke særlig kompliceret.

Nu er det jo ikke alle, der er lige så heldige som dig. Den sætning har jeg hørt et par gange eller tre i mit liv, men jeg lover, at havde denne konkurrence haft overskriften Din største sorg, så havde jeg også kunnet skrive den, og den havde kunnet fylde det halve af avisen. For kun med sorgen som relief kan man for alvor stille skarpt på glæden, tror jeg. Det er skyggen, der gør lyset lyst, og anerkender man det, får man en fantastisk dybde i sit billede ud af det. Nu for nu for nu for nu ...

Jeg bærer mine sorger, og jeg elsker mine glæder. Jeg tror måske, at sorgerne er størst, men jeg ved det ikke særlig præcist, for jeg lader som regel glæderne fylde mest. Det er dem, jeg hæfter mig ved og gør plads til i hvert eneste nu. Selv den mest beskedne af mine mange daglige glæder, som for eksempel at sidde her i natten og høre regnen tromme mod taget efter nogen tids tørke, bliver på den måde til et lille under i sig selv. Jeg samler hverken på fortid eller fremtid. Ikke længere, for det er der, sorgerne bor, har jeg opdaget. Der kan man så let komme til at græde over det tabte eller frygte det kommende. Det kan man ikke i dette lille levende nu. Der kan man bare leve.

Jeg lever, og jeg lever med en dyb taknemmelighed over al den rigdom og glæde, der hver eneste dag er at finde omkring mig. Lever også med den stille ydmyghed, der kommer af at vide, at det eneste, jeg selv behøver at gøre for at være lykkelig, er at sige: Ja tak! Så enkelt er det. Det er mærkeligt, at det for de fleste, inklusive jeg selv, kan være så svært at regne ud, hvor let det er.

Det er holdt op med at regne, og katten har lagt sig utålmodigt oven på mine fødder som for at sige, at nu vil han altså gerne i seng, så hvis jeg lige kunne tage at gøre mig færdig her, så vi kan følges ad ...

Jeg vipper med en storetå mod hans bløde mave, og straks begynder han at spinde. Findes der nogen større glæde end det?

Pernille Plaetner, København