Prøv avisen

Nye monarkier og det moderne følelsesdemokrati

Demokratiet trænger til at genvinde sin fornuft og sin værdighed. Demokratiet kan kun fungere i forbindelse med, at et rationelt folk udvikler sig. Denne rationalitet kan kun fungere, hvis man ved noget, og hvis man kender de sociale og civile omgangsformer. De små private følelsesudladninger hører slet ikke hjemme i det politiske rum. - Foto: stock.xchng.

Det danske demokrati trænger til at genvinde sin fornuft og sin værdighed, for et demokrati kan kun fungere i forbindelse med, at et rationelt folk udvikler sig

Der tales med god grund om truslen mod frihedsrettigheder fra nye totalitære tendenser som islamisme og de østlige teknokratier. Men der er også problematiske tendenser i vores egen andedam; tendenser, der bidrager til at undergrave interessen for at opretholde en offentlig og kritisk fornuft i oplysningstidens ånd.

Den ene tendens er fremvæksten af nye bureaukratier, som har monarkiske træk. Den anden tendens er den modsatte, nemlig en slags overdemokratisering; det vil sige en fremvækst af refleksionsløse afstemninger og evalueringer af alt muligt i vores fælles verden.

Kongedømme-tendensen er et resultat af de senere års forvaltningstænkning. I de nye bureaukratier er det centralt fastsatte visioner og kontrakter, som definerer myndighedens målsætning, struktur og processer. Disse kontrakter implementeres så ned igennem hierarkiet - i princippet helt ned til det nederste led, til gadeplansbureaukratiet, som man kalder plejere, lærere og pædagoger.

På denne måde opbygges en kontraktfastsat, altså principielt frivillig, kommandostruktur. En slags selvovervågning med udgangspunkt i systemets selvforståelse.

Konsekvensen er, at alle bliver interesseret i målopfyldelse, så de relevante belønninger kan udbetales. På denne måde bindes alle organisationens medlemmer sammen i et materielt begrundet fællesskab af mål. Man bliver kun belønnet, hvis der er kontraktopfyldelse, og man kan kun være i organisationen, hvis man officielt deler de centralt fastsatte mål.

Dette sætter sig igennem som det stik modsatte af en frivillig kontrakt mellem individer, nemlig som et hierarkisk loyalitetsfællesskab - et monarki. Her suppleres kontrakterne med mere eller mindre eksplicitte krav om særlige former for korpsånd og tavshed. Den fri kontrahent bliver til en postmoderne undersåt.

Lad mig give et eksempel. På professionshøjskole VIA, en stor midtjysk uddannelsesinstitution, der er opbygget med alle ovennævnte kendetegn, sendte ledelsen et nyhedsbrev ud til alle ansatte, hvor man kunne læse, at de ansatte kun burde udtale sig til pressen om mindre spørgsmål, da "for meget dårlig omtale påvirker den måde, omverdenen opfatter VIA på, og det er ikke optimalt for optaget af studerende" (Læs: opfyldelse af kontrakten).

Formuleringerne kom frem i pressen og efter intenst pres trak man dem tilbage, dog med ledsagende forsikring om, at man da bare havde forsøgt at hjælpe medarbejderne. I stedet skal der nu laves aftaler i samarbejdsudvalget om retningslinjer for bidrag til offentlig diskussion.

Frihedsrettighederne gøres hermed til genstand for en lukket forhandling mellem arbejdsgiver og tillidsmænd. Institutionen lukker sig om sin egen lille monarkiske forstand og ødelægger derved muligheden for, at alle interesserede kan diskutere professionsuddannelsernes betydning og indhold i fuld rationel offentlighed.

Man kan simpelthen ikke vide, når man diskuterer med en ansat i VIA, om den pågældende taler som en fri faglig person eller som en aftaleindskrænket undersåt. Dette er naturligvis et problem for den enkelte ansatte. Skal han bryde korpsånden og frit fortælle, hvad han kan se med risiko for sin stilling, eller skal han være monarkens underordnede og kun udtale sig på skæbnefællesskabets betingelser?

Men det er også et problem for et helt områdes muligheder for at udvikle sig. Hvis ikke medarbejdere ikke blot har ret til, men også føler pligt til og endda opfordres til at bidrage til små og store offentligheders diskussion af alle typer spørgsmål, så indskrænkes muligheden for, at samfundet kan oplyse sig selv (uafhængigt af selvbestaltede autoriteter).

