Kronik: Globalt sindede fremstilles ofte som virkelighedsfjerne, elitære og folkefjendske, mens nationalt sindede præsenteres som virkelighedsnære og folkekære.
Det er en belejlig fortælling for nationalister, men i dag er det snarere den nationalistiske dagsorden, der systematisk negligerer vigtige dele af vores virkelighed og negligerer de egentlige problemer.
Tager vi udgangspunkt i de konkrete menneskelige realiteter frem for abstrakte idéer - en præmis, som nationalister plejer at dele - så peger meget ligefrem på, at forestillingen om det nationale som den bedste platform for politik og identitet i dag står i vejen for, at vi løser de mest presserende problemer i vores samtid.
Det måske største problem er, at nationalstaten ikke længere formår at kontrollere økonomien, eftersom denne er multinational.
Problemer med at finansiere fremtidens velfærdssamfund kommer ikke først og fremmest fra indvandring og multikulturelle udfordringer, som nationalister bilder sig ind, men fra det forhold, at virksomheder, der er afgørende i finansieringen af samfundet, i stadig større grad formår at unddrage sig samfundets kontrol.
Meget belejligt beskæftiger nationalister sig sjældent med konkrete løsninger på dette problem, men nøjes med frygtesløst at dæmonisere alt, der kommer ”udefra”.
Men floskler om danskhed og dæmoniseringer af flygtninge og indvandring er nytteløse, når en fabriksproduktion flyttes til udlandet og folk bliver fyret, eller når et multinationalt selskab unddrager sig at betale skat ved hjælp af kreativ bogføring.
Vi kan dyrke danske værdier alt det, vi vil, men det løser ikke vores økonomiske grundproblem: Den enkelte nationalstat har i dag ikke længere den reelle magt til at gøre noget ved den multinationale økonomi.
Det skyldes, at magtforholdet mellem stat og marked har rykket sig: Den enkelte nationalstat er økonomisk afhængig af markedet, men de enkelte markedsaktører er på grund af globaliseringen ikke længere afhængige af den enkelte stat:
Er markedsvilkårene bedre i et andet land, er det ganske enkelt blevet muligt for firmaer at flytte, fysisk samt ved hjælp af kommunikationsteknologi.
Nationalstaterne står desværre for tiden magtesløse over for denne udvikling. Hvert land ser sig nødsaget til at ”gøre sig lækker” for markedet, da man er prisgivet, hvis for mange firmaer flytter produktionen, og hvis man ikke kan tiltrække nye investeringer til landet.
Dette medfører en skærpelse af den internationale konkurrence, der medfører sænkninger af løn- og skatteniveauer samt nedbarberinger af velfærdsordninger: Forholdsvis høje skatte- og lønniveauer er nødvendigheder for finansieringen af enhver velfærdsstat, men de er omkostninger for firmaerne.
Nationalstaterne prøver på absurd vis at redde deres velfærdssamfund ved i længden at undergrave dem med nedskæringer og skattesænkninger.
Vi ser tydeligt denne udvikling udspille sig i de europæiske lande præget af store offentlige reformer og stadig flere relativt fattige, både på og uden for arbejdsmarkedet.
Markedet sætter således i dag stadig snævrere rammer for nationalstaternes økonomiske politik, snarere end at det enkelte land kan beslutte at indrette sin politik, som dets befolkning demokratisk beslutter.
Uanset hvor meget vi dyrker nationalismen, kan dette problem ikke løses inden for de nationalstatslige rammer - af den simple grund, at de økonomiske aktører ikke længere arbejder inden for én stats rammer.
Nationalromantikken står således i vejen for en politisk udvikling, der synes at være den eneste langsigtede realistiske redning af velfærdsstaten: udviklingen af en demokratisk og effektivt samarbejdende multinational økonomisk politik.
Dette kræver et opgør med den indgroede konkurrencementalitet landene imellem, som næres af de nationalistiske agendaer.
