JEG FIK EN KÆMPE KRISE, da jeg blev mor for første gang. Om natten stønnede jeg mig igennem smertefulde amninger, og om dagen havde jeg gæster. De spurgte, om jeg ikke bare var lykkelig? ”Joeh,” svarede jeg.
Min ambivalens var til at tage og føle på. Jeg havde et enormt beskytterinstinkt over for det lille hjælpeløse væsen, som nu var mit barn, men indeni var jeg også i panik over, hvad der foregik. Er det sådan her, det er at være mor, tænkte jeg for mig selv. Er det sådan her, det bliver for altid? I eventyrene lever de altid lykkeligt til deres dages ende. Var det her lykken, eller var det enden?
Omkring hver 10. nybagte mor får en klinisk fødselsdepression, og hvis mildere reaktioner medregnes, er vi oppe på omkring 20 procent, der får en efterfødselsreaktion, som betyder, at moderen skal have ekstra støtte igennem det første år.
Disse tal burde gøre efterfødselsreaktioner til noget, mødre taler om på linje med gravidyoga og økologisk ammete, men desværre er fakta, at mange kvinder mangler et sprog for alt det, der kan være svært ved moderskabet. Jeg havde heller ikke et sprog. For hvad handlede det egentligt om? Hvorfor var jeg ikke rigtigt glad?
I DAG VED JEG, at min krise handlede om mange ting: om en skam over ikke at være lykkelig ”nok”. Om pludseligt at kunne mærke ting, jeg havde lukket af for tidligere i mit liv. Om at være afhængig af andre på en måde, jeg ikke havde prøvet før. Om at være følsom. Mere følsom, end jeg normalt var. For jeg var nemlig normalt både handlekraftig, sej og fleksibel. Alt sammen noget, jeg syntes forsvandt, da jeg blev mor.
Og så handlede det om at være forbundet til et lille hjælpeløst væsen, hvis liv afhang af mine evner til at amme ham.
DA JEG FIK mit første barn, troede jeg, at jeg var den eneste i verden, der havde det sådan. Det er noget af det mest ensomme, jeg havde prøvet, og jeg havde en underlig fornemmelse af, at noget var dybt forkert i omverdenens forventninger til mig. Det var første gang, jeg oplevede mig selv som mindre værd, fordi jeg var kvinde. Fordi jeg var sårbar og følsom. Hvem kan bruge en sårbar kvinde til noget? Jeg kunne i hvert fald ikke bruge hende. Samtidig havde en jordemoder sagt, at jeg skulle lægge mig ned på ryggen under fødslen, selvom jeg ikke havde lyst. Hun glemte at lytte til mig og kigge ordentligt på mig.
Der stod ofte også andre autoriteter og talte om regler fra Sundhedsstyrelsen og glemte at kigge mig i øjnene. De var så effektive. Ligesom jeg engang havde været og så gerne ville være det igen. Jeg kunne bare ikke. Så de ikke, at jeg var bange og følte mig helt alene? Er det sådan her, det er at være mor, tænkte jeg.
Da jeg fik mit andet barn nogle år efter, var det anderledes. Jeg mistede ikke mig selv, som jeg gjorde under første barsel. Jeg vidste, at jeg kunne få et barn til at overleve, at min kærlighed vokser langsomt, og at min krop samler sig igen. Det hele tager bare tid. Den erfaring gav en del ro, og min rolige barsel betød, at jeg havde overskud til at løfte blikket og se på alle mine medmødre.
På overfladen så jeg smukke kvinder, som passede deres babyer upåklageligt, men når jeg så dem i øjnene, genkendte jeg ensomheden og den stille desperation. For mig var denne periode et vendepunkt i mit liv.
Et vendepunkt, fordi jeg blev så forundret og skuffet over, at vi var mange, der havde det svært, men at ingen talte om det. Mine observationer tændte en ”det skal være løgn”-flamme inden i mig, og jeg valgte at tage sagen i egen hånd.
