I kraft af globaliseringen dukker en ny personlighedstype frem i Danmark: de flerkulturelle. Dels rejser etniske danskere som aldrig før til udlandet for myndigheder, virksomheder, hjælpeorganisationer og missionsselskaber. Dels kommer nye danskere til Danmark fra andre himmelstrøg.
Ofte er børnene klemt i disse voldsomme kulturskift. De udvikler en evne til omstilling, der i karikeret form ligner kamæleonens. De får knubs på sjælen, der gør dem både stærke og sårbare. I bogen Flerkulturelle rødder prøver vi at kortlægge disse ressourcer og udfordringer.
LÆS OGSÅ: Multikulturalismen er et problematisk moderne politisk projekt
Til ressourcerne hører, at de typisk er robuste, sociale og omstillingsparate. Til udfordringerne hører, at mange er usikre, rastløse og tøvende med at forpligte sig på et dybere plan.
Vi bør være taknemmelige for de mange prægtige flerkulturelle i Danmark. Og de flerkulturelle selv kan godt ranke ryggen og glæde sig over de styrker, de trods sår og knubs har fået med i bagagen. For der er brug for fleksibilitet, omstillingsparathed, sprogforståelse, konfliktmægling og så videre i det moderne samfund. Her kan flerkulturelle mennesker yde et væsentligt bidrag. Hvis de altså får mulighed for det i samfundet, og hvis de tør vove skindet, overvinde deres skuffelser og bringe deres sociale kompetencer i spil.
Flerkulturelle og alle, der arbejder med integration, kan drage nytte af en undersøgelse fra 1999, der nu i bogen for første gang bliver analyseret. Bag undersøgelsen står foreningen Danskere med Udenlandsk Opvækst (DUO).
Undersøgelsen bygger på 255 besvarelser fra danskere, der er opvokset i udlandet som børn af missionærer, diplomater, hjælpearbejdere og lignende.
Resultaterne bekræfter teorierne om, at man ikke kan flytte børn rundt mellem kulturer, uden at det påvirker dem dybt. Blandt andet viser undersøgelsen, at det tager gennemsnitligt ét år, før danske unge, der har tilbragt en del af deres formative år i en anden kultur, føler sig hjemme igen. 46 procent sagde, at de havde brug for hjælp til at komme igennem kriser og kulturchok efter hjemkomsten til Danmark, og 22 procent af disse sagde, at de ikke fik hjælp.
Undersøgelsen viser dog, at langt de fleste oplever deres opvækst som meget god eller god. De, der vurderer opvæksten som vanskelig, udtrykker alligevel glæde over opvæksten. Resultatet er interessant, fordi man så kan diskutere, om det kræver normale opvækstbetingelser at få en god barndom.
Danskere med udenlandsk opvækst har ofte haft ekstreme opvækstvilkår, men siger alligevel, at de har haft en god barndom. Det hænger muligvis sammen med børnenes forhold til forældrene trods de omskiftelige opvækstbetingelser. Langt størstedelen af respondenterne vurderer forholdet til forældrene meget positivt.
Undersøgelsen tyder på, at en stærk familierelation hænger sammen med god kulturel integration.
Der viser sig at være en svag, men vigtig sammenhæng mellem det antal steder, respondenterne har boet, og deres evne til kulturintegration. Jo flere steder de har boet, jo bedre er de til at integrere sig kulturelt.
I undersøgelsen svarede 57,6 procent, at de følte sig hjemme inden for et år efter hjemkomsten til Danmark. 7,6 procent svarede, at de aldrig kom til at føle sig hjemme i Danmark. Jo ældre børnene er, når de kommer hjem, desto længere tid tager det, før de føler sig hjemme.
De fleste af de adspurgte oplevede et kulturchok ved hjemkomsten til Danmark, og mange føler sig rodløse og anderledes hele 80 procent ifølge undersøgelsen. Ordet rodløshed skaber associationer til manglende kulturel identitet og følelsen af ikke at høre til. Dette kan i nogle sammenhænge tolkes som PTSD (Post Traumatic Stress Disorder), som ofte forekommer ved provokerende omvæltninger.
