”Der skal straffes hårdere,” sagde landsstyremedlem for justitsområdet i Grønland Martha Abelsen (Siumut) tidligere på året. Hun vil gøre op med ”gerningsmandsprincippet” i den grønlandske kriminallov og rykke tættere på den danske straffelov.
I Grønland har man ellers ikke straffet eller fængslet borgere ud fra en noget for noget-logik. Landets retsvæsen dømmer i langt højere grad med henblik på, at gerningsmænd og -kvinder kan få et liv uden kriminalitet ved at forbedre sig i landets anstalter. Anstalterne er åbne institutioner, uden mure og skærpet sikkerhed, hvor dømte går på arbejde i byen, modtager uddannelse eller tilbydes behandling.
Grønland har derfor været ét af de sidste lande i verden uden et egentligt fængsel. Det store land har i nogen grad styret uden om de mange modsætningsfyldte problemer med institutionalisering, identitetstab og fastholdelse i kriminalitet, der opstår, når man spærrer folk inde. Indespærring er nemlig blevet opfattet som en klar modsætning til grønlandsk kultur, baseret på fællesskab, bevægelighed og kontakt med naturen. Ifølge Martha Abelsen har storbymentalitet og hårdere kriminalitet i Grønland underløbet dette retssystem, som ellers er blevet kaldt verdens bedste. Men det har også haft en bagside.
Særligt farlige kriminelle er blevet dømt til forvaring på ubestemt tid og ”nedsendt” til Danmark for at afsone i Herstedvester Fængsel. Der har været megen kritik af disse forvaringsdømtes sårbarhed og isolationen – ikke mindst fra et menneskeretligt synspunkt, hvilket har været en af hovedårsagerne til at etablere et lukket fængselsregime i Grønland.
Efter mange års forhandlinger, arkitektkonkurrencer og nybyggeri åbnede den nye anstalt i Nuuk for præcis et år siden. Med etableringen af den nye anstalt har det grønlandske samfund nu selv fået de fysiske rammer til at lukke farlige medborgere inde. De forvaringsdømte kan fremover leve et liv med udsigt til fjorden i Nuuk bag sikkerhedsglas, smukt dekoreret beton, træpaneler og metalprofiler i sarte farver. Anstalten er nemlig sidste skud på stammen i moderne nordisk fængselsarkitektur.
Men der er også andre grunde til, at Grønlands dyreste bygning er opført netop nu. Den gamle anstalt i Nuuk var nedslidt, personalet følte sig udsat, og de åbne forhold fungerede ikke i praksis. Omkring halvdelen af de 76 pladser i den nye anstalt er placeret i en åben afdeling med opdaterede faciliteter, som skal råde bod på det problem.
Derudover er etableringen af et lukket fængselsregime en central brik i den retsreform, som muliggør, at det grønlandske styre kan ”hjemtage” retsområdet. Grønlandsk politi, kriminalforsorg og domstole refererer stadig til Danmark, men Grønland har nu infrastrukturen til suverænt at anvende den hårde ende af statsmagten mod egne borgere, som et selvstændigt demokrati også indebærer. Spørgsmålet er så, om Grønlands tilbageholdenhed over for straf og fængsling overlever.
Der foregår en større sproglig forhandling omkring den nye anstalt, der officielt ikke betegnes som et fængsel. De indsatte er forsat ikke ”straffede”, men ”domsfældte”. De indsatte har ”værelser” og ikke ”celler”. Opdraget til designerne har netop været at få bygningerne til at fremstå så lidt institutionsagtige som muligt og formgive på en måde, som flugter med grønlandsk kultur og de indsattes behov for kontakt til naturen. Arkitektfirmaet bag har blandt andet tilrettelagt bygningerne, så alle værelser har udsigt til fjorden, og man kan kigge ud over muren fra de fleste rum.
Kunstneren Aka Høegh fik til opgave at udsmykke muren. Som en del af forarbejdet tog hun til Herstedvester og spurgte de forvaringsdømte, hvad de savnede allermest. Dyrene, sagde de, og hun har efterfølgende malet en række smukke grønlandske dyr på den rå beton. De indsatte er efter sigende glade for udsmykningen, men man kan mærke spændingen mellem dyrenes frihed og de indsattes indespærring.
