DETTE ER IKKE EN REKLAME - og dog! For det, vi her vil slå til lyd for, er de "Nøgler til folkekirken", som for nylig er blevet udgivet på Landsforeningen af Menighedsråd. Vi tror nemlig ikke på, at man altid kan klare sig med et frikort til kirken. Af og til har man brug for at låse sig ind med nøgle.
"Kirkens dør er åben for alle", vil man måske postulere. Men vi ved jo godt, at kirken både fysisk og psykisk af mange opfattes som lukket om sig selv og utilnærmelig for andre end den lille frelste skare - de to procent af vores befolkning, der bruger den om søndagen. Kirkens arkitektur og møbler, dens ritualer, ord og musik er for langt de fleste danskere ukendt og fremmedgørende.
Nogle mener som Karen Klint, Socialdemokraternes kirkeordfører, at der er brug for en bevidst fornyelse i gudstjenesten: "Hvis gudstjenesternes form er grunden til, at folk ikke går i kirke, skal man så ikke lave et frikort til opbygningen af gudstjenesten?", som hun citeres for at sige i dagbladet Politiken den 2. april i år. Skal man med andre ord ikke have mulighed for at opbygge gudstjenesten efter egne behov og lyster?
Det samme har mange teologer og arkitekter tænkt om gudstjeneste og kirkebyggeri igennem de seneste 50 år. I Kirkefondet havde man således i mange år et stående udvalg for gudstjenestefornyelse og kirkebyggeri, og arkitekten Holger Jensens praktiske lille sømandskirke i Nyhavn fra 1952 blev i en årrække brugt som værkstedskirke, hvor man eksperimenterede med alternative liturgier og for eksempel rytmisk musik.
Der har været mange forsøg på at sænke tærsklen til kirken og gudstjenesten gennem tiltag som "dagligstuekirker", uhøjtidelige kirker, der lignede vore hjem, og de såkaldte alibigudstjenester - gudstjenester, som tager afsæt i en årstid eller en folkelig fest og ikke er bygget op over højmessens stramme skema.
I DAG KAN VI SE, at i det mindste kirkebyggeriet søger tilbage til en traditionel form med langkirke og processionsgang. Også oprindelige "dagligstuekirker" er i de sidste år blevet bygget om på denne vis, for eksempel Rønnevangskirken i Tåstrup og Søborgmagle Kirke ved Utterslev Mose.
Med det mere individualiserede samfund er der dog ingen tvivl om, at der i stadig højere grad er brug for forskellige typer gudstjenester, målrettet mod bestemte aldersgrupper og omstændigheder, som børnegudstjenester, gospelgudstjenester og eventgudstjenester.
Mange af disse gudstjenesteformer er inspireret af de karismatiske og succesfulde frikirker, som ikke snæres ind af højmessens traditioner, og som frit benytter sig af moderne medier og rytmiske musikinstrumenter. Det er vel netop en slags gudstjenester "med frikort", som Karen Klint kalder det - gudstjenester, som ikke er bundet af de regler, der skal overholdes ved søndagens højmesse.
På den anden side er der nok heller ikke tvivl om, at der også er en helt anden tendens, der gør sig gældende i gudstjenestelivet i dag: Ligesom kirkearkitekturen bevæger sig imod en mere traditionsrig form, synes det også, som om gudstjenesten er på vej tilbage til sine kilder. Der genoptages ritualer fra oldkirken og den ortodokse, den katolske og den tidlige lutherske kirke. Der tændes lys i lysglober og udleveres dåbslys. Man korser sig og holder fortløbende nadver med neddypning af brødet i fælleskalk. Der anvendes messehagler i liturgiske farver og bruges ikoner. Oldkirkelige elementer som "Kyrie eleison"/ "Herre forbarm dig" og "Gloria in excelsis Deo"/ "Ære være Gud i det højeste" er blevet populære elementer i gudstjenesten. Og mange steder har man efter ortodoks og katolsk skik indført midnatsgudstjenester ved jul og påske.