I modsat fald går vi fra oplysningstiden over i et slags decentraliseret monarki, hvor man handler, ikke ud fra hvad der er fornuftigt, men af hensyn til sin fremtid i en lukket hierarkisk organisation. Den samlede konsekvens bliver, at alle, der ved noget, må tie.

Det bliver, som filosoffen Hannah Arendt skrev til sin kollega Karl Jaspers i forbindelse med den amerikanske kommunistforfølgelse i 1953: "Alle må censurere sig selv. Det sker uden brug af magt og terror. Egentlig sker der ikke noget - og alligevel æder det hele sig vej dybt ind i samfundet". Tilbage er der kun nogle få kommunale og professionelle monarkier, og al principiel diskussion foregår på bestyrelses- eller direktionsniveau på lukkede kontorer, hvor interesserne kan handles af.

DEN ANDEN TENDENS er en bestemt version af demokratiet, som allerede de gamle grækere advarede imod. Styre ved folket kan nemlig let degenerere til styre ved individers umiddelbare tilskyndelser og dermed ved tilfældigheder.

Demokratiet bliver den hurtige afstemning, hvor ingen står til regnskab for deres begrundelser i det fælles offentlige liv, men kun for, om noget er "in" eller "out".

Afstemningen bliver til en markering af den umiddelbare følelse forbundet med et eller andet isoleret fænomen, mens interessen for det pågældende fænomens historiske og politiske begrundelser fortoner sig. Og affekter kan man ikke begrunde, blot registrere. Dermed siver fornuften ud af nationens porer, og fællesskabet degenererer til at være affektive atomer, frarøvet evnen til at diskutere ting rationelt.

Et eksempel på en sådan måling kunne være: "75 procent af danskerne mener, at indsatsen over for utilpassede unge er for dårlig". Danskere er blevet spurgt og har svaret i procenter, men kender de noget til, hvad spørgsmålet overhovedet handler om? Hvilke indsatser over for de unge der findes? Formodentlig ikke. Vi ved blot, at 75 procent har registret en form for ubehag ved netop denne sætning.

Et andet eksempel er de mange evalueringer, som man møder i utallige organisatoriske sammenhænge. Fordi forældre for eksempel giver skoler og daginstitutioner karakteren 3,5 på et netbaseret spørgeskema, så kan forvaltningerne åbenbart udlede, at "forældrene er tilfredse", men ingen ved i virkeligheden noget, både fordi de nye monarkier tilbageholder de fleste oplysninger og diskussioner, og fordi ingen ved, hvad det er, folk er tilfredse med. Man kunne lige så godt trække lod om afgørelserne.

Demokratiet trænger til at genvinde sin fornuft og sin værdighed. Demokratiet kan kun fungere i forbindelse med, at et rationelt folk udvikler sig. Denne rationalitet kan kun fungere, hvis man ved noget, og hvis man kender de sociale og civile omgangsformer. De små private følelsesudladninger hører slet ikke hjemme i det politiske rum.

Så vi har to aktuelle tendenser, som undergraver muligheden for at henvende sig til og deltage i en fælles offentlig fornuft.

For det første ser vi en tendens til, at nye bureaukratier udvikler sig til lukkede loyalitetshierarkier, hvor ytringer kun relateres til mål og kontrakter, der har til formål at fremme institutionens, men ikke den fælles interesse.

For det andet betyder udviklingen af det moderne demokrati til følelsesmæssige "oneliners", at "folket" kan vise sig uden fælles sprog og krav om argumentation, hvorved offentligheden reduceres til individuelle følelsesgnister. Helt galt bliver det, når de postmoderne monarkier benytter sig af det affektive demokrati til at bekræfte deres egne lukkede argumentationskæder. Så kan de sige: Se selv hvor tilfredse folk er! Selvom dette "folk" er frataget muligheden for at vide noget, netop på grund af den nye monarkiske lukkethed.

Den samlede tendens bliver en fordummelse af vores offentlige kultur; en erodering af de principper vores vestlige kultur er bygget på, og konsekvensen bliver, at ladeporten åbnes for mere alvorlige totalitære anslag, den dag en eventuel økonomisk krise afføder sociale bevægelser og utilfredshed, som vi så i 1930'ernes Central- og Sydeuropa.

Thomas Aastrup Rømer er lektor og ph.d. på Institut for Pædagogik ved Aarhus Universitet.