Jeg har været på rundtur i den nye anstalt, og jeg er slet ikke i tvivl: Den ligner et fængsel, fungerer som et fængsel og opleves som et fængsel. En grå mur, en skov af metalhegn, lange gange, låse og elektroniske sluser og udeområder overdækket af svære stålgitre. Bevares, der er lys og varme farver, gode faciliteter og pæne toiletter, men der er også en trykkende fornemmelse af indespærring, som synes at sive rundt i det fuldautomatiske klimaanlæg. Det topmoderne ”hardware” er imponerende, men anstaltsbetjentene, som skal få det hele til at fungere, er mast helt i bund. Rekrutteringen til anstalten har været forsinket og forhindret af dårlige lønforhold og lav kapacitet, hvilket var genstand for betydelig kritik under de seneste finanslovsforhandlinger.
Da jeg besøgte anstalten i oktober, var der ikke personale til, at de indsatte kunne komme ud i det åbne areal langs muren. De måtte nøjes med en gårdtur på en terrasse på første sal under et massivt stålgitter. Ifølge personalet sagde flere af de hjemvendte forvaringsdømte, at den nye anstalt føltes mere lukket. De kan se på fjorden, men i Herstedvester kunne de i det mindste komme ud under åben himmel.
En artikel i Politiken i juli beskrev, at to ud af de blot otte forvaringsdømte, som har valgt at afsone i Nuuk, nu har fortrudt. De vil tilbage til Herstedvester igen – til de andre 17 forvaringsdømte, som endnu ikke har haft lyst til at forlade Danmark.
Det er derfor et åbent spørgsmål, om der i praksis er mere livgivende relationer i den gamle kasse i Herstedvester fra 1935 end i det sidste skrig inden for humant fængselsdesign, hvis der ikke investeres i at fylde rammerne ud.
Kriminalforsorgen i Grønland meldte for nyligt, at personaleforholdene er under forbedring. En aftale om et lønløft faldt på plads i foråret, så grønlandske anstaltsbetjente fremover får samme grundløn som danske fængselsbetjente. En ny undersøgelse fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd viser dog, at anstaltsbetjentene i langt højere grad er ramt af stress og ptsd end deres kolleger i Danmark og på Færøerne.
Langt størstedelen af de grønlandske indsatte afsoner fortsat i åbne anstalter, og den lukkede anstalt er primært opført for de forvaringsdømte. Men i praksis er der også tilbageholdte (læs: varetægtsfængslede) og indsatte med disciplinære problemer i den lukkede anstalt, og det er sandsynligt, at der ikke kommer flere til.
Man måler typisk ”fangetrykket” i antallet af indsatte pr. 100.000 indbyggere. Ifølge World Prison Brief ligger Danmark på omkring 71. Island har 37, og Færøerne har 11. I Grønland er der 225 indsatte pr. 100.000 indbyggere.
Kriminaliteten i Grønland er høj – og den er markant stigende for seksuelle og personfarlige forbrydelser – men baggrunden for det meget høje antal indsatte er ikke ordentligt belyst. Alligevel efterlyser grønlandske politikere strengere straffe og udtrykker forargelse over, at indsatte dømt for vold og seksuelle overgreb i de åbne anstalter kan bevæge sig rundt i det offentlige rum og møde deres ofre. Også ngo’er som Red Barnet Grønland har argumenteret for, at gerningsmænd, der begår personfarlig kriminalitet, slipper for billigt.
Det giver god mening at øge fokus på ofre for kriminalitet, men ” tough on crime”-retorikken har en slagside. Her byder den nye anstalt i Nuuk sig så til med sit lukkede fængselsregime, klar og parat til at ”løse” samfundets problemer gennem indespærring – en ”løsning”, vi allerede ved, sjældent virker.
Den nye anstalt er et højteknologisk og skarpladt magtmiddel, som det grønlandske samfund bør tage i brug med en omhu og tilbageholdenhed, der ikke gentager den fejlslagne straffepopulisme og overfængsling andre steder.