Først gennem mit studium og siden via mit arbejde som medskaber af Jegermor-appen, der består af et stadigt voksende lydunivers med temaer som kærlighed til baby, sex og libido, fødselsdepression, skam og ensomhed. Jeg ønsker at skabe et rum og et sprog for moderskabet, hvor det ikke nødvendigvis er helt naturligt og harmonisk at blive nogens mor. Hvor moderskabet italesættes som en vigtig overgang i livet, der ikke kun tager en fødsel, men derimod går igennem flere faser og kan tage lang tid at finde sig til rette i.
DET ER NU SNART 10 ÅR SIDEN, jeg begyndte at beskæftige mig professionelt med moderskabet. Jeg har gennem årene talt med mange kvinder i krise, og hver gang bliver jeg bekræftet i, at vi i vores kultur simpelthen mangler et sprog og en forståelse for den forandring, vi oplever, når vi bliver mødre. Og vi mangler et sted at gå hen med vores tvivlen, fumlen og eksistentielle kriser. Som en af kvinderne fortalte mig:
”Da min far døde, vidste jeg, at min smerte over tabet ville fortage sig. Men da jeg blev mor, der vidste jeg ikke, hvor jeg skulle gå hen med den følelse af ulykke og utilstrækkelighed, jeg følte.”
I vores del af verden taler vi om fødslen som den store overgang til moderskabet. Vi forbereder os på fødslen, og mange er bange for den, fordi den er uforudsigelig og anstrengende. Moderskabet, som kommer, når barnet er født, forventes derimod at være både lykkeligt og noget, der kommer naturligt til kvinden.
Min research har vist, at det tager omkring et år at lande i rollen som mor, og at hele dette år er en overgangstilstand, hvor mange ting i kvindens liv kommer op til forhandling. Det kan være forholdet til egne forældre, forholdet til ens mand, ens andre børn, ens svigermor eller forholdet til sig selv og ens krop.
Kvinder gennemgår en mental forandring, men har kun et sprog for de fysiske forandringer: barnets udvikling, voksiposer og barnevogne.
Alle de usynlige, mentale og relationelle aspekter af det at blive mor forbliver i et mørkt uudtalt ingenmandsland, hvor indre dialoger fulde af selvbebrejdelser kører i ring og forbliver usagte. Det store drama udspiller sig således helt usynligt for omverdenen, men er synligt overalt for den enkelte kvinde.
At blive mor kan sammenlignes med at være i et ingenmandsland. Der er et enormt udviklingspotentiale i denne fase. Et potentiale til at udvikle sig og gro som menneske, men der ligger også risikoen for at blive sindssyg, fordi alt er til forhandling. I en udviklingsfase er alle følelser mere voldsomme. Både vreden, angsten og lykken. Derfor skal der være plads til både at føle angsten, vreden og alle de andre følelser. Og ikke kun plads til at føle og tale om lykkefølelsen.
JEG TROR IKKE, vi kan forberede kvinder på alt, der sker efter fødslen, men der er absolut ting, som vi kan gøre, som jeg igennem mit arbejde fokuserer på, og som jeg mener, at alle omkring nybagte mødre også kan spille en central rolle i at udfolde.
Det første er, at vi bliver nødt til at hjælpe nybagte mødre med at få et sprog for det, de oplever indeni. Sprog er ikke en vaccine imod det, der er svært, men det er nøglen til forståelse og heling. Når man kan sige det højt uden at opleve fordømmelse, kan man bedre bede om hjælp, man kan bedre bede om plads og man kan nemmere anerkende, at det faktisk er noget, det man oplever indeni.
Det andet er, at vi i vores kultur taler om fødslen som den centrale overgang til moderskabet. Her må vi åbne muligheden for, at moderskab er en længerevarende proces. Således kan vi give kvinderne muligheden for at transformere sig uden skam og isolation – også når det tager lidt længere tid at lande og kan føles svært at blive nogens mor.