OCD-ramte Louise: Jeg lever i et tankefængsel af tvivl og tvang

Jeg laver tvangsritualer, fra jeg står op, til jeg går i seng, i et forsøg på at skabe kontrol i det kaos, som raser indeni. Handlingerne mindsker min uro kortvarigt, efterfølgende kommer skammen. Men jeg tror også på, at åbenhed er vejen frem

OCD-ramte Louise: Jeg lever i et tankefængsel af tvivl og tvang

Jeg har så meget uro i kroppen, at jeg har svært ved at sætte mig ned og skrive. Den velkendte knude i maven, snurren, hjertebanken, et fysisk ubehag, jeg må genfinde kontrollen. Hvordan forklarer man folk, at man er bange, uden der er noget at være bange for? Jeg er så bange for at leve, at jeg ender med ikke at gøre det, eller er det også en tvangstanke, at OCD’en vil æde mit liv?

Jeg laver tvangsritualer, fra jeg står op, til jeg går i seng, i et forsøg på at skabe kontrol i det kaos, som raser indeni. Handlingerne mindsker min uro kortvarigt, efterfølgende kommer skammen. Min strategi for at genvinde kontrollen er ironisk nok mit største kontroltab, og på sigt skaber det mere uro, flere handlinger. Jeg ved det godt, men jeg kan ikke lade være.

Der er ingen, som kan se det, og udadtil lever jeg et helt normalt liv, men det er der hele tiden: ubehaget, tankemyldret og den forbandede uro.

Jeg spritter min mobil af igen, går ud i køkkenet med det glas, jeg lige har drukket af. Fra sofaen ser jeg et hår på gulvet, jeg må rejse mig og fjerne det, måske skulle jeg også børste tænder igen, vandet laver pletter på spejlet, jeg må tørre det af, og hvad med skraldet? Jeg må gå ud med skraldet, så kan jeg slappe af, efter jeg også har stirret på komfuret for tiende gang i aften. Har jeg slukket vandhanen på badeværelset?

Jeg er træt og udmattet, jeg vil gerne slappe af, men jeg kan ikke. Tankerne myldrer, og jeg kan ikke finde ud af ikke at forholde mig til dem. Nogle gange gør de mig bange. Vil det hjælpe at flytte mig endnu en gang?

Det værst tænkelige er et liv med mere OCD, og selvsamme tanke – tanken om at være fanget i det fængsel – den giver rod til endnu mere angst, endnu flere tvangshandlinger.

Angsten er jeg i perioder også bange for, det føles, som om jeg er ved at blive sindssyg. Hvad hvis jeg er ved at blive sindssyg? Tænk, hvis jeg aldrig kommer ud af den her tilstand? Tænk, hvis jeg ender med at gøre skade på nogen, hvis jeg gør skade på mig selv? Tænk, hvis jeg er skyld i, noget går galt? Kan man egentlig blive syg af at bekymre sig så meget? Hvorfor gør du det her mod dig selv? Det er jo din egen skyld.

De automatiske negative katastrofetanker får frit løb, og jeg forsøger at acceptere dem, lade være med at gå ind i tankerne, det dulmer dem kortvarigt.

Kroppen er i alarmberedskab, og det er vel egentlig ikke så underligt med alle de tanker, som jeg samler op. Det er ”skraldetanker”, som andre ikke lægger mærke til, de har, mens jeg er nødt til at reagere på dem alle. De fleste mennesker har prøvet at stå ved en høj bygning og tænke: ”Hvad nu, hvis jeg kom til at hoppe?”. De fleste mennesker kan grine ad denne tankeimpuls, men essensen af OCD er, at alle tanker er vigtige.

Jeg var flere timer om at komme hjem fra arbejde i går, selvom jeg var træt, selv i søvnen er jeg ikke afslappet. Det går op for mig, hvor meget tvangshandlingerne fylder, hvor meget de styrer mit liv, og det er virkelig ubehageligt. Tankerne om, at jeg aldrig kan blive fri, de negative tanker om mig selv, bekymringerne. Det føles, som om alle mine organer tynger sig sammen og trækker sig nedad, jeg kan ikke løfte mine ben, jeg kan ikke få vejret.