Og ikke kun problemer med økonomien er blevet multinationale i dag - det gælder de allervigtigste politiske temaer i vores tid.
De farceagtige håndteringer af flygtningeproblemerne samt de internationale klimaforhandlinger er grelle, men illustrerende eksempler på nationalstaternes uformåenhed. Hertil kan nævnes berigelseskriminalitet, terrorisme, overbefolkning og ulighed.
De nationale politikere kommer generelt til de internationale forhandlinger med selvcentrerede agendaer og en kortsigtet logik, der kun lægger op til samarbejde, når der er umiddelbare gevinster eller et minimum af udgifter for eget land i sigte.
Nutidens problemløsninger kræver det modsatte: Problemerne går over grænserne, og deres løsning kræver derfor helhjertet samarbejde over grænserne med fokus på fælles holdbare løsninger.
At påpege, hvordan nationalstaternes fælles problemer ikke kan løses politisk uden at overskride nationalstaten som primært politisk udgangspunkt, er nærmest kættersk i det nationalromantiske politiske miljø, der præger Danmark og mange andre lande i dag.
Det skyldes i høj grad, at den nationalistiske myte om, at vi allesammen er ”naturligt bundet til vores eget land”, genfortælles konstant. Nutidens konkrete realiteter udfordrer fortællingen: Identitet og solidaritet hænger faktuelt ikke uløseligt sammen med et nationalt tilhørsforhold i dag.
Når vi definerer, hvem vi er, knytter vi os ikke kun til nationaliteter, men også til subkulturer, fritidsaktiviteter, familie, professioner, abstrakte ideologiske idéer og meget andet.
National identitet er selvsagt ikke afskaffet, men identiteter er faktuelt fragmenterede i forskellige sociale og (sub)kulturelle miljøer, der vel at mærke ofte går på tværs af landegrænserne.
National identitet er for langt de fleste mennesker således blot én blandt de myriader af politisk relevante identiteter, vi tager på os.
Dét er en afgørende historisk erfaring, som vi må tage seriøst i vores moderne verden præget af globalisering, informationsteknologi og pluralisme:
Eksistensen af identifikationsmuligheder med mennesker uden for andedammen er ikke en utopisk tanke, men konkret virkelighed og dagligdag for mange mennesker i kraft af stadig mere udviklede kommunikationsteknologier.
At påpege dette er ikke en utopisk forestilling skabt af verdensfjerne idealister, som det påstås. Det er et socialpsykologisk faktum på godt og ondt, som fagfolk, der beskæftiger sig med emnet, kan nikke genkendende til. Og det er ikke mindst nødvendigt, at vi begynder tager dette seriøst på det politiske niveau.
Alligevel fastholdes det stædigt, at nationer danner rammen for vores ”skæbnefællesskab”. Men dette syn på skæbnen er verdensfjernt: Vores skæbne - forstået som de ufravigelige levevilkår, vi ikke kan komme udenom - er netop globaliseret i dag.
Menneskeheden som helhed står i et naturligt skæbnefællesskab i og med vores fælles grundvilkår her på jorden. Kloden er vores naturlige begrænsning, der skaber levevilkår, som i dag nødvendiggør reelt overnationalt politisk samarbejde, hvor svært det end kan synes at være at etablere.
Vores følelse af at høre sammen kan umuligt være uløseligt knyttet til det nationale under disse vilkår, der bliver stadig mere åbenlyse.
Nationalismens røster bliver stadig mere skingre i deres reaktioner på den globaliserede udvikling, og de synes konstant at have et behov for at udpege fjender af ”danskhed” og lignende.
Det er på tide at bære sådanne angreb stolt som en æresmedalje frem for at spille spillet om, hvem der er mest nationalistisk. For det er et opgør med den politiske nationalisme, der skal til, hvis vi vil løse vores vigtigste problemer.
Søren Engelsen er underviser i filosofi på Syddansk Universitet