MEN HVAD MED vores helt normale evangelisk-lutherske søndagsgudstjeneste med dens særlige danske salmesangstradition, højmessen? Er den da så kedelig, at man skal opfinde alternativer for at få folk til at gå i kirke? Højmessen er jo i virkeligheden et blodigt drama om liv og død, skabelse og tilintetgørelse og mødet mellem himmel og jord, udtrykt i en poetisk liturgi, hvor salmerne kommenterer de enkelte akter ligesom korsangen i det gamle græske drama. Men mange af os har brug for en nøgle til at åbne for forståelsen heraf: Intet af det, der sker i højmessen, er tilfældigt. Alt er gennemtænkt og forklarligt med udgangspunkt i vores liv og vores ønske om relationer til det guddommelige.
Der er ikke den bøn, der bedes, det tegn, der gøres, eller den tekst, der læses, der ikke har sin historie. I gudstjenesten ophæves tid og sted. Vi træder ind i et rum, som vi har fælles med de allerførste kristne og med kristne til alle tider og på alle steder. Vi samles om Guds budskab til os fejlbarlige væsener om tro og håb og kærlighed på trods af al ondskab, lidelse og død. Et budskab, som de fire evangelister har skrevet ned, og som apostlene allerede tidligere i det 1. århundrede indskærper i deres breve til de første kristne menigheder. Det samme budskab, som teologer og digtere op gennem århundrederne har formuleret i bønner og salmer. Bibelske læsninger, sakramenter, trosbekendelse, bønner og salmer fører os i gudstjenesten gennem 3000 år og skaber både samtidighed og resonans.
Digteren Søren Ulrik Thomsen oplever højmessen som en oase i et postmoderne samfund fyldt af flimrende medieindtryk. Han "kan lide, at gudstjenesten sætter den evindelige kværnende mellemmenneskelige kommunikation i stå ved at lade den støde på Guds tavshed, hvor ritualet opstår."
I kristendommen drejer det sig om relationer mellem Gud og mennesker og mennesker indbyrdes. Hvis disse relationer skal have mulighed for at opstå og leve, må vi have noget at forholde os til, en form, som vi kan hvile i og gebærde os ud fra.
Journalisten og musikeren Kåre Gade har beskæftiget sig med form og indhold i gudstjenesten. Hans undersøgelse af en karismatisk frikirkegudstjeneste, hvor formen var flydende, og en normal folkekirkehøjmesse, hvor formen lå fast, viste, at det kræver langt flere ressourcer hos gudstjenestedeltagerne konstant at skulle opfinde nye former og give udtryk for begejstring og livsglæde end at hvile i den traditionelle form. Og at frikirkekristendommen uden form derfor krævede en fundamentalistisk bibelopfattelse for overhovedet at have noget at holde sig til, medens den strenge form i højmessen gav plads for en helt anderledes fri forkyndelse.
Der er dog ingen tvivl om, at gudstjenesten for mange - nemlig dem, der ikke deltager regelmæssigt i den - kan forekomme som en uforståelig forestilling, man overværer, uden sammenhæng og anden pointe end den, der måtte fremgå af præstens prædiken.
Men for den, der jævnligt kommer til søndagsgudstjenesten, går den i kødet og bliver "i kraft af sit indhold en livgivende og livsbekræftende, fornyende begivenhed i sognet", som biskop Henrik Christiansen har skrevet . Og han mener, at enhver fornyelse eller forandring af gudstjenesten må "udspringe af et indfølende kendskab til dens åndelige og kulturelle rigdomme".
Landsforeningen af Menighedsråds små overskuelige "Nøgler" til gudstjenesten og kirken er tænkt som en første hurtig døråbner for den kirkefremmede, som en øjenåbner for den kirkevante, og som en kvalificeret baggrund for samtale om ændringer og fornyelse af liturgi og kirkerum i menighedsrådene.
At "nøglerne" desuden indeholder beskrivelser og forklaringer til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse samt gennemgang af kirkeåret, kirkelige symboler med mere gør dem egnede til konfirmandundervisning og udlevering ved forberedelse af kirkelige handlinger.
Anne-Mette Gravgaard og Knud Munck er begge teologer