Nødens ansigter og masker

Ved mødet med menneskelig nød nedbrydes almindelige omgangsformer og erstattes med mistænksomhed, vagtsomhed og nærighed

Hjemløse immigranter, der har søgt ly under en bro tæt ved Athens Agios Panteleimon kirke. Især i Grækenland er der menneskelig nød alle vegne.
Hjemløse immigranter, der har søgt ly under en bro tæt ved Athens Agios Panteleimon kirke. Især i Grækenland er der menneskelig nød alle vegne. Foto: LOUISA GOULIAMAKI Denmark.

HER FOR NYLIG VAR JEG igen i Grækenland nogle dage. Igen, fordi jeg på grund af min kærlighed til antikken jævnligt er dernede for at blive tanket op med indtryk fra dengang og for at møde grækernes filoxenia, gæstfriheden og gæstevenskabet, der har præget dem fra før til nu, og som jeg holder så meget af.

Jeg boede i Piræus den første nat, Athens havneby, en del af Storathen. Allerede da jeg sprang af bussen fra lufthavnen, dukkede de første tiggere op. De sad rundt omkring op ad husvæggene, for de flestes vedkommende fordi de tydeligvis havde vanskeligt ved at gå og stå.

LÆS OGSÅ: Kald ikke mad, penge og sundhed for en menneskerettighed

Nogle andre stod op eller gik rundt med hånden strakt frem. En tredje type gik bare hen til folk og bad om penge. Jeg havde nogle få mønter i lommen og et par fem euro-sedler og mit betalingskort. Skulle jeg lade som ingenting? Skulle jeg se væk og undgå øjenkontakt? Eller skulle jeg give efter og give dem, hvad jeg havde?

Problemet er akut for sådan en som mig, der sikkert som de fleste andre fra vores himmelstrøg overvældes af medlidenhed og dårlig samvittighed ved mødet med denne elendighed. For en del år siden, under en rejse til Rom, prøvede jeg at komme om ved problemet ved at finde en bank og veksle til et bundt 1000 lire-sedler. Som jeg husker det, svarede 1000 lire dengang til omtrent en halv euro i dag.

Dem havde jeg så i lommen, og hver gang jeg mødte en tigger, stak jeg hånden i lommen, fiskede en seddel op og rakte den til vedkommende. Det gav sjælen en vis ro, omend sjælen, altså jeg, var helt på det rene med, at den gjorde det mest for sin egen skyld.

NU VAR JEG SÅ HER I PIRÆUS. De første tiggere, jeg havde mødt, var jeg gået forbi, mens jeg overvejede en løsning som den i Rom, en lomme fyldt med 50 cent-mønter. En stakkel med et amputeret ben, der sad op ad en mur, gav jeg et par euro. Øjeblikket efter (måske havde hun set mig give de to euro væk) kom en midaldrende dame hen til mig og bad mig på gebrokkent engelsk om en euro.

Hun var nydelig, klædt i moderne tøj og nye sko. Håret var sat op, og makeuppen var ulastelig. Jeg bemærkede, at hendes tænder var velholdte. Jeg var paf. Var hun i nød? Jeg svarede hende: De ligner ikke et menneske, der har behov for at tigge. Jamen, jeg har ingen penge, svarede hun. Hvad skal De bruge en euro til?, spurgte jeg. Jeg skal købe noget, sagde hun. Jeg løj for hende og sagde, jeg ikke havde rede penge. Hun slog ud med armene og sagde: Tote endaxi på græsk. Det betyder: Det er så i orden.

Mødet med denne kvinde fik mig til at tænke. På den ene side havde jeg det dårligt med at have afvist hende, en euro var jo ikke alverden. På den anden side var der en umådelig forskel mellem hende og de fleste af de andre tiggere, der hele tiden dukkede op. Burde jeg ikke give dem i stedet?

Da jeg dagen efter tog metroen ind til centrum af Athen, gentog det hele sig. Ved hver station steg nye tiggere på og fortalte deres livshistorie til alle medpassagererne. Det var en ynk at overvære, og gaverne til dem var få.

