Er der nogen i din familie, der har været med til noget særligt? En bedstefar eller oldemor, hvis historie stadig fortælles i familien? Hver gang jeg starter et nyt historiehold op på KVUC, hvor jeg underviser, sætter jeg kursisterne til at svare på det, når de skal lære hinanden at kende.
Gennem årene er der kommet mange interessante historier frem, fra nær og fjern. Alligevel slår det aldrig fejl, at der er én begivenhed, som mange altid henviser til.
Det er den tyske besættelse af Danmark og de mange historier, der knytter sig til disse fem særlige år. Modstandskamp. Medløberi. Helte og landsforrædere. Rationering. Samarbejde. Mørklægning og skyderi i gaderne. Besættelsen er still going strong som den begivenhed i vores historie, som jeg vurderer, flest har et forhold til. I den forbindelse er det nærliggende at spørge, hvad ungdommen – I, der fejrer studenterhuerne i disse dage – kan lære af fem års besættelse.
Først og fremmest viser Besættelsen, at virkeligheden er fuld af svære moralske valg, som ikke rummer mulighed for uden videre at gøre ”det rigtige” eller ”det forkerte” i situationen.
Besættelsen var gråzonernes tid, præcis som vores egen tid er det. Et typisk modsætningspar som fremhæves, når man skal beskrive Besættelsen, er samarbejde og modstand. Samarbejdet refererer først og fremmest til samarbejdspolitikken, men også alle de afledte samarbejdsformer, som opstod inden for for eksempel erhvervslivet og landbruget. Med modstand menes modstandsbevægelsens aktiviteter. Der har siden Befrielsen været en langt mere positiv opfattelse af modstanden end af samarbejdet. Naturligt nok måske, for modstandskampen blev jo det moralsk rigtige, også selvom modstandsbevægelsen bestod af en meget beskeden del af befolkningen.
Samarbejdet, derimod, blev hurtigt til det forkerte, fordi det stod som accept af Besættelsen. Nærmest som om man stod som Tysklands allierede, samtidig med at andre nationer mistede millioner af mennesker i kampen mod Nazityskland.
Passer vi ikke på, kommer vi nemt til at gøre handlemulighederne op som simple valg mellem rigtigt og forkert, mellem modstand og samarbejde. Men pointen er, at det valg ikke var nemt, tværtimod. For ganske mange var der faktisk slet ikke et reelt valg. Langt hovedparten af den danske befolkning ønskede først og fremmest ro, tryghed og sikkerhed.
De bakkede massivt op om de partier, der udgjorde samarbejdsregeringen, senest ved det helt usædvanlige folketingsvalg den 23. marts 1943, under et halvt år før politikerne indstiller samarbejdet den 28. august 1943. Næsten 93 procent stemte enten på Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre eller Det Konservative Folkeparti, og valgdeltagelsen på 89,5 procent er ikke overgået hverken før eller siden. Man kan paradoksalt nok kalde valget det mest demokratiske, vi har haft. Vælgerne bakkede massivt op om samarbejdslinjen, for dem var det ”det rigtige”, og den spirende modstand var upopulær i brede kredse, fordi den udfordrede regering og myndigheder – og måske også fordi den udstillede en splittelse i befolkningen. At nogen i bakspejlet kan se klare valg mellem samarbejde og modstand, harmonerer ikke med, hvad vi ved om, hvordan det faktisk var dengang.
Vi skal ikke stille større krav til andres handlinger og praktiske og moralske valg, end vi selv kan leve op til. Hvor mange af os boykotter for eksempel kinesiske varer, fordi vi ikke bryder os om, hvordan styret håndterer borgernes menneskerettigheder? En vigtig lære af Besættelsen er, at principper og moralske valg er svære at føre ud i praksis, præcis som i dag. Og at bagklogskabens lys altid har skinnet klart.