Undersøgelsen er interessant, fordi den kan bruges til at analysere og forbedre flerkulturelle børns opvækstbetingelser i dag. Man får nemlig et fingerpeg om, hvor der er mangler i reintegrationsprocessen:
De hjemkomne børns danskkundskaber var ikke tilstrækkelige og trængte til støtte. Til gengæld var deres engelskkundskaber meget gode, men folkeskolen formåede ikke at bygge videre på dem eller udnytte dem i klasseundervisningen.
De hjemkomne danske børn oplevede mobning i skolen, manglende forståelse for deres kundskaber og deres særlige baggrund. Deres ofte store og anderledes viden blev opfattet som arrogance og blev ikke værdsat af skolemiljøet, hvorfor nogle af børnene følte behov for at skjule den.
Børnene følte sig i det hele taget som skjulte indvandrere, ensomme og misforstået. De hjemvendte danske børn havde altså behov for støtte til at forstå den sociale kontekst, overkomme manglende viden om den danske kultur og støtte til den følelsesmæssige bearbejdning af flytningen og etablering af gode sociale relationer til jævnaldrende.
Disse udfordringer går igen hos flerkulturelle med anden baggrund end dansk. Og derfor kan erfaringerne fra danskere med udenlandsk opvækst bruges som ressource.
I mange familier både nydanske og udenlandsdanske er en religiøs overbevisning den bærende søjle i dannelsen af den personlige identitet. Overbevisningen former de personlige værdier, og værdierne bestemmer en persons adfærd.
I lyset af denne treklang overbevisning, værdier og kultur står det klart, at folks overbevisning også den religiøse har overordentlig stor betydning for kulturen. Har vi forskellig overbevisning, kan der opstå spændinger mellem kulturer. Kan vi finde fællesnævnere, kan der dannes en fællesmængde, som kan give mennesker med forskellig kulturbaggrund et udgangspunkt for sameksistens, samtale og samvirke.
Danskere med opvækst i udlandet kan føle, at de er taget som gidsel i forældrenes store projekt om at frelse verden og/eller tjene Gud. For mange er troen på Gud et vigtigt holdepunkt i en omskiftelig verden. Både familiesammenholdet, troen på Gud og fællesskabet i eksempelvis det religiøse miljø er faste holdepunkter, uanset hvor i verden barnet flytter hen, og giver dermed styrke og ro i omstillingsprocessen. Når et barn rykkes op med rode fra familie, venner og et velkendt miljø alt sammen eksterne holdepunkter er det tvunget til at holde fast ved det interne: Mor og far elsker mig. Det, jeg er vokset op med, er værdifuldt.
Også for de fleste nydanskere spiller religionen en afgørende rolle. Deres forældre har tit opdraget dem i en religiøs tradition. De har måske gået i skoler, hvor religiøse skrifter var en del af hverdagen. Og deres valg af ægtefælle og familiemønsteret som helhed er som regel bestemt af klare religiøse regler.
Når mennesker møder fremmede kulturer, bliver de i stigende grad bevidste om deres egen kultur. Danskere bliver mere danske, når de er i udlandet. Har de religiøse overbevisninger, træder disse også tydeligere frem i mødet med mennesker fra andre religioner. På samme måde bliver tamiler mere tamilske, arabere mere arabiske, når de kommer til Danmark. Og de holder i stigende grad fast i deres religiøse moral.
Nydanskere er vant til at tale åbent om religion. Religionen er med til at forankre deres identitet i den kultur, de kommer fra. Derfor er det vigtigt at bekræfte nydanskeres selvværd ved at værdsætte deres baggrund og kultur og fortælle åbent om gængse trosopfattelser og traditioner her til lands og derudfra definere en kulturel fællesmængde. Jo flere fællesnævnere og værdier man har at samles om, jo nemmere er det at være sammen.
Maria Christensen er cand.psych. og specialist i psykoterapi med egen praksis. Svend Løbner Madsen er frikirkepræst, journalist og direktør for Kirkeligt MedieakademiBogen Flerkulturelle rødder udkommer på fredag på Dansk Psykologisk Forlag