Jeg græder, men jeg kan ikke mærke det, jeg kan først se det, da jeg ser mig selv i spejlet. Jeg græder uden lyd, men hele mit ansigt kramper sig, det krymper sig ved synet, jeg bliver ked af at se mig selv sådan. Heldigvis er der ikke nogen hjemme, for jeg når kun at smække døren, før jeg synker sammen, og så græder jeg højlydt.

Jeg ligger på gulvet oven på alle mine ting i en uvis rum tid. Derefter samler jeg mig og går i gang med tvangshandlingerne, jeg rydder op, spritter af, vasker af, det giver mig en ro, samtidig med jeg ved, at det er en del af hele problemet. Jeg kan ikke slappe af uden. Jeg skal nå at lave handlingerne færdige, inden jeg får besøg, det giver mig en ro. Det er tragisk, før det hele starter forfra, jeg kan næsten grine ad det på afstand. Jeg føler en stor klaustrofobi ved at være i mit eget hoved.

Jeg har ikke lyst til at leve mit liv på den her måde, og det, at jeg har sagt det før, gør kun knuden indeni større. Jeg føler mig ensom i mine tanker. Jeg tænker på mørket.

Jeg er 27 år og lever et liv, hvor angst og tvivl ikke bare er et livsvilkår, men det er i perioder altoverskyggende gennem OCD. Jeg plejede for det meste at kalde det angst, det har folk hørt om. OCD er også angst.

De fleste kender nogen, som har været ramt af perioder med depression eller angst, men mange kender kun til OCD fra amerikanske tv-shows, hvor folk ud i det ekstreme samler bunker af skrald eller vasker hænder uendeligt.

Jeg ved dog, at jeglangt fra er den eneste, som lever med tvangshandlinger eller tvangstanker, og selvom OCD kan udmønte sig på hundredvis af måder, er mekanismerne bag de samme.

Der er nogle mennesker, som har magisk tænkning som strategi, andre som har tanker om, at de måske vil gøre noget forfærdeligt, og derfor ender med at holde sig fra bestemte situationer, og nogle udvikler tvangsadfærd ligesom mig.

OCD er ofte knyttet til en overvurdering af betydningen af de tanker, vi har, overansvarlighed, overvurdering af fare, perfektionisme og intolerance over for usikkerhed. I et forsøg på at kontrollere tankerne ender mennesker med OCD som slaver af mentale eller fysiske ritualer, undgåelsesadfærd og regler.

Jeg har haft så meget angst og OCD, at jeg ikke kunne være nogen steder, i hvert fald ikke mentalt. Jeg har ubevidst forsøgt at flygte fra tvangshandlingerne, fra angsten, fordi jeg ikke kunne holde til at være i den. Jeg har haft lyst til ikke at være her mere, en anden grim side af tvangshandlingerne er nedtryktheden.

Jeg har i mange år troet, at hvis jeg flyttede, hvis jeg skiftede studie, hvis jeg rejste, så kunne jeg undslippe mit eget hoved. Jeg har også fundet ud af, at det kan man ikke, kun for en tid. Jeg tror altid, at tvivlen og bekymringerne vil være en del af mig, men når orkanen raser, er det vigtigt med stærke rødder, og jeg ville aldrig være kommet så langt uden åbenhed og støtte fra mine nærmeste.

Jeg ved, der er mange, som lider under deres egne tanker. De tror fejlagtigt, at en tanke har betydning, men tanker er bare tanker, og hvis vi åbnede mere for psykiske tilstande, tror jeg, vi kunne forebygge og hjælpe rigtig mange mennesker. Jeg tror på, åbenhed er vejen frem. og derfor vælger jeg at fortælle om det, jeg i mit tankemylder tænker er vigtigst at skjule.

Louise Emily Koefoed er studerende