Inde i byen satte jeg mig på en café og fik en kop græsk kaffe. En dreng på 11-12 år kom hen til mit bord. Han så helt normal ud, var velnæret og med en sund hud. Han begyndte at opføre et drama for mig, der skulle få mig til at forstå, at han var både stum og døv. På et tidspunkt tog han en mønt op af lommen, pegede på den og pegede derefter på mig. Meningen var naturligvis, at jeg skulle ryste op med nogle penge. Så kom tjeneren og viftede ham væk. Da jeg senere forlod caféen mødte jeg ham igen sammen med nogle andre drenge. Han snakkede og lo lystigt og lavede sjov.

NØDEN I GRÆKENLAND som også andre steder uden tvivl har ansigter og masker. Der er den ægte nød, ansigterne, ofrene for sygdom eller en ubarmhjertig økonomisk nedsmeltning, som de er uden skyld i. De findes overalt, og det er hjerteskærende at møde dem. Man føler sig afmægtig og nedrig, når man rækker dem en ubetydelig slant penge.

Og så er der den industri, der er opstået i kølvandet på den ægte nød, maskerne, dem, der snyder sig til almisser uden at tænke på den skade, de forvolder dem, der virkelig trænger. Det forfærdelige er, at de kan være svære at skelne fra de andre.

Konsekvensen af det hele er, at almindelige menneskelige omgangsformer brydes ned og erstattes af mistænksomhed og vagtsomhed og mest af alt nærighed. Normalt omgås vi hinanden tillidsfuldt. Vi stoler på det, vi siger til hinanden, og reagerer helt spontant på åbenlys nød. Sådan har det også altid været for mig i Grækenland. Jeg har mødt nød der, men få steder har jeg som netop der mødt så megen hjælpsomhed og umiddelbar venlighed.

Det gjorde jeg også denne gang, og jeg er grækerne dybt taknemmelig, for sådan er de, de fleste af dem. Men jeg mødte altså også maskerne. Der var den velklædte kvinde; der var drengen, der spillede stum og døv; der var andre, blandt andet en ældre nydelig herre, jeg havde en længere samtale med, og som endte med at invitere mig hjem til sig. Det viste sig, at jeg skulle afpresses for penge i en sidegade. Jeg forlod ham med et afvisende vink og ænsede ikke hans råben efter mig.

DET VÆRSTE ER, når hjælpsomhed og næstekærlighed suspenderes og nedbrydes. På et tidspunkt, hvor jeg skulle til bydelen Pangrati, stod jeg et kort øjeblik og granskede mit kort. En almindeligt udseende mand kom forbi og spurgte, om han kunne hjælpe. Jeg fortalte ham om min plan, og han sagde, at han skulle samme vej. Da vi havde fulgtes ad til et sted, hvor han angiveligt skulle lige ud, og jeg skulle til højre op i Pangrati, sagde vi farvel, og han rakte hånden frem og bad om betaling. Jeg var målløs. Af egen drift havde jeg gerne givet ham noget for hans hjælp, men jeg havde opfattet hans hjælp som ét menneskes interesse for et andet menneskes situation. Nu krævede han noget for sin hjælpsomhed. Der var en pris for den. Det var nedslående.

En sidste oplevelse, da jeg skulle hjem, var til gengæld opløftende på sin egen mærkelige måde. Jeg skulle nå den første metro til lufthavnen fra Syntagma-pladsen, Athens centrum med parlamentet. Jeg var der i god tid. Klokken var 10 minutter over 5 om morgenen. Metroen var lukket. Så dukkede der et par stykker mere op. De åbner om 10 minutter, sagde en som svar på mit spørgsmål. Vi stod og snakkede og ventede.

Pludselig kom der fra et hjørne af pladsen, dækket af en lille bygning, et menneske gående i halvmørket. Havde vores tidlige tilstedeværelse overrasket ham, så han ikke var nået væk? Jeg ved det ikke. Han var høj, måske 190 centimeter. Han gik rank og stolt med en værdighed og tilsyneladende selvbevidsthed, der slog alle os, der stod der. Vi var som forstenede.

Snakken døde hen, og han passerede os lydløst og glidende som et naturmenneske. Han var iklædt bukser, der gik til lige under knæene, hvor de endte i laser. Han var i bare fødder. På overkroppen havde han en slags skjorte, uden ærmer, med almindeligt stof yderst og skind inderst. Han havde langt krøllet hår og et viltert skæg. Hans hud var overalt med mørke striber, næsten som camouflage. Robinson Crusoe, tænkte jeg, eller snarere Fredag. Et naturmenneske midt i storbyen med hele sin menneskelige værdighed i behold. Det var storslået.