Historien om folketingsvalget i 1943 viser os, at vores demokratiske samfund kunne holde til et ekstremt pres under Besættelsen – fordi folk i det store hele bakkede op om det og forpligtede sig og politikerne på det. Demokrati kan ikke tages for givet, det skal holdes i live, bruges og aktiveres, men så kan det også klare voldsomme udfordringer. Det er en vigtig lære for alle, ikke mindst de unge, der måske skal til at stemme ved deres første valg inden længe.
Men Besættelsen viser os også, at det demokratiske styre ikke var uden ganske betænkelige handlinger dengang, og at man gik meget langt – og måske for langt – før man trak sig fra samarbejdet. Illegaliseringen af de danske kommunister er bare ét eksempel på prisen for at beholde magten på de folkevalgtes hænder. Var det rimelig at forbyde et lovligt parti? Det er gråzonerne igen. Var for mange principper blevet ofret eller deponeret til bedre tider? Måske.
Det er en diskussion uden nemme svar, og parallellerne til i dag er mange. Under Besættelsen trådte magten tydeligt frem, som i eksemplet med illegaliseringen af kommunisterne, og man agerede hårdt og konsekvent. Det er vi ikke vant til at se herhjemme, men forårets corona-nedlukning viste det samme – der var en regering og en statsminister med vidtrækkende magtbeføjelser, når situationen krævede det.
I løbet af dette forår har vi set, hvordan danskerne først reagerede med at hamstre gær og toiletpapir, men lige så snart de første dages omstilling var overstået, skete der en utrolig konsekvent ændring af adfærd – ikke mindst i det offentlige rum.
Mange tvivlede måske nok på, at de mange forandringer kunne indarbejdes, og at folk ville tage de mange formaninger til sig. Men det lykkedes, i hvert fald i en periode. Her blev der draget paralleller til Besættelsen med periodens fællessang, sammenhold og samfundssind. For netop de fem års besættelse – noget længere end den aktuelle nedlukning, må man sige – viste en befolkning, som omstillede sig og accepterede rationering, erstatningsprodukter, mørklægning og perioder med udgangsforbud.
Men hvad med det enkelte menneske? Modstandskampen viste at unge – for det var modstandsfolkene – kan sige fra og kæmpe for deres overbevisning, netop fordi de er unge. Unge mennesker har endnu ikke stiftet familie, fået børn, boliglån og måske en karriere, der skal passes, og det giver jer unge mulighed for at ændre det, I mener, der skal ændres. Dengang var det afstandtagen fra nazismen, besættelsesmagten, værnemagere og samarbejdspolitik. I dag er det andre udfordringer, der skal løses, andres problemer, der skal frem i lyset.
Det har sin pris at kæmpe for de ting, man tror på, og det er ikke nødvendigvis noget, som samfundet omkring jer eller myndighederne er særligt interesseret i. I, der er blevet studenter i disse dage, tilhører en meget eksklusiv gruppe, der faktisk kan gøre noget. Men det kræver, at I gør det.
Frihedsmuseet åbner igen i dag. En brand i dele af det gamle museum førte til beslutningen om at opføre et nyt. Det er et vigtigt sted for alle, der interesserer sig for Besættelsen, måske navnlig for de unge, for nu at citere statsminister Vilhelm Buhls (S) tale i radioen den 2. september 1942. Buhls tale dengang var en opfordring til at følge myndighedernes anvisninger og respektere gældende lov, men andre ord at afholde sig fra modstandsaktiviteter. Ellers risikerede man, at tyskerne mistede tålmodigheden med danskerne og måske indførte skrappere tiltag. En tale, der nød bred opbakning i befolkningen, men som især efter krigen omtales som ”stikkertalen”.
Det nye Frihedsmuseet kommer til at fortælle historien om dem, som ikke fulgte henstillingerne, og som gik aktivt til modstand. Dem kan I unge lære noget af. Hvis altså I forstår, hvorfor de kunne gøre, som de gjorde.